02 jun PREMIERE: Kom med ind bag facaden af sne og munter akustik i he is tall’s unikke lydunivers
Foto: Joakim Lambek (Pressebillede)
I dag kan du opleve premiere på he is tall og hans unikke lydunivers i form af singlen “snow fortress” der med sin håndspillede guitar og muntre trompet skaber et ekstrovert univers.
Nu om dage er det sjældent at man hører musik der lyder muntert hele vejen igennem, men det holder ikke den københavnske singer/songwriter he is tall der på sin kommende single “snow fortress” har fremskaffet en udadvendt stemning. Sangerens særegne stemme bærer nummeret over en håndspillet akustisk guitar der skaber en varm stemning, som kun bliver forstærket af den muntre trompet der melder sig i omkvædet sammen med det store “uh-uh” kor.
Sangens tema er også på samme måde opmuntrende idet at den henvender sig til en introvert performer der drømmer om at kunne indtage de store scener, og stemningen i sangen føles derfor som et heppekor, men teksten forklarer at performeren indtager en anden persona for at leve sig ind i rollen som sprudlende trubadur. Det ekstroverte lydbillede bliver derfor et skjold for den generte hovedperson der tager ekstreme midler i brug for at transformere sig til festabe.
Du kan høre “snow fortress,” før den udkommer på alle streamingtjenester i morgen, lige her!