17 jun Patina – Genstart

Foto: Rita Kuhlmann (pressefoto)
Label: NO3
Udgivelsesdato: Fredag den 17. juni 2022

Enkelte steder lykkes det for Patina at lade den vanvidsenergi, som man elsker fra deres koncerter, skinne igennem på den svære 2’er. Andre steder står energien desværre i skyggen er middelmådig sangskrivning. 

3/5 Stjerner

Den mest afspillede sang på P3, “Flammer Rammer”, står Patina bag. “Flammer Rammer” er fra det succesfulde debutalbum, Drømmefanger. Nu er “Genstart” landet, og det var af åbenlyse grunde svært, ikke at have høje forventninger. 

Når jeg tænker på Patina, så tænker jeg stort set kun på de gange, jeg har oplevet dem live. Der er noget helt særligt over bandkonstellationen, som består af tre frontmænd, der alle både synger og spiller trommer. Det udspiller sig ved konstante udskiftninger af både forsanger og trommeslager. Det giver en enorm energi og variation på scenen, som ikke kan undgå at smitte ned i publikum. Den helt store opgave for Patina er derfor at få energien fra koncerterne ned på pladen. En opgave, som de løser nogenlunde.

På åbningsnummeret “Sammenbrud”, bliver man som lytter lidt forvirret. For her lyder det lidt som om, at det er en helt anden opgave, de forsøger at løse. “Sammenbrud” er en indadvendt fortælling, der handler om frustration og tvivl i den absolut største skala. På den måde virker åbningen overraskende, da det langt fra er det, man forventer, når man trykker afspil på et Patina-nummer. Og desværre bliver åbningen lidt symbolet for hvad, der må formodes at være Patina 2.0 – tekster der bærer præg af lidt tilfældige ordvalg, der passer ind i rytmerne og temaet, og en ultra forudsigelig melodi med gennemsigtige mønstre og kedelige strukturer.

Heldigvis gør det ikke det helt store, når energien er, som den er. På sangene “S.O.S” og “Langsomt Sind” er Patina nemlig fuldstændig tilbage, hvor vi elsker dem. Den skingre fuldregistervokal, der varierer lidt fra sang til sang på grund af de skiftende forsangere, er charmerende, og de smadrede trommer og insisterende guitarriffs gør, at man bliver nødt til at man bide tænderne sammen for at undertrykke trangen til at blive en del af bandet på lufttrommer. 

“Luk mig ud” og “Det handler om” falder lidt til jorden, og er for mig albummets mest uinteressante sange. Teksterne er meget lige ud af posen, men fremstår på en måde, der altså er set mange gange før. Og det er lidt den følelse, man sidder med i albummets midterste afdeling – det her er altså ikke noget, man ikke kan få andre steder (måske er der endda kigge lige lovligt meget over skulderen på Foo Fighters “Bridge Burning” på guitarriffet i “Det handler om”)

Højdepunktet når vi på “Endnu en dag”, der har alle de elementer, som bandet gør bedst – og her lykkes Patina også med at inkorporere den indadvendte side, som helt tydeligt er intentionen med Patina 2.0. I det hele taget virker det som om, at der er kælet lidt særligt for “Endnu en dag”. Guitarfigurerne er mere raffinerede og doserede på en måde, som giver plads til smadretrommer og højenergisk vokal. Der er tilsat en melankolsk synthesizer-figur, som giver den klump i halsen, man endnu ikke og fået på albummet – og så kulminerer den med et c-stykke i half tempo som jeg oprigtig talt glæder mig helt vanvittigt til at opleve live. Heldigvis bliver det samme høje niveau faktisk holdt på afslutnings- og titelnummeret “Genstart”, som har samme melankolsk, pop-rockede feeling.

Det er virkelig, virkelig godt, når det er bedst. Men Patina er ikke bedst på plader – de skal opleves på scenerne, hvor man kan mærke alle de følelser, der ligger til grund for den enestående energi, de optræder med. Med “Genstart” har lytterne stadig til gode at opleve energien i hovedtelefonerne.