03 jun moi Caprice – Nine Lives

Foto: Sofi Hellberg Olsson (Pressebillede)
Label: Glorious Records
Udgivelsesdato: Fredag den 27. maj 2022

moi Caprice’s nyeste album oser af frihed og viser en side af bandet frem, hvor de gør akkurat, hvad de vil, og som føles rigtigt uden at tænke mere over det. Det føles nyt samtidig med, at man hele vejen igennem kan mærke bandets identitet, og det høje tempo får dem til at lyde særdeles selvsikre i deres nyfundne rolle som ‘old-boys.’

4 / 5 Stjerner

I en verden, der hele tiden fokuserer på nyt, nyt, nyt, kan det være svært at holde sig relevant. Det er noget moi Caprice har måtte se i øjnene, især da de efter næsten et helt årti igen begyndte at udgive musik, og selvom de havde haft stor succes i 90’erne som en af Danmarks store spillere indenfor indiepop-genren, skulle hele maskineriet i gang igen. Det kom det også, og i sidste uge udkom deres andet fuldlængdealbum siden pausen: Nine Lives.

Nine Lives er et album, jeg har glædet mig utroligt meget til, og den primære grund til min begejstring har været singlen “Someone To Lean On”, der udkom lige omkring en måned forud for albummet. Det er et mystisk nummer, der på en og samme tid giver mig kæmpe optur og skræmmer mig helt ind i knoglerne med linjer som // I’m so afraid, that they’ll turn the wrong machines on // hvilket meget fint beskriver det billede, som mange har af verdens regeringer, der tilsyneladende ikke har styr på særligt meget. Disse følelser bliver kun forstærket af den utilregnelige tid, vi lever i, hvor alting kan vende på en tallerken, og vi mangler noget at læne os trygt op ad. Pakket ind i albummets lyse og tempofyldte lydunivers kunne teksten på dette nummer hurtigt flyve over hovedet på lytteren, men flere gange i sangen sender de tiggende linjer gys ned ad rygraden på mig, hvilket er en sjov følelse at have om popmusik, der ellers føles så let at lytte til. Samspillet mellem guitar og bas, den tunge stortromme og de behagelige vokalmix går nemlig sammen for at hive lytteren op af stolen, og vidste man ikke bedre, kunne forklædningen let aflede opmærksomheden.

Budskabet i sangen bliver kun stærkere af det følgende nummer “Eight Years”, som er en slags fødselsdagsgave til Michael Møllers datter, hvor han i omkvædet synger // Just lean your head back, it’s your birth right / nothing should scare you at all // hvilket udover at være en kærlighedserklæring til sit barn, er en forhåbning om, at hun kan vokse op i en verden, der er mere tryg, end den har set ud på det sidste. Hermed havde jeg forventet lidt mere af et tema på albummet, men jeg skulle bare have lyttet lidt ekstra til nogle af de andre singler, der udkom forud for albummet for at høre, at de i denne omgang har stukket i alle mulige retninger – eller i hvert fald ikke den retning jeg havde forventet.

For igennem pladen ligger der nemlig en fornemmelse af frigørelse, og bandet nævner selv, at de har døjet med at være ældre end mange af de kunstnere, som musikbranchen ellers godt kan lide at fokusere på, og det publikum som branchen primært forsøger at henvende sig til. Det forrige album Becoming Visible handler nemlig langt hen ad vejen om præcis dette. Nine Lives samler op, hvor de slap, men føles som en accept af de omstændigheder og en frihed til at gøre stort set, hvad der passer moi Caprice, hvilket har resulteret i ti sange med fuld fart på og med en umiddelbarhed til at følge inspirationen uden for meget eftertanke.

Numre som “Whose Side Are You On,” som er blevet fremstillet i direkte forlængelse af “Island” og “Nine Lives”, der i virkeligheden er en lang hale på “You Only Live Twice,” lægger vægt på det flow, der har været i sangskrivningen, hvor en sang har inspireret den næste. Denne frigørelse er resulteret i en lytteoplevelse, man kan nyde rigtig let, og det kræver ikke den store tekstanalyse eller atomspaltning af hvert eneste nummer for at komme frem til, hvad det her album skal. Nine Lives er et album, der egner sig utroligt godt til næsten alle situationer, og jeg tager konstant mig selv i at sætte det på i baggrunden, når jeg går og laver alt muligt, og det er endda lavet således, at den sidste sang på albummet både runder pladen godt af og giver anledning til at starte det forfra igen.

Hvis man er typen, der nyder at analysere tekster eller finde mening i sangene, er der dog masser at tage fat i, da Michael Møller og kompagnis alder giver anledning til nogle mere voksne synspunkter end de artister, gruppen kæmper med at holde sig ligeså relevante som. Det er noget, jeg sætter rigtig meget pris på, for det er sjovt nok nogle rigtig unikke synspunkter, og det er sjældent, man hører sange som “Changing Together”, der er så åbenlyst en kærlighedserklæring til et andet menneske. Kærlighed er nemlig gået hen og blevet en kliché, og hvis man ikke kan finde en unik indgangsvinkel, skal man holde sig langt væk fra det. Men på “Changing Together” tager moi Caprice klichéen lige på og hårdt. Kærligheden er igen et tema på “My Heart Stretches Out Like An Endless Summer” (og nej det tog mig ikke lang tid at regne ud) men denne gang er det en kæmpe kærlighedserklæring til sit barn samtidig med, at det er en vemodig erkendelse af, at det samme barn en dag vil vokse op og flytte hjemmefra. Så selvom det er klichéer, eller rettere universelle følelser, så er det stadig et dejlig frisk pust, da der på en måde kommer nogle lidt mere modne ord på det.

Sange på albummet, jeg især ikke kan holde mig fra, er “Crocodile Tears,” “Someone To Lean On,” “Whose Side Are You On” og “You Only Live Twice,” og der er ikke rigtig en længere forklaring på det. Det er bare rigtigt gode sange bygget op omkring fængende synthfigurer, som krydres med diverse marimbalyde, percussionelementer og Michael Møllers bløde stemme i fyldige produktioner, som man kan gå på opdagelse i igen og igen. Det er lige præcis her, at moi Caprice føles mest til rette og samtidig også der, hvor de er bedst.

moi Caprice har altså skabt et dejligt værk fra start til slut, ja endda fra slut til start igen, og siden første gang jeg hørte det er det kommet lidt bagpå mig hvor mange gange jeg egentlig tager mig selv i at sætte det på. Jeg vil i hvert fald mene at moi Caprice er ligeså aktuelle som de altid har været – de har i hvert fald bevist at alder ikke står i vejen for at skrive fængende popmusik!