10 jun Liss – I guess nothing will be the same

Foto: Johanna Hvidtvedt (Pressebillede)
Label: ESCHO
Udgivelsesdato: Fredag den 10. juni 2022

Der er ikke én dårlig sang på Liss’ første og sidste album ‘I guess nothing will be the same’, som er et smukt, ømt og kærligt minde til ære for Søren Holm, og desværre et farvel til Liss. Liss har lavet en virkelig dejlig debutplade, som også fungerer som et foreviget minde til de tre bandmedlemmers kære ven Søren Holm.

5/5 Stjerner

Jeg kunne ikke tro, hvad jeg læste, og oplevede en slags choktilstand, da jeg sammen med verden, for lidt over et år siden fandt ud af, at Søren Holm ikke var her mere. Selvom jeg ikke kendte Søren Holm personligt, sad jeg tilbage med en tom og trist følelse. Og selvsamme underlige, tomme følelse og et sug i maven fik jeg, da jeg så albumcoveret til I guess nothing will be the same, hvor de fire venner og bandmedlemmer står side om side med hver deres venne-tatovering af bandets navn Liss. Jeg kendte som sagt ikke selv Søren Holm, men fornemmede igennem hans musik og fælles venner, at han var en person med et enormt hjerte og meget på sinde. Om venskabet siger bandmedlemmerne fra Liss:

– “Vi har tilbragt en vigtig del af vores liv med hinanden, siden vi startede bandet for syv år siden. Det har været fantastisk smukt at lave musik med sine bedste venner og dele så mange store oplevelser. Søren var altid den, der fik os til at forstå hinanden bedre. Han var ekstremt generøs både som menneske og med sin kreativitet.”

Søren Holm satte et kæmpe præg på, og bidrog med virkelig meget godt til den danske samt internationale musikscene, og inspirerede mange af sine kollegaer. Hvilket også tog sig ud på de sociale medier, hvor flere kunstnere kondolerede, og skrev hvad netop han havde sat af indtryk hos dem, både som menneske og musiker. Der findes virkelig ingen anden kunstner som Søren Holm eller band som Liss. Derfor var det også med en tung og nervøs fornemmelse, at jeg sagde ja til at anmelde I guess nothing will be the same. 

På trods af at Søren Holms karakteristiske stemme minder mig om, at han er ikke er her længere, bringer de melankolske dog samtidigt opløftende og funky, elektroniske poptoner (en lyd som netop Liss er så dygtige til) også et smil på mine læber. Jeg har lyttet rigtig meget til Liss siden de udgav deres første single “Try” i 2015. De blev hurtigt en del af mig som mange andre i resten af Danmark og omverdenen. Og deres musik er noget jeg ofte vender tilbage til, når jeg har brug for en stemning af bedre tider og en nostalgisk følelse af at være 17 år igen, og prøve grænser af, og opleve den store forelskelse for første gang. Selvom musikken også har fået en ny betydning, og kan gøre mig trist, har jeg sat mig for at anmelde Aarhus-bandets første og (desværre) sidste album.

Første nummer på pladen bærer den ironiske titel “Country Fuckboy”, og er et virkelig dejligt simpelt, dog enormt fængende popnummer med lækre legende guitarriffs og et sæt dejlige trommer. Ej at forglemme Sørens behagelige stemme, der luller en ind i en veltilpas tilstand af ubekymret glæde. Sådan et rigtigt ‘jeg danser for mig selv i mit køkken, mens jeg dagdrømmer lidt om kærlighed-nummer’. Jeg har virkelig lyttet meget til dette nummer, som udkom sammen med singlen “Exist” i april i år. “Exist” er i modsætning til det mere humoristiske “Country Fuckboy”, et virkelig smukt og nærmest højtideligt nummer, der begynder med en messende gentagelse af linjerne // Is there ever a right moment to talk about this? // – dette er et af de numre, der efterlader mig med tårer i øjnene og en tung fornemmelse, både på grund af teksten, men også fordi den har den der melankoli, der minder mig om tabet af Søren Holm. Nummeret var oprindeligt skrevet til en livesession for Greenpeace, men blev en del af pladen, da bandet var så glade for den og mindede dem om en tid de aldrig vil glemme. Jeg vidste med sikkerhed at albummet ville være godt, da jeg hørte disse numre, og så har jeg heller aldrig oplevet at Liss har lavet noget dårligt.  

Da jeg så først hørte “Boys in Movies”, havde jeg ikke set hvem der var feature på sangen, og da jeg hørte kvindestemmen, var jeg sikker på, at jeg havde hørt den før, og syntes det lød rigtig meget som britiske Nilüfer Yanya. ‘Det kan da ikke være en dansker?’ sagde jeg til mig selv – og det viste sig da også netop at være britiske Nilüfer Yanya, der optræder på nummeret. Et virkelig genialt samarbejde, især fordi både Liss og Yanya bevæger sig indenfor den ømme og fine melankolske pop-lyd. Nummeret er et af pladens mest eksperimenterende i det at det skifter mellem flere lyduniverser. Der er både det mere rockede på versene samt c-stykkerne og en nærmest forløsende og munter stemning på omkvædet. Det er ikke en af mine favoritter, men den er langt fra dårlig, og gror på mig for hvert lyt, samt er det velproduceret, som alt andet på pladen. 

Tredje nummer, “Sure”, er en perle, der skinner ekstra meget på pladen. Det er et nummer fyldt med en masse dejlige synths, og er et af de mere ubekymrede og upbeat tracks til dansegulvet. På nogle måder minder det mig om “Try” fra de helt spæde Liss-tider. “Wer’e Toxic” der er fjerde ud af de elleve numre på pladen, fangede mig fra første lyt. Det er en velskrevet popsang med en smittende og hårdtslående basgang og et dejligt c-stykke. Den har en ‘feel good stemning’ over sig, selvom teksten handler om et usundt (toxic) forhold. Noget mange nok har prøvet og kan relatere til; at være i en relation, der ikke er sund, men hvor man desværre bliver lidt for længe. // Loving you was like going to war. I never came back the same //.  En tekst jeg kan relatere meget til, og måske også derfor den bliver min yndlings på pladen, og så er den bare er enormt fængende og lækker. Dertil må jeg lige nævne Søren Holms stemme, der går en oktav op i omkvædet på linjen // We’re Toxic // – det er sgu bare dejligt at lytte til, og giver mig lyst til at synge med selvom jeg sidder i bussen. 

Generelt kan jeg selv på mange måder relatere til Liss’ tekster, der tit handler om svære og komplicerede kærlighedsrelationer, følelser i ubalance og ekstrem, usund eller vild kærlighed. Nok netop derfor at Liss er elsket af så mange, især af unge mennesker, der står midt i deres liv, og ikke aner hvem de er, hvor de hører til eller sumper rundt i en forvirrende kærlighedsrelation. Søren blev selv kun 25, men formåede på sin korte levetid at indramme mange følelser, som man kan opleve, når man er i midt-tyverne og mærker, at det er svært at finde hoved og hale i en verden, der forandrer sig med hastige skridt, og hvor intet virker konstant og somme tider håbløst. Jeg er selv i midt-tyverne, og bliver virkelig rørt og ramt af Liss’ tekstunivers; især på mange af numrene fra I guess nothing will be the same. Søren var med sit enormt velskrevet tekstunivers god til at få folk til at føle sig set og hørt. Han sammensatte med få ord, linjer der beskriver svære og store følelser, og skabte en genkendelighed, der spejlede en hel generation. 

“We Made It” er en dejlig og opløftende kærlighedsballade, hvor der endelig ikke er nogen, der gør hinanden kede af det, eller forlader den anden. I den mere melankolske kærlighedsende finder vi “Ice Melting”, “Dead Flower”, “Turn Your Back On Me” og den følsomme “Text Me Back” med teksten der til slut i nummeret messer linjerne, der ligger navn til pladen // I Guess Nothing Will be The same //. Teksten der dertil også binder en fin sløjfe på albummets ende, som dog også leder tankerne hen på, at ja, intet bliver det samme igen uden Søren Holm, og dermed også afslutningen på Liss’ musikalske rejse. Bandet udtaler selv følgende:

– “Pladens titel ’I guess nothing will be the same’ er en linje fra sangen “Text Me Back”. Det er det sidste nummer på albummet og er en kærlighedssang om et brud med én man elsker. Titlen har på mange måder fået en ny betydning nu, men vi føler ikke at albummet kan hedde noget andet“.

Der er ikke én dårlig sang på Liss’ første og sidste album ‘I guess nothing will be the same’, som er et smukt, ømt og kærligt minde til ære for Søren Holm, og desværre et farvel til Liss. Det er en god blanding af glade ubekymrede kærlighedssange og de mere melankolske og dybe tekster tilsat et enormt dygtigt producerhold bestående af de fire venner der udgjorde Liss: Søren Holm, Tobias Hansen, Vilhelm Strange og Villads Strange. Albummet understøtter på bedste vis at Liss har en enorm musikalske sans, og det er så trist, at der ikke kommer mere musik, men det der kom, var virkelig godt. Og heldigvis skriver de tre venner stadig musik, og arbejder på at udgive egen musik udenom Liss og florerer rundt omkring i musikkens verden. 

Blandt de bedste er, efter min mening “Exist”, “Dead Flower” (klokkespillet her; lækkert!), “Sure” og “We’re Toxic”, da de alle præsenterer en ny lyd for Liss, samtidig med at de minder mig om Liss’ tidligste udgivelser.

Kort sagt: Liss har lavet et virkelig dejligt farvelkram af en plade. Jeg har meget jeg kunne skrive om hver og en sang på albummet, men har udvalgt dem, jeg synes fortjener mest opmærksomhed, selvom det var yderst svært at vælge.

Tak til Villads, Vilhelm og Tobias og Sørens omgangskreds for at vælge at udgive den smukke plade på trods af at det var svært.

– “Sammen med Sørens familie er vi blevet enige om at det er vigtigt at udgive musikken. Vi håber at albummet kan være med til at skabe et eftermæle for Søren. Et sted hvor han lever videre. Vi er så stolte af musikken, og vi ved at Søren var det samme.”