03 jun Jung – NorthSide 2022
Foto: Isabell Larsen-Thomsen
Venue: Astra
Dato: Torsdag den 2. Juni 2022
På en halvkold og blæsende plæne foran den store Astra-scene på NorthSide, var et enormt publikum mødt op, forventningsfulde og klar til kæmpe fællessang på “Blitz, Baby”, “Tur Retur” og “Jeg Skal Nok Vente”. Desværre blev det lidt med en flad fornemmelse, vi måtte forlade pladsen, efter de sidste toner fra “Hun Kommer Tilbage” rungede ud. Jung leverede desværre en lidt for upersonlig og lang koncert, hvor der simpelthen skete for lidt. Gruppen, der ikke mindst fik sit gennembrud under corona, ligger inde med et enormt live-potentiale med deres storslåede slagssange – men det blev slet ikke udnyttet nok på den aarhusianske festival.
2,5/5 stjerner
“Jeg husker den gang, vi stadig var nogle små rødder på den danske musikscene og fik at vide, vi skulle åbne den lille scene på NorthSide i 2020. Det blev desværre aflyst. Et par år efter står vi her nu, og tager den store i stedet”
Sådan talte Jungs forsanger Jonas Jung Larsen midt i koncerten til sit store publikum, der stod foran NorthSides store Astra-scene. Dette blev koncertens gennemgående tema fra et band, der fik sit gennembrud under corona-nedlukingen i 2020, og derfor i sin spæde tid måtte se festivaler og koncerter smuldre mellem hænderne. En fortælling om et band, der på et par år, fik lov til at opleve en massiv succes i det danske land, som kun de færreste kan drømme om. De bærer på en smuk historie om at håbe, drømme og sigte efter stjernerne, som under den her koncert, kunne have været bedre fortalt. I stedet fik det desværre lidt en snæver klang af: ‘Se lige hvor seje, vi er! Vi gjorde det!’. Men fair nok! Lad slet slet ikke min kritik falde her.
Kritikken skal derimod falde på, at bandet overhovedet ikke udnyttede deres fulde potentiale under koncerten. Nede fra plænen kunne vi alle kigge op på et fire-mandsband, der alle sammen, måske med en lille undtagelse af forsangeren, stod i deres egne introverte verdener. Det var som om, de glemte lidt, at der stod et enormt publikum og forventede stemning, energi og generel nærvær fra bandet. Jonas Jung Larsen bevægede sig, med sine ensformige dansetrin, stille og forsigtigt rundt på scenen, mens han anerkendende nikkede til sit publikum og rystede med sin mikrofon. Og det blev overhovedet ikke varieret undervejs i den lange koncert.
Men Jung gjorde præcis, hvad de skulle, når det kom til at spille deres storslåede hits, så de lød helt vildt godt. Og undervejs, når publikumsfavoritterne blev sat an, var der nærmest en euforisk fællessangsfølelse fra de mennesker, der stod tættest på scenen. Men det var en følelse, der kom mere som et resultat af de velskrevne og yderst sangbare numre, end det kom fra bandets energi fra scenen. Netop derfor ærger det mig da ekstra meget, at Jungs fulde live-potentiale simpelthen ikke udnyttes. Det her band har ellers hele pakken. En genkendelig lyd, et tekstunivers der resonerer med danskerne og sange der kun lægger op til at blive sunget på landets helt store arenaer. De mangler bare, siger jeg vel at mærke kun efter den her koncert, lige at skrue på nogle knapper, så de også bliver et mindeværdigt live-band.