09 jun Hop på cyklen og lev dig med ind i FABERs nye sommerhit
Foto: Phie Beckett Stenbæk (Pressebillede)
FABER gør klar til en ny begyndelse og er “Helt Okay” på trods af coronapandemi og break-up-season – i hvert fald hvis man skal dømme ud fra den splinternye udgivelse.
Efter et vellykket debutalbum sidste år er den friske artist FABER igen klar til at udgive ny musik! Det kommer i hælene på break-up-season og den overståede periode med pandemi-nedlukning, hvor FABER starter forfra på “Helt Okay”, der hylder de nye begyndelser. Som hun selv siger, bliver sangen kun endnu bedre af en cykeltur med sommervinden igennem håret, hvor de tunge klubelementer i sangen kan banke med i hjertets rytme, og da FABER blev spurgt ind til, hvad denne sang forhåbentlig kan være for andre, svarede hun:
– At de får lyst til at danse, græde lidt, ligge i græsset og kigge mod solen bare for at fornemme, at den er der. At den måske kan hjælpe til med at huske på, at nogle gange skal man give slip på nogen eller noget for at holde fast i sig selv.
I mødet mellem gammelromantisk poesi, UK-garage og en klubpræget popproduktion befinder FABER sig nu på “Helt Okay,” som sammen med hendes nye begyndelse som menneske også lægger en kurs for, hvor FABERs lydunivers kommer til at bevæge sig hen post-debutalbum. Alt tyder i hvert fald på noget godt, gå selv ind og lyt lige her:
På Spotify
På Apple Music