Erika de Casier – SYD FOR SOLEN 2022

Foto: Laura Ionna V
Scene: Højen
Dato: Søndag den 12. juni 2022

Erika de Casier var på hjemmebane, da hun søndag aften spillede for et tændt festivalspublikum.

4/5 Stjerner

Sangerinden Erika de Casier har efterhånden skabt sig et stort navn både herhjemme og i udlandet. Hun har ramt plet med sin syntetiske pop-R&B, som virkelig har noget interessant at byde på, både musikalsk og vokalmæssigt. Med sit band bestående af tre medlemmer – blandt andet en kvindelig guitarist med den spanske guitar som nærmest er et af hendes musikalske varemærker, holdt de sig til det minimalistiske setup, med Casier siddende på en skammel.

Live sidder hendes vokal lige så stærkt som på pladen, hvilket overrasker mig hver gang, for det er så imponerende at kunne synge så “stærkt” med en ellers så skrøbelig og luftig vokal, som hun har. Her fik både band og sangerinden lov til virkelig at komme til deres ret uden at overdøve hinanden på noget tidspunkt, hvilket kan være en svær balance, men som i sidste ende er virkelig vigtig for at give en god live oplevelse.

Hel genert og sødt, måtte sangerinden selv hen efter hvert nummer, og sætte næste sang i gang på sin medbragte macbook computer. Her kom der små sjove kommentarer og fnis fra sangerinden for at udfylde stilheden inden det næste nummer kom på. Her fik jeg flashback til de akavede powerpint oplæg i gymnasiet, men på en eller anden måde virkede det hverken kikset eller akavet. Man kunne tydeligt mærke, at hun var beæret over at spille på hjemmebane igen efter de mange udenlandske koncerter, hun lige er kommet hjem fra.

Hun virkede afslappet i deres eget, men også festivalens selskab, og det var befriende at være vidne til. Hendes sæt var en dejlig blanding af både gamle og nye numre, og der var især et enkelt sted hvor bandet virkelig eksperimenterede med deres musikalske arrangement, hvilket var et sejt og modigt valg.

Det var befriende, når hun en gang i mellem kom op fra sin skammel og dansede forsigtigt med på de groovy rytmer sammen med det dansende publikum foran hende. Blandt den store menneskemængde der var kommet for at se Erika de Casier, kunne man endda spotte musikerne fra Parcels, der tidligere på dagen havde spillet på den store scene, og de så ud til at elske det lige så meget som os andre.

Jeg bliver aldrig træt af Erika De Casiers musik og selvom hun virker lige genert hver gang, formår hun altid at levere et badass show, der samtidig lyder virkelig godt. Til sidst sluttede hun af med “Do My Thing” fra 2019 albummet Essentials og den store menneskemængde foran ‘Højen’ dansede med.

Erika de Casier og hendes band leverede en yderst velspillende og charmerende koncert. Hendes musik udstråler så meget attitude, men hun formår at bevare en udstråling, der er helt nede på jorden.

Liva Duus Thorlacius
Livaduus@bandsoftomorrow.com