Dune Messiah udgiver en mørk fortolkning af kendt julesang

Foto: Magnus Jespersen (Pressebillede)

Dune Messiah er igen klar med ny musik efter udgivelsen af sit seneste album ‘Moments Of Bliss,’ og denne gang er inspirationen fundet i julemusikken!

På en kølig eftermiddag i december opstod inspirationen til Dune Messiahs nyeste single, da de kendte toner fra Chris Rea og “Driving Home For Christmas” spillede over juletræspladsen. Nu er den nærmest diametrale modsætning til sangen udkommet, et godt stykke tid efter julens mørke måned. “Death on Wheels” deler den samme muntre stemning i instrumenteringen, men temaerne i teksten omhandler mere dystre synspunkter, som sætter tivolireferencerne i en mørk sammenhæng. Tivoli bliver nemlig billedet på den vestlige måde at ignorere verdens problemer på, hvis de lige kommer en anelse for tæt på, og om denne sammenligning siger Magnus W. Jespersen selv:
– Sangen og videoen skal sammen repræsentere den ironiske distance til luksuriøsitet, som også er albummets gennemgående tematik. Og her synes jeg, at en mørk side af “Driving Home for Christmas” er en mystisk og intrigant måde at fortælle det på. Det er også derfor, jeg har valgt at optage musikvideoen i Tivoli, fordi jeg synes, det er et glimrende billede på vestens forfald. At vi lever i et slaraffenland af underholdning, mens bomberne springer om hovedet på os, og jorden er ved at gå under.

Musikvideoen, som er udkommet sammen med singlen i fredags, er tilmed også filmet i Tivoli på en lun forårsdag, hvor der vises små glimt af Dune Messiah og de medvirkende musikere, fra forskellige steder i parken. Du kan finde musikvideoen lige her.

Tags:
Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com