Caroline Polachek – Heartland Festival 2022

Foto: Malthe Roland (Pressebillede)
Scene: Highland scenen
Dato: Fredag den 3 juni 2022

Caroline Polachek blæste Highland scenen bagover med sine velkoordinerede bevægelser, skarpe timing og fantastiske sangstemme. 

5/5 Stjerner

Jeg stod fuldkommen måbende og ovenud lykkelig tilbage på græsplænen, da Caroline Polachek havde skabt en wow-faktor hos mig og resten af publikum. Den New York baserede Caroline Polachek laver ekstraordinær avantgarde og unik popmusik, der ikke lyder som noget, jeg har hørt før i dette årti. Hendes musik minder mig på mange måder om Kate Bush. Polacheks univers bærer ligesom Bush’s univers præg af et enestående vokalarbejde og geniale brug af instrumenter, og begge kunstnere bragte noget til musikscenen, der ikke var set før. 

Klokken 20:00 trådte Polachek ind på scenen i en smuk forklædelignende kjole, langskaftede hvide støvler med snører, og et par 90’er inspirerede solbriller. Et cool outfit til en cool og yderst smuk kvinde, der på trods af hendes 36 år, holder sig rigtig flot.

Fra første sang herskede der absolut ingen tvivl om, at dette blev en uforglemmelig koncert. Polachek dansede og sang sig ind i alles hjerter på den milde sommeraften. Hendes vokal var overraskende god og kunne ramme samtlige toner til perfektion. Dertil havde hun den vildeste timing – jeg aldrig før har oplevet hos en liveartist – når hun udførte sine skarpe dansetrin og svævede rundt på scenen som et overjordisk elveragtig væsen, der efterlod hele publikum måbende. Det hele virkede indøvet og hver bevægelse gennemtænkt, samtidigt improviserende og umiddelbart. 

Især på de store ballader som “Door” og “Ocean Of Tears” kom Polachek helt ud over scenekanten, og havde hele publikum med sig som kor. Polachek sluttede selvfølgelig af med radiohittet, “So Hot You’re hurting My Feelings” der gjorde at verdenen fik øjnene op for soloprojektet, Caroline Polachek i 2019. Det er et stabilt, flot og mere kommercielt popnummer, der dog, efter min mening, ikke viser hvad Polachek virkelig kan, når hun er allerbedst. Der hvor Polachek virkelig

brillerer, er på de mere udforskende og alternative popmelodier som “Hit Me Where It Hurts” og “Pang”, der til min fornøjelse også blev spillet. Publikum fik også æren af, at høre Polachek nyeste single, der forhåbentligt snart udkommer, for nøj, hvor lød det – som alt andet – også godt!

På min Spotify Wrapped 2021 ligger hittet fra samme år; “Bunny Is A Rider”, der efter min mening er 2021s bedste sang! Jeg knuselsker nummeret, der både er råt og legesygt, og hvor der sker rigtig meget hvad angår både vokalarbejde og producering, men ikke for meget. Det er netop det der gør Polachek eminent; hendes dygtige sans for at lave nytænkende og fængende musik samt skrive følsomme tekster, som modtageren kan spejle sig i.

Polachek formåede at være cool og mystisk samtidigt indlevende og nærværende på afbalanceret vis. Alt i alt var det nok, det jeg vil mene, var Heartlands højdepunkt og absolut bedste koncert jeg så. Jeg vil gå så langt, som at påstå, at det var den bedste koncert jeg har set i flere år, måske endda top tre af alle koncerter jeg nogensinde har set.

Björk Brandt Aabling
bjorkaabling@bandsoftomorrow.com