28 jun Afskum – Roskilde Festival 2022
Foto: Simon Zahrtmann
Venue: Rising
Dato: Tirsdag den 28. juni
Endelig fandt vi ud af, hvad der gemte sig bag fænomenet Afskum, der til dato stadigvæk ikke har udgivet én eneste officiel single. Den sene tirsdag eftermiddag på Roskildes Rising-scene blev det afsløret for de mange fremmødte gæster, at fænomenet bestod af mørke, inderlige, hårdtslående og aggressive elektroniske toner, der summede langt væk af originalitet. Den udtryksfulde hovedperson ejede scenen med kollosal selvtillid.
3,5/5 stjerner
Jeg var stødt på navnet Afskum utallige gange, og det famøse pressebillede var dukket op så mange gange, at det havde printet sig tydeligt ind på min nethinde. Stadigvæk havde jeg ingen idé om, hvad jeg kunne forvente, da jeg tirsdag eftermiddag skulle møde op og høre musikken for første gang. Var det pop, var det rap, trap eller noget helt fjerde? Og kunne en så ny spiller egentlig leve op til at skulle spille på Roskildes Rising-scene? Det korte svar skulle blive ja.
Foran Rising havde en fornem mængde af festivalsstemte mennesker stillet sig klar til koncert, da firemandsbandet – trommer, guitar, synth/keys og bas – stillede sig klar ved instrumenterne. Ind kom Afskum; slentrende i langsomt tempo til lyden af jubelsang. Så begyndte han at synge – med verdens, måske, dybeste stemme. Og pludselig var lyden af projektet slået fast.
Det kunne mærkes tidligt i koncerten, at det slet ikke var første gang, sangeren stod på en scene. De energiske udråb og måden han bevægede sig rundt på scenen, virkede mere naturligt for den nye artist, end at klø sig selv i håret. Han var energisk, intens og til stede med det samme.
Det forholdsvis korte set havde dog en tydelig opdeling i intensitet og underholdningsværdi. For i den første halvdel fremstod det ensformigt. Man kunne ikke altid finde hoved og hale i de pludselige distortede udråb, og det dybt rungende lydbillede, vokalt og instrumentalt, blev til tider sumpet. Samtidig kunne jeg ikke fange særlig mange ord i de personlige sangtekster. Hvilket nok skal tages med, som en del af udtrykket i sangerens snøvle-levering. Vokalen var skruet godt op på autotune, som ikke mindst viste sig, da han med få ord, mellem sangene, talte til os med en forvrænget stemme – mens den dybe octaver-funktion stadig klingede nedenunder. Men efterhånden blev man langsomt revet med ind i det musikalske univers – i takt med en stigende intensitet i settet og det faktum at sangene bare blev bedre og bedre undervejs.
For i anden halvdel blev det pludselig til en koncert af allerfineste kvalitet. Det kunne mærkes i det opstemte publikum. De hårdt pulserende toner blev langsomt vildere, mens Afskum oftere og oftere fik mulighed for at demonstrere sin unikke og talentfulde vokal – der både fik sit shine i det dybe, men særligt også i den rå styrke i toppen. Moshpitten begyndte og Afskum hoppede til og fra scenen – og ned til sit publikum.
Til sidst kunne vi ikke få nok af Afskum, der udmattet og helt afslappet lå ned på scenen og måtte ærgre os med “vi er ved at være ved vejs ende”. Jeg gik derfra dybt imponeret over, hvor scenevant han virkede til at være, mens hans musikalske univers var af en lyd, jeg sjældent havde hørt før. Det glæder jeg mig kun mere til at dykke ned i, når sangene officielt får sine udgivelser. Ikke mindst, så jeg også kan dykke ned i det lyriske univers.
