02 jun 10 hurtige til… Uimodståelige CHILI
Foto: PR
Så er der snart ikke længe til at vi igen indtager Byhaven og præsenterer to spændende artister fra det sprudlende danske vækstlag. En af disse artister er CHILI, som du i denne artikel kan lære mere om igennem vores 10 hurtige spørgsmål
Den 22. Juni går det løs i Byhaven hvor vi præsenterer to dejlige koncerter i den skønne gård midt i København. En af disse koncerter er med CHILI der, samtidig med at spille op til dans, tager dig med ind i et intimt og reflekterende popunivers, som repræsenterer en generation af følsomme unge mennesker og deres tanker omkring de små og store aspekter af livet.
CHILIs lyd bærer præg af en legende tilgang til sangskrivningen, som varierer over forskellige genrer, da hun finder inspiration i lige omtrent alting, når hun leder efter nye ideer. Disse ideer pakkes ind i minimalistiske produktioner, hvilket sætter fokus på sangenes essens, og gør de vigtige elementer ekstra tydelige. På scenen kan man opleve CHILI være i sit helt rette element, da det er her hun kan komme ud og forbinde sig selv til sit publikum, hvilket er en vigtig del af hendes musikalske virke. Selv de helt store scener er hun vant til efter en tur igennem X-Factor, hvor hun sluttede forløbet af med en stærk 2. plads, så der vil helt sikkert også være en masse overskud når hun indtager Byhaven!
Lige her kan du lære meget mere om den unge artist, der har besvaret vores 10 hurtige spørgsmål!
1. Min musik er…
– Følsom og legende pop med nerve og inderlighed
2. Jeg begyndte at lave musik fordi…
– Jeg har altid elsket at synge, så da 11-årige mig besluttede sig for at starte til guitar, skrev jeg min allerførste sang, og siden da har jeg altid vidst, at jeg gerne ville leve af at lave musik. Jeg elsker at kreere kunst, og musik er en af de ting jeg bare ikke kan holde nallerne fra.
3. Jeg finder inspiration i…
– Det korte svar er alt. Jeg finder inspiration i mennesker, tv-serier, musik, podcasts, inspirational qoutes på pinterest – you name it. Jeg er en meget følsom person, og jeg bliver meget let påvirket af andres oplevelser og følelser, så når der ikke sker det helt store i mit eget liv, bliver jeg vildt inspireret af min omgangskreds, og de ting, der sker i deres liv.
4. Den bedste koncert, jeg nogensinde har været til, var…
– Hands down, en Alex Vargas koncert. Jeg har desværre ikke været til vildt mange koncerter (også før corona), men denne her gav mig den vildeste lyst til at gøre det meget oftere. Jeg var allerede kæmpe fan af Alex før jeg tog til koncerten, men efter jeg havde set ham optræde live, blev jeg endnu mere hooked, og SÅ inspireret til at eksperimentere mere med min egen musik.
5. Det vildeste sted, jeg kan forestille mig at spille, er…
– Jeg har altid drømt om at optræde i et kæmpe stadion med tusindvis af mennesker, der synger med på mine sange. Hver enkelt optræden betyder noget for mig, så uanset hvor stor eller hvor lille settingen er, elsker jeg at performe foran folk, der er interesseret i min musik. Men det vildeste sted at optræde ville helt klart være sådan noget som Wembley Stadium eller Orange Scene på Roskilde Festival.
6. Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg være…
– Jeg ville elske at arbejde indenfor modebranchen, fordi jeg elsker at designe og sy tøj til mig selv. Så hvis jeg ikke var musiker, ville jeg nok vælge at gå den vej. Enten det eller billedkunstner. Uanset hvad, skulle det i hvert fald være noget, hvor jeg ville kunne udfolde mig kreativt.
7. Jeg drømmer om…
– Jeg drømmer om rigtig mange ting her i livet, men hvad min musik angår er min største drøm, at kunne leve af at være i studiet og lave fed musik, som jeg elsker, samt turnere verden rundt, og røre andre med min musik. Alt imens jeg stadig har tiden til at dyrke mine nære relationer, og nyde livet med dem jeg elsker. Ret cheesy I know, men hvis det ikke er drømMEN, så ved jeg ikke hvad er.
8. Det vigtigste for mig, når jeg spiller live, er…
– Det allervigtigste for mig når jeg optræder er, at jeg føler mig 100% tryg i min musik, og at jeg er i det rigtige headspace. Det smitter nemlig altid af på publikum, og det er virkelig dér jeg føler, at der bliver skabt en helt unik stemning i rummet. Samtidig bliver der også etableret en connection mellem mig, min musik og publikum, og det er noget af det jeg elsker mest ved at spille live.
9. Når folk lytter til min musik, skal de…
– Jeg håber, at hver enkel lytter kan finde et element i min musik, som de kan relatere til. De fleste af mine udgivne sange tager udgangspunkt i specifikke forhold, som jeg enten selv har været en del af eller har været vidne til på sidelinjen. Men i virkeligheden portrætterer sangene egentlig nogle ret universelle følelser såsom fortvivlelse, afmagt, svigt, forvirring, håb og alt derimellem. Jeg ønsker mest af alt bare, at folk kan spejle sig i min musik på deres helt egen måde.
10. Til min koncert i Byhaven kan man forvente…
– Man kan forvente at blive hevet igennem hele følelsesregistret. Det bliver følsomt og melankolsk, men også festligt og energisk. Jeg kommer både til at spille nyt og gammelt musik, og tager mit skønne band med til at hjælpe mig med at skabe en fest, hvor der også er plads til et par tårer indimellem. Det glæder jeg mig helt sindssygt til!
Som forberedelse til koncerten kan man gøre sig selv en kæmpestor tjeneste og gå ind og lytte til “Running out of Time”