21 jun 10 hurtige til… uimodståelige Alexander Grandjean
Foto: Sara Jordan (Pressebillede)
Med lige over en uge til at Bands of Tomorrows Uimodståelige på Dexter løber af stablen, er det blevet tid til at lære Alexander Grandjean, der spiller på aftenen, lidt bedre at kende.
I slutningen af næste uge, fredag den 1. juli, slår Dexter i Odense dørene op for, at vi igen kan præsentere to kunstnere fra det danske vækstlag. Den ene af disse kunstnere er Alexander Grandjean der, efter 10 år som sangskriver og producer for andre artister, har begivet sig ud på sin egen musikalske rejse. Med guitaren under armen tager han det hele lidt ned i tempo live, og fortæller om sin rejse ud af komfortzonen frem til at stå live og spille sine egne sange, men på indspilningerne bærer sangene også præg af hans tid som popproducer. Sangene lever derfor i et let elektronisk folk-univers, hvor Alexander Grandjeans melankolske melodier får lov at bevæge sig frit rundt.
Som vi også har gjort med det andet act på aftenen, South of Limbo, har vi haft fat i Alexander Grandjean for at lære ham bedre at kende op til koncerten i Odense, og det har vi gjort igennem vores ti hurtige spørgsmål, som du her kan læse svarene på!
1. Min musik er…
-Drømmende, melankolsk indiefolk.
2. Jeg begyndte at lave musik, fordi…
– Jeg elskede at lave små universer. Og i dag er min ultimative legeplads at lave små verdener af musik, ord og visuals.
3. Jeg finder inspiration i…
– Naturen, kunsten og mine egne oplevelser i livet – især har de svære perioder det med at give inspiration.
4. Den bedste koncert, jeg nogensinde har været til, var…
– En lille jazz-koncert i New York. Jeg elsker det intime, og savner tit nærværet til store koncerter, selvom det er fedt at se ens yndlingskunstnere på fx Orange Scene. For mig handler det om nærvær, og der får man noget foræret i små rum.
5. Det vildeste sted, jeg kan forestille mig at spille, er…
– Nok Roskilde Festival, fordi jeg har så mange minder derfra. Det ville være ret vildt at gå fra publikum til at stå på scenen.
6. Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg være…
– En anden form for kunstner. Maler, grafiker, snedker, alkymist eller noget andet, hvor man skaber noget ud af ingenting. Eller toskansk vinbonde måske.
7. Jeg drømmer om, at…
– Vi skruer tempoet ned og er mere til stede. Måske kan min musik være med til det.
8. Det vigtigste for mig, når jeg spiller live, er…
– At give folk et rum, hvor de kan forsvinde ind i en verden, der sætter ord på livet som homo sapiens. Jeg prøver at balancere svære temaer med good vibes og opløftende, drømmende musik.
9. Når folk lytter til min musik, skal de…
– Lytte præcis, som de har lyst. Men helst på hovedtelefoner med lukkede øjne 🙂
10. Til min koncert på Dexter kan man forvente…
– Akustiske versioner af sangene fra mit nye album, Lost Minds. Og måske et par fortællinger om min beslutning om at gå fra at producere for andre artister til at starte mit soloprojekt
Nu håber vi at i har lært Alexander Grandjean bare en smule bedre at kende, og glæder jeg endnu mere til koncerten. Lige her kan i også gå ind og lytte til “Why We Run” fra Alexander Grandjeans nyeste album Lost Minds, som faktisk næsten lige er udkommet: