29 maj Total Hip Replacement & Anyankofo – Lille VEGA
Foto: Ekownaad Entertainment (Pressebillede)
Venue: Lille VEGA
Dato: Fredag den 27. maj
Jeg har nærmest ondt af alle koncertglade musikelskere, der ikke nåede at fange Total Hip Replacement på deres Anyankofo-turné. Turnéens store finale fandt sted i Lille VEGA i fredags, hvor det store ti-mands orkester tog os i hånden; skabte en dansefest med fællesskab og kærlighed i fokus og med hjælp fra deres Ghanesiske musikalske kompagnoner. Det var imponerende, sjovt, eksotisk og rørende, men mest af alt var det sammenspil i topklasse.
4,5/5 stjerner
Fredag den 27. maj stod på plakaten som den sidste koncert på Total Hip Replacements Anyankofo Danmarks-turné, der siden midten april har taget dem igennem alt fra Aarhus til Mols Bjerge og fra Sisimiut til Malmö. Timingen kunne ikke have været mere perfekt. Turnéens sidste koncert skulle foregå i Lille VEGA, og efter at have misset det store syv-mandsorkester ved flere lejligheder, glædede jeg mig som et lille barn til endelig at kunne fange dem i min hjemby. Rygterne omkring den her gruppes vilde og charmerende live-energi på den her turné var nemlig for alvor begyndt at sive ud fra heldige koncertgængere i min omgangskreds.
Jeg blev for et godt stykke tid siden mindet om, at der til en afslutningsfest på min gamle højskole havde stået et kæmpe band på scenen og spillet ungdommen op til dans med reggaerytmer, jazzede akkorder og et levende sammenspil – med stor blæsersektion, en legende percussiongruppe og en utæmmet og selvtillidsfuld forsanger, der konstant skiftede mellem at synge og spille trombone. Jeg husker, hvor ‘mindblown’ vi var over det her store band, som konstant overraskede med deres originale tilgang til musikken. Jeg vidste det ikke den gang, men det var Total Hip Replacement, der stod på scenen – det selvsamme band, der i fredags rev Lille VEGA midt over på en sådan måde, så jeg nærmest ikke havde lyst til at tage hjem fra koncerten igen. Den her gang med det nye Anyankofo-album i ryggen og nu, med tilføjelse af de nye musikere fra den ghanesiske highlife-scene, som et endnu større band.
Det forventningsfulde publikum trak hurtigt op mod scenen, da lyset blev sænket i salen og lyden af en fortællerstemme lød over anlægget. I det mørke lokale trådte silhuetterne et ti-mandsband på scenen- Forsanger Victor West fandt sin trombone frem og satte tonerne an, inden hele bandet landede i groovet fra pladens åbningsnummer ”Crossroads”, mens lyset på scenen tændtes. Blæsersektionen viste deres værd fra starten af, og rytmegruppen fandt en så hurtig konsensus i deres sammenspil, at man undrede sig over, om de overhovedet havde holdt pause mellem deres koncerter på den lange turné. Det store band spillede bare fantastisk sammen fra starten af. Det var ikke poleret perfekt over det hele; med lidt ubetydelige imperfektioner hist og her hos medlemmerne, men det var heller ikke meningen. De gik nemlig ikke efter at vinde en pris for den mest fejlfrie optræden. De gik efter at skabe gnister mellem hinanden i deres sammenspil, efter at smelte sammen til en stor groovende enhed – og det gjorde de til gengæld til perfektion lige fra koncertens begyndelse.
Det er ingen tvivl om, at det var gode venner, der stod på den scene, og mennesker der har brugt utallige timer på at lære hinanden at kende, såvel som at spille sig ind på hinanden musikalsk. Det kunne man simpelthen høre på deres måde at spille sammen på, og desuden også opleve visuelt i deres måde at interagere med hinanden på. Der blev kastet afsted med kærlighed; mellem hinanden på scenen, og ikke mindst fra scenen og ned til publikum. Gruppen lod sig ikke friste til at zone ind i deres egen musikalske boble – de glemte aldrig, at der stod et stort publikum i salen, der også skulle inkluderes. Om inklusionen så skulle forekomme igennem en stor og meget lang fællessdans med hele salen, mens trommesættet lige skulle fikses – om det skulle være under en akustisk og nærværende fællessang på ”Rumous” eller på det tidspunkt i koncerten, hvor publikum fik lov til én efter én at vælge hvem der skulle spille solo – så var vi med hele vejen igennem.
Idéen bag Ayankofo-projektet – der i øvrigt vist betyder venskab på det ghanesiske stammesprog Fante – er ikke mindst opstået ud fra et venskab der blev dannet med de her nye musikere fra Ghana, og et ønske om at danne bro mellem to kulturer igennem musikken og med musikken som fælles hjertebarn. Og det var den tilgang, der skinnede igennem og gav det sidste prik over i’et i lille VEGA. For der var bare noget helt fantastisk ved de ghanesiske musikere, der med deres egne historier i bagagen talte til os oppe fra scenen, med fællesskab og kærlighed som det helt store fokus. Et fokus på hinanden, som jeg tror vi alle sammen følte, vi havde brug for.
Musikalsk er det generelt lykkes det her band – med et kryds af reggae, fusionspop, funk, jazz, den ghanesiske highlife-genre og med generel inspiration fra mange andre af verdens lande og kulturer – at skabe et helt unikt lydunivers, som ikke kan opleves mange andre steder. Så nåede man ikke at fange bandet på deres nu afsluttede turné, så skynd dig ind og lyt til deres nye album i stedet. Jeg kunne lytte til de her musikere hele tiden, og da koncerten sluttede efter 1,5 times sammenspilsfest, havde jeg lyst til at stå der i 1,5 time mere. Jeg var bare dybt imponeret og fyldt op med glæde hele vejen igennem. Nu vil jeg, mens jeg igen lytter til Anyankofo en gang mere, bare glæde mig til næste gang, jeg kan fange dem til en koncert!
