04 maj The Tallest Man on Earth – Lille VEGA
Foto: Thomas Rungstrøm
Venue: Lille VEGA
Dato: Tirsdag den 3. maj 2022
Det var på mange måder en kraftpræstation, som singer/songwriter The Tallest Man on Earth præsterede i udsolgte Lille Vega, en hyggelig tirsdag aften. At der kan komme den brede og storslåede lyd ud af en enkelt mand er imponerende, dog blev koncerten lige lang nok til formatet.
3,5/5 Stjerner
En fyldt lille VEGA stod og lyttede opmærksomt på aftenens opvarmning, australske Gordi med sin dybe stemme på sang og hammondorgel, og blev troligt stående efter, for at få de bedste pladser til The Tallest Man on Earth, med det borgerlige navn Kristian Matsson.
På scenen stod nogle spidse, nærmest DIY-krydsfiner vægge med LSD-lys, en form for forarbejdet svensk skov, kunne man sige, som lyste op mens en indspillet cover-version af “Forsent for Edelweiss” fyldte rummet. Ind i hvid undertrøje og lyse bukser hoppede den finurlige svensker ind på scenen, fik rakt sin guitar og begyndte at spille, mens publikum gladeligt genkendte et af de mest streamede af hans numre “The Gardener”. Overskuddet strømmede ud af den 1 meter og 70 centimeter høje mand, der brugte sin hæse klang og Bob Dylanske glissandoer meget dramatisk og helt teatralsk på scenen.
Men det var også kun ham på scenen, og så en masse forskellige guitarer han skiftede i mellem. Når han talte til publikum var det med en voldsom dyb klang, det føltes som en rolle, et komisk indslag, som en måde stod i kontrast til de vældigt inderlige og poetiske sange. Men det virkede altså lidt mærkeligt… Dog siger han selv, at han er mærkelig, og at hans mærkelige hoved havde savnet at spille live. Temaet for aftenens koncert var at han efter covid-19 aldrig vil tage sit publikum forgivet igen, og det løfte forsøgte han med den største ihærdighed at holde resten af den varme, sveddryppende koncert.
Som sagt var det imponerende, hvor bred en lyd Matsson kunne formå at skabe med bare en guitar og sin stemme. Det var tydeligt at han er en fantastisk dygtig instrumentalist, der på et enkelt instrument kan skabe fornemmelsen af et helt band, med både melodi, basgange, det akkompagnerende og de perkussive elementer. Samtidig var han en entertainer, der i en foroverbøjet stilling hoppede rundt på scenen og malede billeder med sit blik. Det tidligere nævnte scenografi understøttede guitarens spil, hvor lyset reagerede på tempi og dynamik, så man havde jo slet ikke brug for et band! Eller hvad?
The Tallest Man on Earth har et brag af et bagkatalog af dejlige folk-numre, men i en koncert der varer i en time og 45 minutter kan de, selv med hans ihærdighed og guitarskift, virke lidt ensformigt. Sangene kom enten i en hurtig strummet udgave eller ræsende melodiøs fingerspil, og så oven i denne flotte hæse stemme, som taler, råber og hvisker i en virtuos blanding. Men det bliver altså lidt langt.
Selvom han både spillede et nyt nummer, et par numre ved klaveret i en mere rolig balladefornemmelse, og hev Gordi, eller Sophie (Payten) som han kalder hende op på scenen til en duet, så var det en svær opgave at stå alene i så lang tid med kun et enkelt instrument. Lyden var fantastisk, hans overskud enormt, men det hele føltes lidt overfladisk. Hans interaktion med publikum virkede lidt akavet og selvom hans energi og musikalitet var i top, og som han selv sagde: “I have two more songs of sweat back in me”, så skulle han måske have stoppet tidligere. Publikum virkede tilgengæld interesserede og underholdte, men også liiiidt trætte til sidst, selvom solokrigeren var armeret med et hav af guitarer gjorde sit ypperste.
