16 maj The Smile – A Light for Attracting Attention

Foto: PR
Label: XL Records/Playground Music
Udgivelsesdato: Fredag den 13. maj 2022

Yorke og Greenwood griber fat i nogle af de ideer i Radioheads bagkatalog, som aldrig blev helt færdigbrygget og serverer dem med den sangskrivning de fortjener.

4/5 Stjerner

Måske er du frustreret over, at det ikke er en fuldblods Radiohead plade, der fredag den 13. (uha) er blevet gjort tilgængelig i pladeforretninger og streamingplatforme verden over. Dog må man, hvis man ligesom undertegnede er en semi-fanatisk følger af de kunstneriske og melankolske briter, glæde sig over, at det i den grad er et nyt skud på stammen af det fantastiske sangskrivningshold, som Thom Yorke og Johnny Greenwood udgør. 

Det enormt høje bundniveau de to universitetskammerater har formået at holde gennem årtier, gør sig også gældende i den nye konstellation. Med den legendariske og velkendte legekammerat, Nigel Godrich, med på mixing og produktion lyder pladen også fantastisk. Rent lydmæssigt er vi et godt stykke væk fra den IDM-inspirerede kunstpop, som har kendetegnet Yorkes solokarriere. Vi er også et, omend mindre, stykke fra Radioheads seneste skive fra 2016, den kritikerroste A Moon Shaped Pool, der lænede sig kraftigt opad drømme- og kunstpoppen. 

På A Light for Attracting Attention går de tættere på de eksperimenterende grene af rockmusikken, der for eksempel. havde en stor rolle på klassikeren OK Computer og i en mindre grad på 2004’s Hail to the Thief. Indflydelser som er en grundlæggende del af de to briters musikalske DNA, men ikke er den del af genomet, der har været fremtrædende de seneste mange år. 

En af de mest åbenlyse måder det gør sig gældende er i den rytmiske eventyrlyst, der viser sig selv på simple numre såsom den ligefrem og rockede “You Will Never Work in Television Again”, der går i 5/4. Eller på den kammerorkestrale og mystiske “Pana-Vision”, som går i 7/4. 

Samtidig indeholder rytmesektionen og guitaren en aggression på flere numre, der er et klart skifte fra senere tiders underspillede eller elektroniske tilgange. Det er dog en aggression, som sameksisterer med komplekse polyrytmer og en “jazzet” levering, man også kender fra bandets bagkatalog. En tilgang der nok forklarer, hvorfor duoen har hevet Tom Skinner fra afro-jazz sekstetten Sons of Kemet med på tønderne. 

På nummeret “Thin Thing” i midten af pladen, konfluerer de forskellige indflydelser sammen på imponerende vis og man føler at det potentiale der lå i lignende arrangementer fra 2011’s King of Limbs og 2009-singlen “These are my Twisted Words” bliver forløst.

De mere (prog) rockede kompositioner står også ved siden af mere underspillede og melodiske numre, hvor den rytmiske kompleksitet og de abstrakte lydbilleder er den gennemgående tråd. Der bliver selvfølgelig også plads til et klassisk Thom Yorke moment på den rørende og mildt systemkritiske “Free in the Knowledge”, der får lov til at stå med et simpelt arrangement, som den stærke sang den er. 

Desværre er sangen også et eksempel på nogle af de lyriske klicheer Yorke, lidt ukarakteristisk, falder i en håndfuld gange på pladen. Sammen med at pladens pacing halter lidt mod enden, samt at nogle af arrangementerne kan føles unødigt nøgne, udgør de nogle af de små, men væsentlige, svagheder på A Light for Attracting Attention. 

Det er dog ikke noget der kan ødelægge det generelt høje niveau af sangskrivning og komposition. Man sidder også lidt tilbage med en følelse af, at det er den slags plade, som åbenbarer sig langsomt for en. Det er derfor fire lidt konservative og velfortjente stjerner, de britiske generation X-legender modtager herfra. 

– Skrevet af Emil Weis Brix