Tachys – Tachys

Foto: Tobias Wilner (Pressebillede)
Label: KØN Records
Udgivelsesdato: Fredag den 13. maj 2022

Ambitiøse lydlandskaber og legende genrekombinationer kendetegner det selvbetitlede debutalbum fra det nye duoprojekt Tachys. Det er uundgåeligt at lægge mærke til, at projektet er født af to af Danmarks mest prominente musikere.

4/5 Stjerner

Det musikalske samarbejde mellem Jonas Bjerre (Mew, Apparatjik) og Tobias Wilner (Blue Foundation) har tidligere forenet sig i kreative projekter – nu har de to velkendte skikkelser fra den danske musikscene gjort det igen.

Under navnet Tachys står duoen frem med deres selvbetitlede debutalbum, der forgrener sig i flere forskellige og kreative genrekombinationer. På producersiden viser Tobias Wilner sine fremadsynede og eksperimenterende tilgange til popmusikkens uendelige muligheder. Det kulminerer i til tider storladne og ambitiøse lydlandskaber, som overdynges med Jonas Bjerres særegne vokaltalent.

Åbningsnummeret ”Fall Down” introducerer os for en gennemsyret elektronisk lydside med digitale lydspor og glitchede effekter, der snart skal overtages af Bjerres rene og ufiltrerede vokal. Allerede her fra start får vi at høre, hvordan Tachys afprøver popmusikkens grænser, da næste nummer ”When The World Wakes Up” tager os i en helt anden retning. Modsat den uforudsigelige struktur, vi hører på ”Fall Down”, er dette nummer melodisk og særligt opløftende med tydelige markeringer mellem vers og det ørehængende omkvæd.

Den beattunge ”I Wish I Could Have Known You” udfolder sig i forskellige elektroniske teksturer og opbryder den opløftende stemning fra sin forgænger. Straks herefter følger den nærværende ”Thunder of Colors”, der med intime klavertoner og fuld koncentration på Bjerres vokaludfoldelse igen skaber kontrast i det overordnede lydbillede. Albummets eneste feature er på nummeret ”You Can Be My Guide”, hvor Bjerre forenes i duet med den sjælfulde sangerinde Yuna.

I løbet af albummet er det næsten svært ikke at tænke på Mews storladne produktioner – hvilket i sig selv ikke er så mærkeligt med Bjerres karakteriserende sangstemme. Både på nummeret ”Pierce” og i særdeleshed også på singlen ”Signify” drages jeg nostalgisk tilbage til Mew-albummet + – fra 2015. Samtidig sender det eminente nummer ”Magenta” associationer til et mystisk, mørkt og elektronisk univers, der er sammenligneligt med danske When Saints Go Machine.

Tachys debutalbum virker på en og samme tid nyskabende og genkendeligt, hvor mystikken er fremtrædende, og vi bliver mødt af konstante stemningsopbrud for hvert nummer, der går. Især ”Signify” står for mig tilbage som et absolut højdepunkt på den ellers alsidige plade.

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com