06 maj Siné – SPOT Festival 2022
Foto: PR
Venue: Park-Scenen
Dato: Fredag den 6. maj 2022
Park-Scenen åbnes dette år af ingen ringere end Siné. En artist der i den grad har braget fremad det seneste stykke tid, og er blandt andet kendt for hittene “Older” og “2GOOD2U”. Koncerten var fyldt med god energi og en god blanding af stille og uptempo sange.
4/5 Stjerner
Efter at være ankommet til SPOT Festival gik der ikke længe før Siné skulle åbne den udendørs scene; Park-Scenen. Med en øl i hånden var jeg klar til at høre hendes fede numre i et live format, hvor nogle af dem allerede har fået meget radiotid. Ud fra dette udgangspunkt var mine forventninger på forhånd allerede store. Da klokken blev kvart over fire begyndte bandet at spille, hvorefter Siné hurtigt kommer ud på scenen med et kæmpe smil og et par solbriller, som hun hurtigt smed. Hun var klar til at give den gas! Hvilket også var tydeligt at se på folk, der helt sikkert havde glædet sig til at opleve hende live. Hun snakkede til publikum over flere omgange, fik folk til at klappe med, indkaldte til fællesskål og sendte generelt god energi ud, som gav folk lyst til at synge og danse med.
Dog var der allerede under anden sang nogle små problemer med guitaren, da det lignede, at den manglede at blive stemt, og sangen blev nødt til at starte forfra. Dog reddede Siné hurtigt situationen ved at snakke med publikum og forklare situationen, som bestod af at det var guitaristens førte live-koncert. På trods af at det selvfølgelig var en ærgerlig upser, og det var tydeligt at se, at guitaristen syntes, det var træls, så gav Sinés samtale med publikum et ekstra lag af nærvær og en personlig vibe. Alt i alt var det en rigtig fin koncert, som bød på en god blanding af stille og uptempo sange og vi sluttede selvfølgelig af med de to hits; “Older” og “2GOOD2U”. Det er helt sikkert ikke det sidste vi har hørt til Siné.