SAGT PÆNT – SPOT Festival 2022

Foto: Emilie Kiilerich (Pressebillede)
Venue: Allé Scenen, Aarhus
Dato: Fredag den 6. maj 2022

SAGT PÆNT fik æren af at åbne Allé-scenen og gjorde det med manér og på en måde der viser et kæmpestort potentiale frem. Dog må vi vente lidt endnu på at kunne opleve den fulde effekt af dette potentiale.

3/5 Stjerner

Efter at tjekke ind på dettes års SPOT-Festival skyndte jeg mig over til Allé-scenen for at opleve SAGT PÆNT, som jeg fik øjnene op for efter udgivelsen af “sommerregn” og derfor glædede mig vildt meget til at opleve i en live-setting. Med sig på scenen var der medbragt et fuldt band med saxofon/keys, bas, guitar og trommer som lagde an med et fyldigt og atmosfærisk nummer, hvorefter hovedattraktionen gik på scenen med overskud og stil. Især “sommerregn,” som jeg jo havde glædet mig til at høre fik et helt ny lyd live, og den energi der lever i nummeret fik frit løb ud over det talstærke publikum under den tittende sol.

Undervejs i koncerten opstod der et par smuttere, som nok hovedsageligt må skyldes bandets entusiasme, og det gik lige en anelse for hurtigt en gang imellem. Men det er også et forholdsvist nyt livenavn vi har med at gøre, så jeg har stor forståelse for at de så af og til har haft en smule travlt med at vise hvad de kan. Denne entusiasme synes jeg de skal holde fast i, for det holdt energien i live, både på og udenfor scenen, og så må vi jo se hvordan SAGT PÆNTs liveshow ser ud om et års tid. Mit bud er at det vil stå knivskarpt, meget tyder i hvert fald på det.

Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com