03 maj Peter Wangel er tilbage på dansk
Foto: Martin Bubandt (Pressebillede)
På en strand sidder et barn ihærdigt og forsøger at fange sin fars skygge. Sådan lyder historien på den nye single “Kastestjerner” af singer/songwriteren Peter Wangel.
Efterhånden er den danske singer/songwritergenre ved at være vokset sig sprængfyldt med fantastiske artister, hvor især Peter Sommer står klart som pioner for genren. Her finder vi også Peter Wangel, der nu igen er klar med sin anden dansksprogede udgivelse, som i fredags blev teaset med singlen “Kastestjerner.”
“Kastestjerner” er en skrøbelig fortælling om et barn der jagter sin fars opmærksomhed pakket ind i naturskønne metaforer, og viser dermed både de kærlighedsfulde og tvivlsomme sider af forældreskabet. Peter Wangel fortæller selv om sangen:
– “Kastestjerner” handler om tilknytningen mellem et barn og en forældre og om at leve med både ultimativ hengivelse og kærlighed og den lokkende lyst til at ville flygte fra forpligtelsen. Det er en sjælfuld sang om at nærme sig hinanden endeligt og bryde med en skyggefuld plads i forældreskabet.
Sangen er første single forud for udgivelsen af Peter Wangels kommende album, og viser et lydbillede frem som præget af det band, han har haft med sig i studiet. Især trombonen sætter prikken over i’et på det svævende lydbillede, og fylder sangen med samme følelse som teksten også hiver frem. Hvis det lyder spændende kan du passende gå ind og lytte til “Kastestjerner” lige her:
På Spotify
På Apple Music