06 maj Modest – Friend

Foto: Andreas Bang Kirkegaard (Pressebillede)

På det seneste udspil fra Modest får du ikke bare at vide hvordan du skal føle, men du får lov til at få det at mærke på egen krop, igennem en medrivende plade hvor bandets egne komplicerede følelser bliver oversat til et universelt og letforståeligt sprog.

4/5 Stjerner

Tidligere i år blev jeg introduceret for Modest for allerførste gang, og med det samme var jeg hooked. Med deres sange som tager udgangspunkt i frontpersonen Julius Kruse Lykkes sorg over at have mistet sin mor, skaber de en unik form for melankoli som smitter af, og selvom sangene handler om noget helt specifikt for dem, kan de alligevel oversættes og forstås af enhver. Dermed er Friend en utroligt medrivende plade der guider dig igennem en bred pallette af komplicerede følelser, og holder dig involveret hele vejen igennem.

Modest har formået at skabe en plade hvor man hele tiden kan mærke at der er noget på spil for bandet og nerverne sidder helt ude på tøjet. Især på numre som “Won’t Be The Last” kan man mærke alle de følelser der ligger bagved sangene og albummet har derfor en helt særlig vægt, som jeg ofte kan savne når jeg lytter til andre albums der måske er skabt fra et mere kommercielt synspunkt. “Won’t Be The Last” er nemlig bygget på en måde hvor både sangen og fortvivlelsen langsomt vokser og tager til i styrke. Man kan mærke at det har gjort ondt at skrive sangene men også hvor meget det hjælper forsangeren Julius Kruse Lykke igennem sin sorg at brøle teksterne og lade støjen omringe ham. Også serien af sange ved navn “Thinking About You” tilføjer til denne vægt, ved at de så åbenlyst henvender sig direkte til den afdøde mor, med spørgsmål om hvornår de mon får hinanden at se igen, og det afsluttende nummer “Dearest” føles meget passende som det sidste stadie videre fra sorgen med en mere opløftende lyd. Julius Kruse Lykke er på vej videre til et lysere sted i livet, og sangen skal derfor heller ikke efterlade en med alle de tunge følelser, men formår at lade følelserne hvile i albummet.

Jeg er helt vild med den lyd Modest hiver frem på dette album. På alle numrene har de klistret deres egen identitet på, hvilket gør at man ikke er i tvivl om at det er en Modest sang man hører. Lige meget om det er “Going For The Kill” som tager albummet ned i tempo og skaber et friskt pust, eller på numre som “Ambition” der er sprængfyldt med rå energi, er der hele tiden en form for kontrol over det. Der er en mening med galskaben når de går amok på strengene, og samtidig er der en vildskab holdt tilbage på de rolige numre. De ligger altså i en form for spændingsfelt, hvor det gældende nummer hele tiden ville kunne gå den anden vej, så man som lytter hele tiden er holdt i gang med at forudse næste træk. Dog medfører dette også lidt en form for monotoni og sangene “Ambition,” “Pull Through” og “Losing All The Time” skal næsten slås om albummets plads som mest energiske nummer, hvilket gør at de er svære at skelne fra hinanden.

Sjældent kan man mærke så mange følelser på et album, som Modest har formået at krænge ud med denne udgivelse, og så gør de det endda på en måde så man som lytter bliver guidet igennem hvad man skal føle på bestemte tidspunkter. Det er altså en utrolig unik lytteoplevelse, som jeg ikke rigtig kan sammenligne med andet jeg har lyttet til, men der hvor jeg mangler det sidste der skal til for at kunne smække en topscore på, er at nogle af sangene virker lidt ens i opbygning og energiniveau. Højdepunkterne på albummet er “Won’t Be The Last,” “Thinking About You I” og “Dearest,” især på grund af deres måde at skille sig ud fra de andre numre på.