24 maj Koncertanbefalinger // Uge 21
Foto: Jærv // Anna Kabana (Pressebillede)
Så er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra grænsesøgende rap til storslåede fejringer af den kommende sommer. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder
KALASET + mp. oxford
Hvor: Byhaven, København
Hvornår: Torsdag den 26. maj
Byhaven er altid en sikker vinder hvis du har brug for en hyggelig aften, og det vil helt sikkert også blive tilfældet torsdag aften hvor du under åben himmel og med en lækker drink i hånden kan opleve KALASET og mp. oxford. KALASET har netop udgivet første halvdel af deres kommende debutalbum i form af EP’en grib mig hvis jeg falder (del 1), som tager dig igennem gruppens tanker om livet med et nostalgisk 80’erinspireret twist. mp. oxford er en artist med noget på hjertet, og hans sange kommer oftere indefra end udefra, og som han selv beskriver det skal man forestille sig køreturen hjem fra Roskilde Festival når man lytter til det, hvilket han gør tydeligt igennem rolig og nostalgisk RnB. Der er altså stillet to fantastiske koncerter op i Byhaven, så hvis du ikke skal andet vil det være en klar anbefaling herfra.
Misfitz
Hvor: RUST, København
Hvornår: Torsdag den 26. maj
Hiphop har længe været en genre domineret af heteroseksuelle mænd, men det gør kvinde-/queergruppen Misfitz op med når de på torsdag indtager RUST! Misfitz er et undervisningsforløb for unge kvinder, non-binære og transpersoner som ønsker at udforske musikbranchen og nedbryde fordommene om at de ikke hører til i rapmiljøet! Ikke en eneste rapper på forløbet ligner hinanden, så det kommer til at blive en aften præget af meget diversitet og forskellige rapskoler der tager dig igennem rå historiefortælling. Forløbet er anført af rapper og underviser Anna Vigsø, bedre kendt under kunstnernavnet NØX, så fremtidens bølge af mangfoldig hiphop er i trygge hænder!
Odd Loop – support: Kampfisk+ Reveal Party
Hvor: Stengade, København
Hvornår: Torsdag den 26. maj
På torsdag udgiver Odd Loop den første single siden udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum, og der er lagt an til den helt store udgivelsesfest, hvor det både bliver fejret med en musikvideo til sangen, samt en releasekoncert på Stengade. Med på scenen samme aften er Kampfisk og Reveal Party, som også optræder på den kommende single “Movies, Vending Machines,” så der er virkelig ikke blevet sparet på noget som helst. Odd Loop er lyden af, at alt hvad der er sket, vil ske igen, hvilket pakkes ind i et analogt udtryk med de skæve taktarter fra den progressive rock, og den nye single stikker et spadestik dybere i denne fortælling. Det er en sang om at lade ungdommens raseri løbe frit, og dermed kan der allerede trækkes tråde tilbage til ungdomsoprør i 90’erne, som man ser begynde at gentage sig, og Odd Loop har ikke tænkt sig at sige undskyld.
GoGo Berlin
Hvor: Hotel Cecil, København
Hvornår: Torsdag den 26. + fredag den 27. maj
Et af de mere rutinerede navne på dagens liste med anbefalinger er pop-rockbandet fra Silkeborg, GoGo Berlin, som du kan opleve på Hotel Cecil hele to gange i denne uge. Deres liveshow kan de godt være stolte af. Vi har været meget begejstrede for det, og det har også bragt dem rundt i verden hvor de har turneret i blandt andet USA, Tyskland Indien og mange andre steder. I starten af deres karriere var musikken meget rockpræget, men på deres seneste udgivelser har bandet også udvist flair for at blande elektroniske elementer ind i deres lyd. Dette skaber utroligt meget bredde i lyden når de spiller sangene live, hvor et helt liveband bliver suppleret af et elektronisk manipuleret bagtæppe af lydeffekter. Efter sigende er der også blevet plads til en ekstra gæst på scenen når GoGo Berlin indtager Hotel Cecil, men vi skal heller ikke afsløre alt for meget.
Før Sommer Festival
Hvor: Stairway, Vanløse
Hvornår: Lørdag den 28. maj
Før det rigtigt kan gå løs med festivaler til sommer har W.A.S. Entertainment lagt i kakkelovnen til en lun forårsdag på Stairways tagterrasse med et stærkt lineup af spændende artister. ‘Før Sommer’ kalder de deres endagsfestival, hvilket er meget passende på den sidste forårsweekend hvor de gør klar til en eksplosiv sommer med masser af festivalstemning, og på denne skønne dag kan du opleve Jærv med deres nyfundne lydunivers præget af guitar, blandet med deres ikoniske synthpop, tyktflydende elektronisk pop med GRO og den energiske synthpoptrio EmmaDop. Samtidig vil du også blive inviteret indenfor i girlcrush‘s rå og hjemmelavede rockunivers, du vil kunne opleve debutkoncert fra kunstneren Laura og sidst men ikke mindt byder GRETA op til dans. Et stærkere lineup får du næsten ikke på en enkelt dag, og oven i hatten bliver dagen krydret med DJ-sets i mellemrummet mellem koncerterne og selvfølgelig god stemning!
Tjek også disse live-oplevelser ud:
Josie Amadonne + support: SZIM – Ideal Bar, København – Fredag den 27. maj
Hassel + DATTER – HUSET, København – Lørdag den 28. maj
Moi Caprice – Hotel Cecil, København – Lørdag den 28. maj