30 maj Kendrick Lamar – Mr. Morale & The Big Steppers

Foto: Universal Music Danmark
Label: Aftermath/Interscope Records
Udgivelsesdato: 13. maj 2022

Selvom ‘Mr. Morale & The Big Steppers’ er en magtdemonstration for, hvorfor Kendrick Lamar er en af vor tids største rappere, så er det desværre heller ikke et perfekt album. De alt for høje forventninger til Compton-rapperens nye albumudgivelse resulterer i forhøjet kritisk blik på det helt igennem gennemførte hiphopalbum, der desværre også må sande at være lidt for teksttungt og musikalsk konservativt. Den perfekte Kendrick Lamar magi opstår, når rapperen giver sig til at eksperimentere lige så meget musikalsk og instrumentalt, såvel som lyrisk – og den her gang brillerer rapperen kun i det tekstlige.

3/5 stjerner

Der er bare nogle pop-kulturelle begivenheder i den her verden, der kan få os alle helt op af stolen, og snakke om det samme i flere uger – det sker når Dr. Dre tropper op til Pepsi-halftimeshowet med de absolut største legender fra det gamle hiphop crew, når Will Smith smækker Chris Rock en lussing til årets Oscar-uddeling og når Kendrick Lamar efter fem års pause smider et dobbelt-sidet album på gaden.

Det er snart to uger siden, at Mr. Morale & the Big Steppers så dagens lys, og jeg har nu, efter at have taget mig rigtig god tid, fået lyttet det igennem fra ende til anden rigtig mange gange, og endelig dannet mit eget overblik. Det vil sige; jeg har givet mit forsøg på at opsnappe og blive klog på bare en brøkdel af alle de detaljer, man finder på det her umenneskeligt teksttunge album, der med sine 18 sange, har en spilletid på en time og 13 minutter.

Der er gået to uger siden det kom ud, og jeg er derfor helt naturligt bagud i forhold til alle de fem og seks stjerners anmeldelser, der allerede er givet til Mr. Morale & the big steppers – som jeg i øvrigt, i samtale med mine egne venner og bekendte, ikke har hørt ét eneste ondt ord om endnu. Udover måske: ”Det mangler lidt nogle bangers som ’King Kunta’ eller ’HUMBLE.’”.

Det har altid virket for mig som om, at alle verdens mennesker kigger beundrende mod Kendrick Lamar, hans persona og hans kunst; både dem, der er til hiphop af den gamle og nye skole, west-coast eller east-coast, britisk, amerikansk, dansk, om man synes hiphop skal defineres ud fra Granmaster flash kontra Post Malone eller bare slet ikke interesserer sig for rap – ja, da selv de mennesker, jeg kender med “dårligst” musiksmag elsker Kendrick Lamar!

Bevares, jeg melder mig da selv på banen, som værende en af de helt store fans og skal være den første til at indrømme at To Pimp a butterfly ifølge mig, er noget nær det tætteste, vi kommer på det perfekte hiphop-album. Derfor undrer jeg mig stadig over, hvad det er, der gør manden så vellidt i så mange og i så brede kredse? Hvorfor må jeg flovt tysse på min bror, der i hvilket som helst selskab med andre mennesker – i øvrigt som det eneste menneske, jeg nogensinde har mødt – kan finde på at sige: ”Jeg hader Kendrick Lamar; jeg synes, han er en dårlig rapper!”? – Jeg forstår det simpelthen ikke! Er han egentlig så god som vi siger, eller florerer der en pandemi af Kejserens Nye Klæder-Syndromet, når det kommer til den succesfulde rapper fra Compton?

Jeg forsøgte, i mine gennemlytninger af Mr. Morale & The Big Steppers at smide min forudindtaget positive holdning væk, og kaste mit inderste kritikersyn på de her 18 sange – var det her en musikalsk oplevelse, jeg automatisk nød hele vejen igennem, eller skulle jeg tvinge en nydelsen frem? Både og.

For konklusionen blev altså, at selvom albummet er gennemført til det sidste og velskrevet er en mild erklæring, så synes jeg også, at albummet blev kedeligt at høre på undervejs – og jeg synes ikke det ville være synd at sige, at det rummer en del sange, der langt fra, er velfungerende. Det er en hård dom for mig at lave, og inden jeg for alvor går i gang med den rigtige anmeldelse, vil jeg derfor understrege at skulle jeg træde nogle over tæerne med min kritik, så vidt, at den kun kommer ud fra en alt for overdreven høj forventning til Kendrick Lamars kunstneriske evner.

”I’ve been going through something”

Der er ingen tvivl om, at Kendrick Lamar har gennemgået nogle personlige forandringer i de seneste par år, hvilket allerede lægges for dagen med den sætning, hele albummet starter ud med på: ”United In Grief”. En sætning, der i allersidste ende kunne stå alene, som hele albummets opsummering – måske lige sammen med » Writer’s block for two years, nothin’ moved me, Asked God to speak through me, that’s what you hear now «  fra ”Worldwide Steppers”.

Kendrick Lamar har, med disse 18 sange, nemlig udset sig en plan om at tage os med ud på en lang og dybdegående rejse af tankestrømme, holdninger og livserfaringer – med kampen mod det store frelserkompleks som det overordnede tematiske bindeled. Som albummets røde tråd har vi det kaotiske, forvirrede og vrede udtryk i første halvdel (Big Steppers-delen), som går over i det opbyggende, fattede og selvsikre udtryk i anden halvdel (Mr. Morale-delen).

Selvom, albummet overordnet set har en sammenhæng, hvor store spørgsmål og frustrationer undervejs besvares i konklusioner, så bliver forskellige tunge, dybe og eftertænksomme tematikker også kastet rundt i massevis, i en sådan grad, at man som lytter nærmest ikke når at behandle ét emne, før man skal forhold sig til noget nyt. Lad mig give et par eksempler på dette:

I første halvdel veksler vi mellem en personlige fortælling om Kendricks forhold til sin far på ”Father Time”, et øjebliksbillede fra et ekstremt voldsomt skænderi i et toksisk forhold på ”We Cry Together” og så ”Worldwide Steppers”, hvor Kendrick hudløst ærligt udleverer sig selv og sine mange umoralske handlinger i tidens løb, ikke mindst mod kvinder:

»Objectified so many bitches, I killed their confidence«

På anden halvdel er den store diskussion om politisk korrekthed og wokeness omkring køn og identitet på ”Auntie Diaries”,det at finde fred med sine egne menneskelige begrænsninger, og finde fred med sit livslange frelserkompleks på ”Crown” og ”Savior” og en tragisk og rørende beskrivelse af forholdet til sin mor og en hjerteknusende fortælling om seksuelt misbrug, og mistilliden der fulgte med.

Altså, vi har absolut ikke at gøre med lette tematikker. De tungsindige emner brydes alle sammen ned til mindste detalje – med Kendrick, der kaster kilometerlange vers afsted, ofte i et højt tempo, der kræver mange genlyt at forstå. De alvorlige emner skydes afsted i øst og vest, og albummet i sin helhed er så informationstungt, at jeg nærmest får ondt i hovedet bare ved tanken om at skulle forholde mig til det hele på en gang. Sammenspillet mellem det faktum, at sangene bestemt ikke er lavet til at være baggrundsmusik, men derimod kun kommer til sin ret, i den opmærksomme og koncentrerede lytning – og det at man er nødt til at nyde og opleve sangene én for én – gør at albummet hurtigt bliver en ret stor mundfuld, i sin helhed. Så forvent ikke nødvendigvis, en vellykket første gennemlytning. Det kræver sin tid.

Ingen fængende omkvæd, få spændende beats

Det er hiphop, det er bars, det er rim og det er flow til perfektion. Så selvfølgelig er det også teksttungt. Og selvfølgelig er det en præmis, man køber ind på i den her genre. Det er jo det, vi elsker den for. Så de lange og tunge tekster alene skal selvfølgelig ikke trække albummet ned i karakter, for de alene er fremragende udført. Men i et sammenspil med de to andre ting, der påvirker helhedsoplevelsen, som overskriften i det her afsnit antyder, så begynder vi at kunne snakke om et eventuelt dyk i karakter. Det perfekte Kendrick Lamar album opstår nemlig, når rapperen giver sig til at eksperimentere lige så meget musikalsk og instrumentalt, såvel som lyrisk. Og skulle du ikke allerede have lagt mærke til det – så er det her et instrumental alt for konservativt album. Der sker simpelthen for lidt.

Ligeså opstemt, som jeg bliver når jeg hører det fremragende instrumentalarbejde på ”Father Time”, ”Worldwide Steppers” og ”Savior” – ligeså kedeligt og intetsigende bliver det altså på numre som ”Silent Hill”, ”Die Hard”, ”Rich Spirit”, ”Mr. Morale” og “Count Me Out”. De her sange bliver symbolet på albummets desværre kedelige instrumentale side, og ligger som store anonyme og langtrukne kameler, der bare må sluges undervejs. Jeg bliver træt af at høre på 1-takters koklokkefigur på ”Die Hard”, bliver understimuleret af at høre på de alt for ensformige, uoriginalt elektroniske og trappede beats på ”Count Me Out” og ”Mr. Morale” og don’t even get me startet på et mislykket og kedeligt nummer som ”Silent Hill”.

Det samme gælder de manglende omkvæd på albummet. Der er en mangel på de gode hooklinjer, der i sin essens skulle binde et godt nummer sammen og som skulle få numrene til at sætte sig fast hos lytteren bagefter – for hvilke sange fra det her album, skal vi skråle med på til koncerterne, som vi plejede at gøre det med ”Alright”, ”HUMBLE.” eller ”Bitch, don’t kill my vibe”? Jeg har brug for disse, såkaldte ”bangers”, så lytteroplevelsen ikke kun bliver tekst, flow, tekst, udtryk og mere tekst over ofte halvkedelige beats – det er en kæmpe stor gave til litteraturelskerne, og til dem der gerne vil dykke koncentreret ned i Kendricks lyriske univers. Men glæden stopper så også der.

De bedste og de værste sange

Okay, det bliver også hurtigt en meget kritisk gennemgang af albummet. For de bedste numre på den her plade, ja, de retfærdiggør jo næsten det hele. De seks numre, der har brændt sig fast hos mig, bliver ”Worldwide Steppers”, ”Father Time”, ”We Cry Togehter”, ”Savior”, ”Auntie Diaries” og ”Mother I Sober”.

Der er noget helt specielt i måden, hvorpå tekstlevering, den hårde tematik om umoralske beslutninger og fortidsfortællinger i sammenspillet med det hjemsøgende og nærmest gyseragtige beat spiller sammen på, med ”Worlwide Steppers”. Et fremragende og dystert nummer, der har brændt sig dybt fast hos mig. ”Father Time” lyder bare godt. Det tilbagelænede beat med elklaver, og subtile trompet spiller perfekt sammen med en rå og udtryksfuld Kendrick Lamar, der dykker ned i sine ‘Daddy-issues’. ”We Cry Together” er bare en oplevelse. Et dramaturgisk mesterværk, der bare skal opleves, med skuespiller Taylour Paiges brillante skuespillerpræstations som bidrag. Det sender tankerne afsted mod Eminems “Kim” fra The Marhsall Mathers LP, men er bare langt langt bedre. ”Savior” har hele pakken; beat, tekst og omkvæd der kommer tættest på noget, der minder om et hit og til slut ”Auntie Diaries” og ”Mother I Sober” som de tekstmæssige stærke numre på min liste, med skarpskåret og rørende lyriske fortællinger, som man kunne tale om i timevis.

Albummets lavpunkter finder vi hos: ”Rich Spirit”, ”Silent Hill”, ”Count Me Out” og ”Die Hard”, der hver især, på hver sin måde, kan fylde en tom side ud i glemmebogen. Her burde ikke mindst ”Silent Hill” efter min vurdering, have været klippet direkte ud af albummet, uden det mindste kig tilbage.

Godt, men ikke et mesterværk!

At anmelde det her album, har været en af de sværere opgaver, jeg har fået på mit bord. For hvad gør man, når man egentlig både synes albummet er fremragende, rørende, dybt og en helt igennem stærk oplevelse, men samtidig må konkludere, at det kunne have været meget bedre? Af sidstnævnte grund, er jeg jo nødt til at trække det en del ned i karakter. Det må for alt i verden bare ikke sidestilles med, at jeg synes, det er et dårligt album. For det er det ikke.

Mine tre stjerne skal blot ses som en sammenligning med andre Kendrick produktioner. En konklusion af, at Mr. Morale & The Big Steppers bare ikke er det bedste, Kendrick har lavet. Det er et godt album, det er bare ikke fejlfrit og nødvendigvis et mesterværk. Jeg tørrer i stedet bare sveden af min pande, i lettelse over, at dette verdensomtalte, og overdrevne højt forventede album, ved navn Mr. Morale & the Big Steppers, ikke skuffede alt for meget.