Jada – Elements

Foto: Universal Music Denmark
Label: Universal Music Denmark 
Udgivelsesdato: Fredag den 27. maj 2022

På ‘Elements’ beviser Jada for alvor sit internationale potentiale samtidig med, at man føler sig sunget til af en, man har en personlig relation til. Jada har en unik evne til både at agere dit største idol og din bedste ven.

4.5 / 5 stjerner

De første følelser, der skyllede ind over mig, da Elements landede i min indbakke var glæde og overflod af begejstring. Nyt album og 16(!!) sange fra landets måske største popikon. Svaret til et vellykket album er bestemt ikke altid at finde ved kvantitet – men med Jada har jeg endnu ikke oplevet at få nok. Ifølge Jada er Elements en rejse gennem de fire elementer – ild, luft, jord og vand. Hvert element har helt klare følelsesmæssige betydninger for Jada. Og selvom det virker som en stor opgave, så formår Jada ved hjælp af den knivskarpe rammesætning at komme hele følelsesspektret igennem på Elements. 

For mig står det desværre aldrig helt klart, hvornår jeg befinder mig i hvilket element, når jeg lytter mig gennem albummet. Ved hver ny sang lytter man lidt efter små tegn, der kan give et præg om, hvilket element sangen repræsenterer. Selvom det i og for sig også er befriende, at albummet ikke er inddelt i fire strengt opdelte kasser, så frustrerer det mig også lidt, at jeg føler, at jeg bruger unødig lyttekraft på at orientere mig undervejs. 

Udover de sange vi i forvejen kender – heriblandt 2020s måske største radiohit, “Nudes”, som er så vanvittigt velskrevet og vigtig, at man aldrig går død i den – er der op til flere af de nye sange, der ligger lunt i svinget til at snige sig til tops blandt årets stærkeste danske popsange. Særligt “Air” og “The Boy Is Not Mine” ser jeg meget frem at blive blæst omkuld af foran Orange Scene senere på sommeren!

På “Under The Moon”, der lyder som om det er sunget i brusebadet, får man lige et øjebliks pause fra de poppede produktioner. Her møder man den del af Jada, der gør hende fuldstændig unik. Udelukkende akkompagneret af sarte korstemmer demonstrerer Jada en imponerende melodi, der med legende lethed skaber følelsen af både glæde og sorg – alt sammen indpakket i en dugget badeværelses-setting, der gør det nærværende og hjemligt at lytte til.

Som sangene skrider frem bliver det tydeligere og tydeligere hvor store armbevægelser Jada kan tillade sig at have. For mig bliver det understreget med den satsede “s.e.x.y.o.m.g”, der har fremadstormende Debbie Sings som feature. Her er både tekstuniverset og genren grænsesøgende på en måde, der vidner om, at Jada tør tage chancer. Og så tolker jeg de charmerende referencer til Britney Spears som et klokkeklart tegn på selvindsigt. Jada har kaliber til at indtage verdens helt store scener – og hun ved det godt selv!

De yderligere to features af henholdsvis Coco O. og Noah Carter fremstår lidt som et safe-play, og bliver mest af alt overgangssange frem mod albummets afslutning. Selvom det absolut er pop i topklasse, er det ikke den sprudlende kreativitet, der kommer forrest på nethinden. Rigtig spændende bliver det til gengæld, da albummet igen bliver antændt med det jordnære interlude “Young Woman’s Cry”, som i bund og grund bare er Jada, som fuldstændig ordløst synger direkte fra hjertet. Den leder op til en melankolsk afslutning, hvis højdepunkt er den storladne magtdemonstration “I’m Back”. 

Propfyldt af følelser efterlader Jadas 16 sange lytteren med en svimlende fornemmelse af, at tiden har stået stille. For samtidig med at hun fremstår som en verdensstjerne som folk sikkert skriger og græder når de møder, så er hun nærværende, tillidsfuld og oprigtig på en måde, der kun opstår i lange, tætte venskaber. 

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com