02 maj Iceage graver i gemmerne for at finde et udskud frem
Foto: Søren Lynggaard (Pressebillede)
Den seneste single fra Iceage er meget ældre end hvad dens udgivelsesdato antyder, men den har måtte vente tålmodigt og se på udefra ligesom de folk sangen henvender sig til.
Nogle gange får man som artist skrevet et virkeligt godt nummer, som bare ikke passer ind i det man lige går og arbejder på. Dette skete for Iceage og deres seneste single “All The Junk On The Outskirts” som de skrev tilbage i 2018, da de arbejdede på deres album Beyondless. Der var dog ikke plads til den på pladen, og den har derfor svævet lidt rundt i Iceage-sfæren lige siden. Dette har medført at den færdige og gennemarbejdede udgave først så dagens lys i fredags, hvilket forsangeren Elias Bender Rønnenfelt selv knytter en kommentar til:
– Jeg betragter dette som et af de bedre numre fra vores ‘Beyondless’ sessioner, men det endte med at være et udskud der ikke ville passe sammen med de andre sange, da vi satte tracklisten sammen. Som en brik der passede til et andet puslespil.
Og sjovt nok så er sangen en hymne til alle dem der ikke passer ind og må se på udefra, præcis ligesom den selv er, hvilket jo må siges at være noget af et specielt tilfælde. Sangen er bygget op omkring et insisterende guitarriff, der kører derudaf igennem hele sangen, hvor flere elementer melder sig i løbet af spilletiden. Det er derfor svært at sige om der er et omkvæd i sangen, da der kun afviges fra grundtemaet i kort tid ad gangen, og sangen får derfor en travende fornemmelse.
Bandet er lige nu på vej rundt i hele verden for at give koncerter, hvilket selvfølgelig også fører dem hjem til Danmark, hvor de til sommer skal spille på Roskilde Festival, hvilket nok skal blive noget af en koncert, hvis de fortsætter stilen fra deres koncert i VoxHall tilbage i april. Du kan finde “All The Junk On The Outskirts” lige her:
På Spotify
På Apple Music