23 maj Denzel Curry – Store VEGA

Foto: Malthe Vang Johnsen
Venue: Store VEGA, København
Dato: Lørdag den 21. maj 2022

Da Denzel Curry vendte tilbage til København fyrede han op for alle cylindere, til et show der var fyldt med energi fra start til slut. Et entusiastisk publikum var mødt talstærkt op med en fælles mission om at generere så meget varme i salen som muligt, men skulle dog af og til søge efter undskyldninger til at moshpitte, grundet Denzels nye lyd, men så snart han havde fundet rytmen var det svært at stoppe igen.

3.5/5 Stjerner

Som stor fan af Denzel Curry var der ikke meget tøven omkring, hvorvidt jeg skulle tilbage i VEGAs lokaler og opleve den dygtige og energiske rapper varme hele rummet op til ulidelige temperaturer. Siden udgivelsen af Imperial har jeg holdt et vågent øje med mr. Curry, der siden er gået fra en undergrunds Miamirapper til verdensstjerne takket være udgivelsen af sit 2018-projekt TA13OO. Siden har den stået på en masse projekter og samarbejder, der har sat et internationalt fokus på den alsidige rapper, senest med albummet Melt My Eyez See Your Future. Der sidder stadig spor efter tiden som undergrundsrapper, der især trækker tråde til XXXTENTACION, som han havde et tæt bånd til, og det var allertydeligst iblandt publikum der var mødt talstærkt op, at de var klar til at rive VEGA ned. Allerede under den første opvarmning frygtede jeg for at gulvet i salen ville kollapse under os, men mere end det, var jeg meget imponeret over Skt. DeLarge og hans unikke beats i taktarter der normalt ikke fungerer i hiphop, men som han indarbejdede til perfektion! Andet opvarmningsact var en mere integreret del af showet hvor “naboen” PlayThatBoiZay indtog scenen og rev publikum rundt i forskellige moshpits, circlepits og dødsmure, og roste det entusiastiske publikum for deres energi.

Da Denzel Curry så indtog scenen, var der meget at leve op til i forhold til energien, og jeg tror det var et lidt skuffet publikum, der først skulle udholde de otte første numre fra det nye album i kronologisk rækkefølge, hvilket primært er drevet af mere boom-bap inspirerede numre. Her måtte publikum lede efter undskyldninger til at moshe og nøjes med beat-skiftet i “Walk,” før Denzel skruede op for det vi alle ventede på med “Ain’t No Way” som blev startskuddet til en lang række energibomber. Her smed han først “This Life” i hovedet på os efterfulgt af aggressive numre som “SUMO”, “RICKY” og selv “CLOUT COBAIN” blev til en rage-hymne, hvor den dybtfølte tekst blev skreget ud til det hoppende publikum. Det gik så vildt for sig, at folk næsten ikke havde energi eller stemme tilbage til gennembrudshittet “Ultimate,” da de fleste enten stod bagerst for at få pusten, eller var ude og hente vand ved baren. Hertil kunne man godt have savnet en anden dynamik i setlisten, da hele konceptet omkring at spille albummet i kronologisk rækkefølge ikke fungerede, og ærligt talt var det ikke det publikum var kommet efter, og man frygtede at man ikke ville få lov at høre det lidt ældre materiale.

Noget af det der altid har imponeret mig ved Denzel Curry, har været hans tekster som sammensættes med kreative og komplicerede flows, og det er helt klart også det, der har tiltrukket mange fans. Disse tekster har nemlig været det der har adskilt Denzel fra den linde strøm af Soundcloud-rap, der udkom samtidig med hans tidlige musik, og på trods af at han springer rundt på scenen og råber sin hals i laser, formår han stadig at få alle ordene ud og ramme hvert eneste flow uden at misse. Det skabte også en tæt forbindelse til publikum, da han gennemgik det ældre materiale, og salen var fyldt med passionerede fans, der ihærdigt brølede hvert eneste ord til sangene, enten ind i hovedet på deres kammerat eller hængende ud over balkonen for at fange Denzels opmærksomhed.

Denzels karisma er også noget der tiltrækker mange fans, og han er utroligt sjov, når man ser videoer eller interviews med den lettere hyperaktive rapper, og også på scenen spillede denne karisma en stor rolle, hvor han havde publikum i sin hule hånd. Det var ikke et spørgsmål om at overbevise publikum til at bevæge sig, men en række befalinger af hvordan de skulle gøre det. Lige fra han trådte ud på scenen, var alt han skulle gøre for at få publikum i gang, at åbne munden, og så blev han mødt med en mur af tilråb.

Det amerikanske hiphop setup med en rapper og en en DJ/hypeman har aldrig rigtig været min kop te, og herhjemme har netop Denzels hypeman også været noget jeg har oplevet kritik af, efter hans show på Roskilde Festival i 2019. Han gjorde som sådan ikke meget forkert, men det han gjorde var så overdøvende og irriterende, at det flere gange ødelagde numre. Man bemærkede ham ikke størstedelen af showet, på nær når han og Denzel snakkede lidt internt imellem numrene for at lægge op til næste sang, men når en sang så nåede afslutningen eller et drop, havde han en knap der afspillede et højt pistolskud, og lad os bare sige at han var mere end trigger-happy. Utallige gange fyrede han denne pistoleffekt af, og det var så højt, at man ikke kunne høre andet. Dette havde nok også noget at gøre med lydniveauerne til koncerten, der ofte var mærkeligt sammensat, og tit syntes jeg også, at det var meget diskant, hvilket kun gjorde pistolen værre. Denzel, og andre amerikanske rappere for den sags skyld, burde efter min mening, tage lidt ud af lærebogen fra de danske rappere der er på vej op for tiden, der tit har flere elementer med på scenen end backingtracket. Især når man er af Denzels kaliber.

Selvom jeg har meget kritik af koncerten, skal det lige siges, at det var en virkeligt fed koncert med god energi, humor og ikke mindst talent fra scenen. Han var konstant i nær kontakt med publikum, der viste ham sindssygt meget gengældt kærlighed, og der var en del komiske øjeblikke i løbet af koncerten, blandt andet da han under “Ult” tog en bh på hovedet som en fan havde kastet op på scenen. Som sagt var hans levering heller ikke til at sætte en eneste finger på, hvor hans kringlede sætninger og lynhurtige flows aldrig slog fejl, selvom han også skulle fokusere på at spæne rundt. Dette smittede af på det ihærdige publikum, og jeg tror at det var de færreste der gik derfra med en tør trøje. Årsagen til at jeg stiller ham under så skarp en linse er, at jeg selv er stor fan af ham, og dermed følger der nogle strammere krav. Jeg ser ikke Denzel Curry som en af mange indenfor hiphop, men en del af den lyriske og kunstneriske elite, og dermed kan man også godt begynde at forvente lidt mere udover larm og moshpits, som for guds skyld skal være noget han holder fast i.