16 maj De bedste koncerter fra SPOT Festival 2022
Foto: Lydmor // PR
Igen i år var vi til SPOT Festival, og vi har sammensat en liste over de absolut bedste koncerter.
Hvis man ikke allerede har bemærket det, er vi altid glade for- og spændte på at tage til smilets by Aarhus, for at spotte nye spændende navne fra det danske/nordiske vækstlag. På bare to dage fik vi set en masse livemusik, og vi har derfor sammensæt en liste over de bedste koncertoplevelser fra festivalen. Der er alt fra norsk rock, nærværende præstationer, transformeret pop-rock og meget mere. Er du nysgerrig på, hvad der har været redaktionens bedste oplevelser så læs bare med her.
Goss
Den efterhånden etablerede kunstner Goss, fik i år æren af at lukke af med manér i Rytmisk Sal, lørdag aften på SPOT. Og en anden mere perfekt afslutning kunne jeg ikke have bedt om. Goss leverede en fantastisk nærværende, smuk og vild koncert. Han er født til at stå på en scene og krænge sit hjerte ud gennem musik, og netop det gik lige i hjertet på vores anmelder, som uden tvivl måtte kvittere med fuld plade.
Er du nysgerrig på Goss´ fantastiske koncert fra Aarhus, så kan du læse anmeldelsen lige her.
brenn. (NO)
Man behøver ikke at have det store kendskab til den norske rockduo for at vide, at de har en tendens til at blæse deres publikum bagover, ligegyldigt hvilken scene de betræder. Det skulle slet ikke blive nogen undtagelse på årets SPOT-festival, hvor de to drenge med fuldt band gæstede Alléscenen fredag aften. På én og samme tid formåede bandet at fremstå ligeglade med alt – kastede med guitarer, skabte sig i mikrofonen og væltede rundt på scenen, mens de bare samtidig var dybt professionelle, leverede varen til perfektion og mest af alt bare var dødcharmerende.
Læs meget mere om deres koncert på SPOT lige her.
hun_sagde
Det var ikke meget forberedelse man kunne gøre sig til hun_sagdes koncert i Klubscenen, men de få nedslag i hendes CV var nok til at vække vores interesse. Vi skulle da heller ikke gå skuffet derfra da der blev leveret en suveræn performance fra livebandet, og hun_sagde var til stede i rummet med god energi og glæde. Det var en ren og skær fornøjelse at opleve og gjorde virkelig at man begyndte at glæde sig til at høre meget mere fra den spirende artist. Der blev udvist en kæmpe bredde i bagkataloget, og det lod til at der ligger super meget klar til at lande på streamingtjenesterne inden længe – forhåbentligt.
Klik ind her for at læse meget mere om hvor fantastisk et show hun_sagde leverede.
FABRÄK
FABRÄK spillede måske en af deres største koncerter overhovedet i Ridehuset, der var propfyldt med FABRÄK-fans, der ikke kunne vente med at gå amok til “DAARLIGT”, “JEG SKATER IK’ eller “VOLDSOMT”. Der blev lukket op for en anarkistisk stemning lørdag aften, da FABRÄK gik på scenen og fortalte os alle, at de ikke var et punkband og efterfølgende smadrede igennem fra start til slut, mens det opbakkende publikum ikke stoppede for at tage en pause i bare 10 sekunder. Det var også en overvældet, charmerende og fællesskabs-mindet smadderduo, der mindede os alle om, at vi skal huske hinanden midt i den voldsomme fest.
Læs mere i vores anmeldelse her
Lucky Lo
Det var lidt svært at sætte ord på, hvad der var så helt igennem fantastisk ved Lucky Los koncert i Musikhusets rytmiske sal. Men fantastisk, det var det, og sangerinden havde det store publikum i sin hule hånd hele vejen igennem. Sangerindens genkendelige sangstemme var ikke til at prikke hul i, bandets sammenspil var knivskarpt og virtuost, og Lucky Los publikumskontakt fik hver enkelte til at føle, at hun sang personligt til dem. Der blev smilet og fældet tårer til den her koncert.
Læs om hele oplevelsen her.
UNG-SKAB
Festivalsæsonen er tilbage, og hvis det ikke allerede var gået op for dig, gjorde det helt sikkert efter UNG-SKABs fantastiske udendørsshow på Alléscenen! Det summede af festival og allerede inden koncerten gik i gang var det umuligt at lade være med at smile ved tanken. Da de gik på scenen understregede de denne følelse ved at levere en fejlfri performance hvor de var fuldstændigt i sync med hinanden og kom langt ud over scenekanten. Deres energiske og ungdommelige beats blev revet et nyk op af de to musikere i baggrunden der gav alt hvad de havde og duoens stemmer flettede sig ind og ud af hinanden i smuk harmoni. Tilføj støvskyer og solskin, og så får du ikke en mere fuldendt oplevelse!
Læs meget mere fra vores begejstrede anmelder her.
iomfro
iomfro var en af de artister, som virkelig overraskede med et spændende og nærværende sceneshow. Specielt hendes lyrik er værd at nævne, som hun virkelig iscenesatte gennem sit kropssprog og naturlige bevægelse. Med et band der rockede synkront med til musikkens rytmer, øl på scenen og iomfro i fronten, fik hun gennem sin liveoptræden i den grad musikken ud over scenekanten.
Er du interesseret i at læse mere, kan anmeldelsen findes her.
GoGo Berlin
GoGo Berlin leverede nok den mest overraskende performance på årets SPOT-Festival da de transformerede deres elektronisk indgydede pop-rock til rendyrket techno for en aften. Sange man kunne synge med på, hvis man altså kendte dem i forvejen, fik derfor en ny lyd, og det skabte en blanding af genkendelighed og overraskelse som mange i salen nok ikke havde forudset. Dertil beholdt bandet deres cool men medrivende energi på scenen så der stadig kunne klaskes et GoGo Berlin mærkat på, og koncerten ender altså som en af de mest mindeværdige fra festivalen.
Læs den fulde anmeldelse af koncerten lige her.
Lydmor
En af de lidt større artister som vi fik fornøjelsen af at opleve til dette års SPOT Festival var ingen ringere end Lydmor, som leverede en koncert udover det sædvanlige. En koncert der bød på alt fra uddelingen af Ethel-prisen til et a capella kor blandt publikum, og havde et gennemgående akustisk tema, hvor man som modtager virkelig følte sig talt til. Hele koncerten var utroligt fint opstillet og så storslået at den sprang skalaen.
Hele anmeldelsen kan læses her.