06 maj Arcade Fire – WE

Foto: Michael Marcelle (pressebillede)

Label: Arcade Fire Music
Udgivelsesdato: Fredag 6. maj 2022

Arcade Fire fortsætter på ‘WE’ ufortrødent i samme retning som på 2017’s ‘Everything Now’, der, en smule ufortjent, fik en usædvanlig hård behandling af samtidens kritikere. At gruppen ikke lader sig påvirke er nobelt, men desværre omsættes modet ikke til god sangskrivning.

2,5/5 Stjerner

Hører man til den del af musiknørd-segmentet, der blev lidt overrasket over den negative modtagelse af det ellers kritikerroste bands forrige album, er man måske ligeså overrasket over den tilsvarende relativt positive modtagelse af WE. Skal det forstås som en undskyldning fra kritikermassen? Havde man brug for at komme sig over bandets definitive farvel til indie rocken? Er det et mikrokosme af den angelsaksiske kulturs angst for at se negativt på verdens gang og tingenes rette sammenhæng?
Det er nok svært ikke at have svar af spekulativ karakter på disse grundlæggende subjektive spørgsmål, selv for en branche der desværre har vist sig fuldt ud i stand til banal gruppetænkning flere gange gennem musikhistorien. Dog er det også svært at se hvad skulle havde ændret sig. WE lider af samtlige af de problemer, der dengang gjorde Everything Now til bandets mindst ophidsende udgivelse hidtil – bare i højere grad. Særligt de cheesy og overfladiske tekstbehandlinger af vores krisefyldte samtid samt de uinspirerende og åbenlyse melodier, gør det svært at lave det politiske “pop statement”, canadierne forsøger på. 

Pladen byder heller ikke på de ørehængende popsange, som Everything Now nervøst rystede af sig. Samtidig har pladen heller ikke den passion og spænding, som var med til at gøre Arcade Fire til et af 00’ernes bedste rock bands.  Hvordan gør det sig gældende i musikken? Første halvdel af pladen er defineret af melankolske og klaverbårne ballader i suiteform, der behandler relevante samtidige emner såsom (digital) fremmedgørelse, angst og tab af mening – i konteksten af et amerikansk samfund på kanten af kollaps. Behandlingen af disse emner føles særligt rettet mod de yngre generationer, måske fremprovokeret af den ængstelighed mange forældre må føle på deres børns vegne. 

Lige så forståeligt det er at bandets to sangskrivere, ægteparret Win Buter og Régine Chassagne, føler sig kaldet til at skrive om disse emner. Ligeså uforståeligt er det at de virker ude af stand til at begrebsliggøre dem for lytteren, på en måde som er vedkommende. Linjer såsom:
// It’s all about you, It’s not about you // When I look at you, I see what you want me to. See what you want me to. When you look at me, you see what I want you to see.

What I want you to see // og // Rabbit hole, plastic soul // er relevante, men tynde, poetiske forsøg på at opsummere tidsånden og fungerer ikke som literære konklusioner. De musikalske konklusioner er uheldigvis også karakteriseret af nemme valg, hvilket balladeformatet ikke tåler.  

Desværre gør det samme sig gældende for pladens anden halvdel, der i modsætning til pladens første halvdel sætter sit fokus på at komme ud af fremmedgørelsen og finde frem til den menneskelige varme og universelle kærlighed. Igen et forståeligt tekstligt fokus, der dog falder i den samme monotome fælde, karakteriseret af tekstlige klicheer og hvad der føles som genbrugte melodier. 

Når sangene kulminerer, som på ‘Lightning I’, i hooks såsom // We can make it if you don’t quit on me[…] //og // It’s not up to you, some you win, some you lose[…] // er der mildest talt langt til den eksplosive socio-politiske cocktail bandet forsøger at brygge. 

På trods af at sangenes strukturer er baseret på pladens fire suiter, hvilket i sig selv er lidt ukonventionelt i poppens verden, bruger bandet meget tid på de ovenstående hooks og derfor svækkes den musikalske oplevelse gevaldigt. 

Den gode produktion på WE, hvor det canadiske sangskrivningspar har fået hjælp fra producerlegenden Nigel Godrich, og bandets altid solide sammenspil, er derfor desværre ikke nok til at hive pladen op på et højt niveau. Samtidig hjælper det heller ikke, at det efterhånden er svært at høre den samme passionerede stemme, som man hørte til overflod på numre såsom “Intervention” og “Laika” fra bandets to første plader.  

Det er i sig selv positivt at Arcade Fire på god, gammel humanistisk vis forsøger at sætte sig i de yngre generationers sted. En generation hvis individer i varierende grad har udsigt til de bærende økosystemers kollaps, livslang gælddannelse og social overophedning. Der er med andre ord nok at skrive om. 

Butler og Chassagne formår bare virkelig ikke at gøre det med stor indsigt. Havde de formået det, samt at ramme den svære balance der ligger i at skrive en god ballade, kunne det havde været et tidsdefinerende album. Desværre ender WE med at være et sympatisk og mislykket forsøg på dette, som bandets hyldest til universel kærlighed ikke kan rette op på.

– Skrevet af Emil Weis Brix