16 maj Alto Aria – Sowing Worlds
Foto: Amanda Bødker (Pressebillede)
Label: Rhizome
Udgivelsesdato: Fredag den 20. maj 2022
Den danske elektro-aficionado Alto Aria er ude med sit dystre tredjealbum, der svæver mellem det indadvendte og det ekspressive. Et album, der stiller høje krav til lytterens tålmodighed og fordybelse, men som har virkelig meget at byde på, når man får givet sig helt hen til de soniske eksperimenter.
4/5 stjerner
Maria Leth Schütze, der står bag aliaset Alto Aria, er ude med sit tredje album på blot to år, siden debutpladen Tides landede i maj 2020. Det nye album har fået titlen Sowing Worlds og er Schützes nok mest eksperimenterende udgivelse til dato. Den kunstneriske kompromisløshed er skruet helt i vejret på de otte sange, der kaster lytteren ud i en dyster lydrejse med ambiente feltoptagelser, fremmedgørende vokalmanipulationer og syntetiske klanglege fra en fjern sonisk galakse.
Albummets åbner ”Wide Awake” lægger ud med højfrekvent fuglesang, glidende strygere og store mørke synthflader. De elektroakustiske fragmenter møder en stærk kontrapunktisk balance af Schützes blide vokalføring, der træder let og elegant ind i det højkomplekse lydunivers med overlegne melodiske fraseringer og en drømmende klang. Et virkelig stærkt åbningsnummer, der mod slutningen kulminerer i de gyserklingende strygeres bagudrettede nik til Hitchcocks Psycho-
score. På rejsen gennem albummets resterende sange skubbes lytteren ud på et dybt hav af gennemskærende droner på ”Sowing Worlds I”, støvede elektrobeats på den lidt mere groovy ”Upon Your Skin” og deciderede elektroakustiske eksperimenter på den Else Marie Pade-klingende ”Rooms”. På sangen ”For Amanda” og især afslutteren ”How To Forget” hives lytteren efterfølgende ind på land igen til blide toner af akustisk guitar og Schützes medrivende vokal, der med et nærmest ASMR-agtigt nærvær synger godnatsang direkte ind i lytterens øregang, mens de skrigende droner træder længere tilbage i baggrunden og danner et ambient lydtæppe til albummets bevægende afskedsseance. Det lydtekniske lixtal på pladen tilhører generelt en fuldstændig overjordisk skala, og selvom det gør Sowing Worlds til en unik sonisk oplevelse, er det enkelte steder også Schützes akilleshæl. Den lydmæssige detaljerigdom er ambitiøs og spændende, men gør også, at det til tider kan være svært ikke at føle sig en smule overvældet som lytter. Alto Aria har dog uden tvivl en masse på hjertet, og når man virkelig får overgivet sig til de elektroakustiske lydeksplosioner, så er Schützes maksimale elektro-eksperimenter en virkelig interessant lytteoplevelse, som bliver siddende i kroppen i lang tid efter.