11 maj 5 sange, der har fået The Minds of 99 hertil i dag
Foto: Simon Birk (Pressebillede)
Før de store hits og mange streams har selv de største stjerner og hitmagere startet et sted. Vi har fulgt dem alle på deres musikalske rejse fra den første singleudgivelse til det store gennembrud. I denne artikelserie har vi samlet fem numre fra The Minds of 99’s bagkatalog, der har været med til at få dem hertil i dag.
I starten af året smed Danmarks nok mest populære rockband The Minds of 99 deres fjerde album Infinity Action på gaden, som vores overvældede skribent gav en rosende anmeldelse. Siden gruppens debut i 2014 har de efterladt os forventningsfulde tilbage, hver gang en ny udgivelse rammer vores øregange – og med deres ekstravagante sangskrivning, som altid har et garanteret klimaks, bliver vi simpelthen aldrig skuffede. Det understreger vores anmelder også til Minds-koncerten i Royal Arena. Prisvindende The Minds of 99 har uden tvivl ramt en nerve på den danske musikscene, og deres punk-rockede udtryk og skarpskårede, dansksprogede tekster er tilsyneladende noget, som rigtig mange nye artister bliver inspireret af.
På bagkanten af deres omfattende arenatour rundt om i Danmark – faktisk den største arenatour nogensinde – har vi givet vores bud på de fem sange, som har været med til at få The Minds of 99 hertil i dag.
“Det Er Knud Som Er Død” (2014)
The Minds of 99 gjorde sig for første gang bemærket i 2014, da de genoplivede det gamle digt “Det er Knud Som er Død” af forfatteren Tom Kristensen. Kvintetten gav nyt liv til de poetiske fraser fra 1933, som de fik omsvøbet i deres post-punkede rockunivers med gennemtrængende guitartoner og forsanger Niels Brandt sprøde vokal. Deres debutsingle blev taget imod af lytterne over alt forventning, og gav gruppen en forrygende start på musikkarrieren – og det er da også kun de få af os, som den dag i dag ikke kan synge med på den ørehængende single. Du kan skråle med på teksten til “Det er Knud Som er Død” på Spotify lige her.
“Hurtige Hænder” (2014)
Med nummeret “Hurtige Hænder” fulgte The Minds of 99 op på den massive succes, de allerede fik med sig fra debuten. Nummeret indgår, ligesom “Det er Knud Som Er Død”, på deres selvbetitlede debutalbum og blev også en klar lytterfavorit. På “Hurtige Hænder” fortsætter The Minds of 99 med deres nærmest poetiske tekstforfatning – denne gang med mindre bombastiske og mere intime lydflader, som dog stadig drives frem af rockguitarens toner. Tag et genbesøg med nummeret her.
“Stjerner På Himlen” (2015)
På rockkvintettens andet album Liber finder du nummeret “Stjerner På Himlen”, der nok står tilbage som pladens mest mindeværdige nummer. På albummet fortsætter The Minds of 99 nemlig samme energiske og gennemsyrede rocklyd, som vi allerede har stiftet bekendtskab med på forgængeren, og ikke desto mindre leverer gruppen endnu en velproduceret rockplade til den danske befolkning. “Stjerner På Himlen” er et blændende nummer og uden tvivl samlingspunktet på den altid svære to’er, som andet album nu engang er. Lyt med her.
“Ung Kniv” (2018)
I 2018 vender The Minds of 99 ekstremt stærkt tilbage med deres tredje album Solkongen, hvor du blandt andet finder den gennemslagskraftige single “Ung Kniv”. Her er det nemlig de rytmiske trommebeats, der virkelig løfter nummeret til et knivskarpt niveau. Igen demonstrerer The Minds of 99 også deres uovertræffelige talent for sangskrivning, som har skubbet dem på vej mod deres hidtil succesfulde rejse. Du kan høre “Ung Kniv” på Spotify her.
“Alle Skuffer Over Tid” (2018)
Samspillet mellem den karakteristiske guitar og de ørehængende synthtoner, der pryder det dansable omkvæd, satte “Alle Skuffer Over Tid” på alles læber og ikke mindst playlister, da The Minds of 99 præsenterede os for denne førstesingle til Solkongen. Det er tæt på umuligt at sidde stille til det løsslupne nummer, og det er helt klart en sang, der var med til endnu engang at sætte forventningerne højt til de danske rockgeniers næste albumudspil. Lyt til “Alle Skuffer Over Tid” på Spotify her.