28 apr Xander Linnet – Store VEGA
Foto: Natacha Jensen
Venue: Store VEGA
Dato: Onsdag den 27. april 2022
Onsdag aften i store VEGA skabte Xander Linnet en kæmpe fest fyldt med både sårbare, intime sekvenser og den helt fede feststemning med fællessang og BH’er på scenen samt med nogle overraskelser i form af gæsteartister, der satte endnu mere gang i festen.
4/5 Stjerner
Jeg kan ikke tælle hvor mange gange, jeg har sat Xander Linnet på, når jeg var ked af det over en ekskæreste eller savnede noget, der ikke var der mere. Xander Linnet laver kort sagt god tudepop, men også store bangers, hvilket jo sagtens kan forenes. Han har blandt andet lavet numre med rappere som Gili, Sivas og Suspekt, og er nok bedst kendt for sit kærlighedshit “Det Burde Ikk Være Sådan Her”. En sang der i min generation, er en kæmpe ørehænger, der altid bliver hyldet, når den bliver spillet til fester. Og numre som “Spild Tiden”, “Indre By” og “Man Kan Ikk Spole Tiden Tilbage”. Der er så mange gode. Xander er nok i nogens øjne bare endnu en flødepopmusiker, der skriver om kærlighed, og nogen skjuler måske helt at de hører ham. Og jeg indrømmer da også , at jeg ikke siger højt til alle at jeg danser med til hans hits og skråler med på alle linjer i badet. Men i aften var jeg stolt mødt op i Vega for at pleje min indre fløde-pop-elskende-sjæl og påstår hårdnakket at han stadig holder i 2022, hvilket han for mit vedkommende klart har bevist med den seneste single “Lov Mig Kom Tilbage.” Og jeg var langtfra den eneste håbefulde popelsker, der var mødt op. VEGA var fyldt med unge piger og drenge og et par mødre, der virkede klar på en fest (især de ældre kvinder, der under koncerten kom med en masse tilråb).
Fra første sang var det svært ikke at smile af Xanders charmerende og ydmyge væsen, der imellem hvert nummer takkede VEGA for deres store opbakning, og udtrykkede hvor glad han og bandet var for at være der. Endnu mere sødt var det, da Xander fik hele salen til at synge fødselsdagssang for sin farmor, der sammen med farfaren var kommet for at se deres barnebarns koncert. Jeg smilte over hele femøren, og var nok også ved at knibe en lille tåre da “Man Kan Ikk Spole Tiden Tilbage” blev spillet, da det er et nummer, der bare indeholder en hel del minder for mig, og fordi det er så fedt at høre det live mens en hel koncertsal synger med på alle linjer. Det var klart at mærke at det var Xanders mest trofaste fans, der var mødt op efter at have ventet hele to år (grundet corona) på at få lov at høre ham live, og stå foran, og give liv for festen.
På det følelsesladede nummer “Spøgelser” fik publikum også historien om sangens hovedperson nemlig Xanders afdøde bedste ven og efter at VEGA havde fået en meget intim og sårbar Xander, sagde sangeren selv at det jo ikke kun skulle være tudemusik, der blev spillet hele aftenen. Stemningen tog en drejning da “Spild tiden” pumpede ud af højtalerne, og publikum sang og dansede med. Dog var Gili ikke mødt op for at synge sit vers, men publikum virkede til at have en kæmpe fest – med eller uden Gili. Det var imponerende at høre hvordan hele salen kunne synge med på de fleste numre, især da Xander spillede en kort akustisk version af “Det burde ikk være sådan her” på klaver og det udelukkende var gulvet der sang.
Et af de helt store øjeblikke for mig, var da Xander fik besøg af den upcoming sangerinde Amna Naseer, som synger feature på sangen “Uforglemmelig” med Xander. Amna er en kvinde på omkring de 20 år, men med den mest fantastiske stemme. Hold øje med hende! Amna fik også lov til at spille hendes uudgivede single alene med to dansere mens Xander tog en velfortjent pause. Feststemningen fortsatte og toppede, da Suspekt trådte ind på scenen og alle (især det kvindelige publikum) skreg ustyrligt – og jeg må da også indrømme at dette klart var et af koncertens højdepunkter. Suspekt formåede at skrue endnu tand op for festen og satte et kæmpe fedt punktum for en uforglemmelig aften.
Der bliver både smidt BH’er op på scenen og vist barm under Suspekts besøg, næsten som var man til Suspekt og ikke en Xander koncert, men det var ikke fordi de udelukkende stjal rampelyset. De tre artister interagerede godt med hinanden, og det var klart at se, at de er gode private venner, og sammen fik de leveret en kæmpe fest på numrene “Cassie” og “Hæld Op”. Til slut blev “Det Burde Ikk Være Sådan Her” spillet og publikum brød endnu engang ud i fællessang.
Sidste nummer blev Xanders nyeste single “Lov Mig Kom Tilbage”. Dog var halvdelen af publikum gået, mens de trofaste fans stod tilbage og havde en fest med Xander. Et godt afslutningsnummer til en god koncert. De eneste ting der generede mig undervejs, var de lidt forstyrrende kvinder, der hele tiden kom med upassende opråb og nogle der snakkede lidt for meget under de stille numre eller havde instagram (med lyd på) kørende i baggrunden. Men lyden var god, Xander leverede en solid perfomance sammen med bandet!