14 apr Wet Leg – Wet Leg
Foto: Hollie Fernando (Pressebillede)
Label: Domino Recording Co Ltd
Udgivelsesdato: Fredag den 8. april 2022
Den stor-hypede britiske indie-duo Wet Leg lever op til de høje forventninger på deres selvbetitlede debut – men har tydeligvis ikke toppet endnu.
4/5 Stjerner
Wet Leg er “trist musik for festglade mennesker og festmusik for triste mennesker”. Sådan har duoen fra den sydengelske ø Isle of Wright i hvert fald beskrevet sig selv ved flere lejligheder. Og det er svært ikke at give dem ret. Tag for eksempel debutsinglen “Chaise Longue”: Instrumentalt er vi tilbage i 00’ernes dansevenlige post-punk revival-lyd, som aktiverer kroppen med en minimalistisk, men iørefaldende udnyttelse af den hellige rock-treenighed af guitar, bas og trommer. Teksten er sprængfyldt med tør humor, seksuelle hentydninger og en generel udstråling af ren, ufiltreret coolness. Under overfladen ligger der dog en form for modvillig accept af at være i 20’erne og ikke vide, hvad i alverden man skal gøre med sit liv. Melankolien er dog på netop dette nummer relativt nedtonet. Til gengæld er der andre sange på den selvbetitlede debutplade, der i højere grad dykker ned i de mindre glamourøse dele af livet som ung voksen. Allerede i albummets første linjer på nummeret “Being in Love” lyder det således:
// I need a lie down // only just got up / I feel so uninspired // I feel like giving up //.
Men efterfølgende indrømmer forsanger Rhian Teasdale at hun på en måde godt kan lide at have det sådan, da det føles som at være forelsket, hvorefter sangen bryder ud i et catchy guitardrevent omkvæd. Teasdale og duoens anden halvdel Hester Chambers tager altså det sure med det søde og håndterer langt hen ad vejen deres mentale pinsler med en vis ironisk distance. Det kan måske til tider virke en anelse overfladisk, men albummet indeholder trods alt også numre som “I Don’t Wanna Go Out” og “Loving You”, hvor Teasdale både vokalt og tekstuelt blotter sig selv ved at skrue ned for charmen og lade lytteren komme lidt tættere på. Og når pladen på denne måde bliver nuanceret lidt, er det altså mere end okay at spæde de store følelser op med lidt charmerende smålighed på numre som “Ur Mum” og “Piece of Shit”.
Også instrumentalt kommer albummet bredere omkring, end man kunne have frygtet efter de forudgående singler, der alle var eminente, men i flere tilfælde synes at læne sig lidt op ad den samme højenergiske indie-lyd og sangstruktur. Debuten byder således både på et nummer som “Supermarket”, der tilfører et kick af 60’er-flower-power og højdepunktet “Wet Dream”, der gør det svært at stå stille med dens uimodståelige dance-punk-inspirerede indie rock. Og så har du “Too Late Now”, der med sin mere progressive opbygning fungerer rigtig godt som albummets sidste indtryk. “Too Late Now” er dog samtidig et lidt ærgerligt eksempel på en af de tendenser, der holder Wet Leg en anelse tilbage. Der er stort set ikke en finger at sætte på nummeret i den tid, det varer – problemet er bare, at det godt måtte have varet lidt længere. Sangen, der starter i et lavt tempo og bevæger sig imod en intens afslutning, kunne givetvis have haft gavn af et længere build-up, som kunne have gjort klimakset endnu mere tilfredsstillende. Tendensen med den relativt korte spilletid går igen på albummet, som samlet når op på 37 minutter fordelt på tolv sange. Det er ganske vist med til at gøre albummet lettere fordøjeligt og sikre, at man som lytter aldrig når at kede sig. Men skal Wet Leg nå et endnu højere niveau, skal de to talentfulde kvinder måske til at eksperimentere en anelse mere med den relativt sikre – om end utroligt veludførte lyd, som de nu har fået et velfortjent gennembrud med.
