01 apr Walt Disco – Unlearning
Foto: Mandy Anderson (Pressebillede)
Label: Lucky Number
Udgivelsesdato: Fredag den 1. april 2022
Walt Disco fylder et hul i musikbranchen og skaber en lyd som kan minde om mange ting, men som i sidste ende lyder som intet andet. Debutalbummet tager dig på en teatralsk rejse igennem et tungt og heftigt produceret univers af karismatisk glam-rock.
4,5/5 Stjerner
Første gang jeg lyttede til Walt Disco noterede jeg mig dem som en David Bowie klon, og med god grund, eftersom forsangeren James Potter synger meget på samme måde, og de nævner endda selv Bowie som en klar indflydelse på deres opvækst samt musikalske virke. Man skal dog ikke lytte meget længe for at finde ud af at de er meget mere end bare et forsøg på at genoplive den legendariske artist, men en frontløber for deres helt egen bølge og renæssance af den storladne glam-rock. Deres debutalbum er ingen undtagelse, det er et helt igennem unikt take på genren der underholder fra ende til anden med sange der er overdrevent karikerede men på en utroligt selvbevidst og stilet måde.
Albummet tager form som et musikalsk teaterstykke delt op i to akter med et kostumeskift i midten som markerer overgangen fra én lyd til en anden. Det er nemlig i “The Costume Change” at vi bliver introduceret for det mere dystre, elektroniske technoagtige lydbillede som præger den sidste del af fortællingen hvor også numre som “Those Kept Close,” “Hold Yourself as High as Her” og “Macilent” har mere elektronisk forvrængede elementer end sange som “How Cool Are You” og “Timeline” i første akt, hvor guitar og bas har en mere prominent rolle. Det er et meget sjovt koncept, hvis man kan sige det sådan, for det indgår ikke direkte i sangteksterne, men umiddelbart udelukkende i albummets opbygning, men hvis jeg skal give et kvalificeret bud på hvorfor det lige skal være et teaterkoncept kunne det let tænkes at det symboliserer de mange masker vi tager på i vores hverdag. Albummet er jo netop stærkt præget af emner som identitet, krop og seksualitet og kommer med budskabet om at det aldrig er for sent at blive den man ønsker at være. Om ikke andet markerer det en ændring i lydens karakter fra en munter ironisk distance til en meget direkte lyd hvor teksterne også afspejler de brutale sider af livet som queer person med tekster som // We should be together/ If you weren’t so violent // som refererer til de hadforbrydelser vi desværre stadig alt for ofte ser rettet imod LGBTQ+ personer.
Forsangeren James Potters vokal er også et tydeligt element igennem hele albummet, og har på sin vis også noget med teaterkonceptet at gøre da hans levering af teksterne bliver meget tydelige og velartikulerede. Dette gør utroligt meget for at man som lytter virkelig hører efter, da det næsten er umuligt at undlade at høre sangeren, eller i hvert fald at bide mærke i at den er der, og derfor kommer albummets budskaber også klart og tydeligt igennem. På sange som “Timeline” synes jeg dog det bliver lidt for meget og næsten ødelægger sangen, da der ellers bliver åbnet op for en ny side af bandet hvor instrumenteringen på sangen skiller sig ud fra resten af albummets identitet, men så kommer James Potter og overdøver det med hans mest overdrevne optræden. Men generelt set kan jeg godt lide kontinuiteten på albummet og at de holder sig til en stil på albummet og afprøver forskellige tilgange til sangskrivningen og sangstrukturer med samme grundopskrift, da jeg sagtens kunne have forestillet mig at et band med seks medlemmer kunne lave et debutalbum der ville være alt muligt, og derfor stak af i forskellige retninger. Her har de formået at både imponere og samtidig vise os hvad Walt Discos lyd er, så må vi se om det udvikler sig som tiden skrider frem.
Sange der stikker tydeligt ud som højdepunkter for mig er sjovt nok det første og det sidste nummer, hvilket taler ind i hvor formfuldendt jeg synes de har formået at strukturere albummet. Alle sangene på albummet har sin plads og en rolle som de skal udfylde, og det formår især start- og slutnummeret at gøre. “Weightless,” som var en af albummets frontløbere, har jeg allerede lyttet meget til på forhånd, men den fungerer vildt godt som albumåbner da jeg synes den står stærkt som sin egen sang, men samtidig giver et overordnet indblik i hvad resten af albummet byder på. Albumslutteren “If I Had A Perfect Life” sætter, som “Weightless” lagde kursen for albummet, prikken over i’et på albummet og lægger en sidste slutspurt ind for at komme af med den sidste energi og bygge sig op til et kæmpe brag af et nummer for til sidst at kollapse og hviske farvel. “My Dear” står også frem som et klart højdepunkt da jeg virkelig ser et stadionpotentiale i nummeret og at bandet dermed ikke går på kompromis med deres lyd, men næsten forlanger de helt store scener. Det føles som det mest storslåede nummer på pladen og omkvædet får ikke for lidt når guitarer brager derudaf under det store kor af brølende vokal. Samtidig kunne jeg sagtens se det blive spillet på en mørk klub, grundet nummerets 80’er synth og fire-i-gulvet omkvæd.
Walt Disco fylder for mig en niche af musik der både er kunstnerisk og energisk, men er svært at putte i en bestemt kasse fordi det spænder så bredt i forhold til genre og lyd, men stadig formår at fastholde én bestemt stil. Jeg er helt vild med det her album og kan altså ikke anbefale det nok – hvis man da ikke allerede har lyttet til det!
