11 apr Ugens Upcoming – Gorgeous
Foto: PR
Duoen Gorgeous imponerede tilbage i Marts med deres debutsingle “Divine” som åbnede op for deres univers af blød indiepop. Vi har ikke kunne få nok af “Divine” her på redaktionen og har derfor udset Gorgeus som Ugens Upcoming, hvor du har kan lære dem lidt bedre at kende.
Tilbage i marts kunne du for første gang opleve de bløde toner fra Gorgeous, som med debutsinglen “Divine” gjorde deres ankomst på den danske scene! “Divine” er fyldt med en blanding af blid country og indie-pop som viser duoens sans for melodiskrivning og deres symbiotiske samarbejde. For at runde det bløde lydunivers af, omhandler sangen også rendyrket kærlighed og det mod man får til at vise alle sider af sig selv når man er forelsket, og til dette siger bandet selv:
– Forelskelse kan forekomme som et slør af eufori, lykke og rosenrød fascination. Men den er også en invitation ind i et andet menneskes liv – og omvendt. Man slipper kontrollen over sin egen historie, og hvad den også rummer af sær- og svagheder, ulykke og tragedie. ’Divine’ handler om den totale overgivelse – om, når man viser alle sider af sig selv, både dem man kan lide og dem man hader. Om den der 1 in a million-kærlighed
Her på redaktionen er vil helt vilde med Gorgeous, hvilket er årsag til at vi i denne uge har valgt at sætte fokus på dem som Ugens Upcoming, og lære dem bedre at kende inden vi kommer til at se dem over det hele i fremtiden. De skal jo blandt andet spille deres egen headline-koncert på Ideal Bar i slutningen af måneden, og kommer også forbi SPOT-Festival hvor vi glæder os til at se dem. Derfor har vi givet duoen 9 spørgsmål som du kan læse lige her:
1. Hvem er Gorgeous?
– Maríe Louise og Murga.
2. Hvordan vil I beskrive jeres lyd?
– Det er svært at beskrive, fordi vi synes vores lyd er så meget, men, ærlig, umiddelbar og gennemarbejdet. Vores lyd varierer meget alt efter hvilket humør vi er i, hvem vi arbejder sammen med, og hvad der inspirerer os.
3. Hvordan startede I?
– Vi startede med at lave musik, næsten lige da vi mødte hinanden, fordi vi begge havde lyst til at lave noget nyt og bevæge os ud i et nyt terræn sammen. Jeg tror vi hurtigt så nogle ting i hinandens musikalske evner, som vi begge havde lyst til at udforske, fordybe os i og udvikle på i samspil med hinanden
4. Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?
– Det veksler meget fra sang til sang, men en måde kunne være at Marie Louise har en melodi og en tekst, som vi så arbejder ud fra, men det kan også være at vi mødes i studiet og starter helt fra start sammen. Vores musik er meget intuitiv og umiddelbar, og vi finder hurtigt ud af hvad vi har lyst til at arbejde videre med når vi starter en process op. Vi komplimenterer hinanden godt, vi griber hinandens ideer og arbejder videre på dem sammen. Derfor er vi også altid meget involveret i hinandens processer.
5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
– Vi har nørdet sygt meget musik sammen og deler en interesse indenfor et ret bredt spektrum af forskellige genrer. For eksempel har Mike Oldfield inspireret mig, Maríe Louise, meget melodisk, og ellers er vi og bliver stadig inspireret af alt fra Joni Mitchell til Mozart – så altså meget forskelligt musik, som bevæger sig i meget forskellige genrer og universer. Vi har aldrig en konkret kilde, vi henter inspiration fra, det flytter sig hele tiden alt efter, hvem vi arbejder med, hvad vi bliver introduceret for, og hvad vi støder på.
6. Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– Bl.a. en sang, der hedder “Ouda” af den libanesisk-egyptiske sanger Hamid Al Shaeri. Vi hører også meget det canadiske band Tops for tiden, deres plade ‘Picture You Starring’. De spiller forresten i Byhaven snart. Også meget Hijra med Joni Mitchell. Og en masse andet
7. Hvad er I i gang med lige nu? (på musikfronten)
– Lige nu bruger vi meget tid på at øve os og gøre os klar til de kommende koncerter, som vi skal spille. Vi spiller blandt andet. på Ideal Bar d. 28. april, på SPOT Festival i starten af maj og så også til Soundvenues Input Festival. Derudover bruger vi meget tid i studiet, hvor vi er i fuld gang med at færdiggøre et par sange.
8. Hvad er drømmen?
– Svært at sige. Måske et hus på landet? 🙂
9. Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville den så være?
– Vand!!!
Hvis du heller ikke kan vente på at komme ud på festivalerne her til sommer, og opleve Gorgeous live, så er den eneste kur altså at gå ind og lytte til “Divine” på repeat. Du kan finde den her: