29 apr Rigmor – Lille VEGA

Foto: Natacha Jensen
Venue: Lille VEGA
Dato: Torsdag den 28. april 2022

Man fik en varm følelse af at være vidne til Rigmors entre på den danske live-scene torsdag aften i Lille Vega på Vesterbro. Publikum var mere end med hele vejen, bandet ligeså efter en nervøs start og forsanger Sarah Wichmann stjal showet med hendes meget reelle og uprætentiøse nærvær – samt en nærmest perfekt vokalpræstation.

4,5/5 Stjerner

Lille Vega var på fuld kapacitet, spillestedet havde meldt få billetter tilbage på dagen, og luften var fuld af forventning kort inden koncertstart klokken 21:00. Publikum, tilsyneladende mest udgjort af “generation x’ere” og “millennials” fra den lettere velstående del af det Københavnske klassesamfund, måtte først opleve en noget speciel “forret” fra aarhusianske Suni. En kunstner som på en og samme gang er meget ligetil og ret avant-garde. Med de simple og ærlige tekster om mentalt helbred, samt Jonas Sunis umiddelbare entusiasme var det svært ikke at komme i et lettere humør over det uventede indslag, hvilket også lod til at gøre sig gældende blandt de fremmødte københavnere. 

Efter lidt simpel lydprøve bag scenetæppet blev der trukket fra og de fire smukke aarhusianere gik på scenen. Gruppen lagde ud med “Vent og se” og “Plasticsolen” – to af de stærkere numre fra bandets debut Glade blinde børn. Dog virkede bandet lettere nervøst over hele linjen og skulle langsomt finde sig til rette. Det kom formentlig til udtryk hvorfor, da forsanger Sarah Wichmann på sød og ærlig vis udtrykte sin forbavselse over det stærke fremmøde og den entusiastiske modtagelse. 

Efter den monolog var det som om, at bandet accepterede sin egen berettigelse på scenen, hvilket gjorde sig udtrykt i et sublimt sammenspil, som, med meget få undtagelser, aldrig blev sluppet igen. Det følgende nummer ‘Træ’, fra bandets første EP rebel, var mere selvsikkert og efterfølgende fik publikum en sekvens, der var et af koncertens absolutte højdepunkter. 

Den meget underspillede og simple “Om at sige farvel” blev afløst af den eksplosive “Pendul”. Førstnævnte gjorde det klart hvor smuk og solid en stemme Wichmann besidder, men satte også spot på hvor kreativ bandets bassist, Victor Sousa, er på sit instrument. 

Et element jeg undervurderede i anmeldelsen af debutalbummet, simpelthen fordi mange af de lyde Sousa fremkalder, ikke altid lyder som det dybe firestrengede instrument. “Pendul” eksploderede ud i salen og kulminerede i en forlænget outro, hvor bas og trommer kortvarigt blev til en støjrock duo a la amerikanske Lightning Bolt. 

Det bringer os til en anden generel pointe. Udover bandets gode sammenspil klæder live-konteksten virkelig Rigmor fordi at lydniveauet og det lidt ukontrollerbare ved koncertfremførelse, virkelig giver gruppen en nerve, som de ikke altid formår at fremkalde i studiet. Alt overstyrer og sitrer mere, hvilket giver langt mere af det rebelske og ustyrlige udtryk, Rigmor lader til at være tiltrukket af. Wichmann virkede også mere løssluppen end på pladen, hvilket hendes bundsolide sangtekniske fundament ikke har svært ved at bære.

Et håb herfra om at bandet ser tingene på samme måde og forhåbentlig udgiver en liveplade, som kan repræsentere denne tidlige periode i bandets virke. 

Rigmor spillede næsten hele deres, endnu spinkle, bagkatalog og det gav også anledning til fællessang på numre såsom “Det er lige meget”, hvilket igen gjorde en varm i maven, over at se gruppen opdage, at deres musik vækker genklang hos et større publikum. Den ordinære del af sættet kulminerede i hoppefest til den uptempo “Gyroskop”, hvorefter bandet rejste af scenen på en forventelig returbillet, som det fodstampende publikum i den grad var klar på. En pause som trommeslager Lasse Lykke øjensynligt også havde brug for efter en højenergisk og dedikeret time bag tønderne. 

Ligesom koncertens andet højdepunkt sluttede ekstranumrene også af i hver sin ende af det dynamiske spektrum. Julekalenderkendte “Vægtløs” gav igen anledning til fællessang og sangens klimaks bød på kuldegysindgydende momenter fra Wichmann, som på karakteristisk og ubesværet vis, gik fra hendes meget rene, næsten klassiske klang, til en mere spids og rocket lyd eftersom nummeret tog til i intensitet. Sublimt. 

Lige da man ikke troede at forsangeren med den flotte klang kunne løfte det længere op, sluttede Rigmor koncerten af med en forsimplet udgave af “Det er ved at komme igen”, med kun Wichmann og guitarist Oliver Stewart på scenen. Til Stewarts flotte akkompagnement, fremviste Wichmann hele hendes register af lyde og følelser, fik rummet til at skrumpe og sendte publikum tryllebundet ud i den stjernebeklædte københavnske nattehimmel. 

Udover få væsentlige mangler, såsom den førnævnte usikre start og et mandligt kor der stod lidt uskarpt, leverede Rigmor alt det man håber på. En virkelig imponerende præstation fra det unge band. En præstation man kun kan håbe på bliver udødeliggjort en dag.

– Skrevet af Emil Weis Brix