Pind – Store VEGA

Foto: PR
Venue: Store VEGA
Dato: Torsdag den 28. april

Pind leverede præcis det han skulle, men heller ikke mere end det, da han i går aftes fyrede op for Store VEGA. En koncert, hvor rapperen bundsolidt leverede sine stærke numre både fra fortiden og fra det nye album. Desværre blev det også en koncert, der virkede lidt som endnu en dag på kontoret for Pind.

3/5 stjerner

Det ville ikke være løgn at sige, at jeg spærrede øjnene ekstra meget op, da jeg så at Pind var blevet booket til at headline Store VEGA. Lige siden jeg for første gang hørte ”Plastic” og ”Indlæg” har jeg været kæmpe fan af den her rapper, og havde hidtil, nok mest grundet den store corona-nedlukning, misset min chance for at fange ham live. Nu skulle det være.

I starten af april udgav rapperen nemlig sit debutalbum LOTUS, hvor Pind imponerede os med 10 hårdtslående sange, tunge elektroniske beats, Pinds egen unikke rapstil, og så mange detaljer i det lyriske at det krævede flere gennemlytninger at få det hele med. Et album, der siden dets udgivelse har kørt på repeat i mine hovedtelefoner på samme måde som jeg oplevede det med ”Plastic” og ”Indlæg”. Jeg havde derfor glædet mig enormt meget til den her koncert – en glæde der kun blev større, da jeg så, at det var den fremadstormende såforsatan, der skulle varme publikum op. Det skulle altså blive en sammensætning af to af mine favoritrappere i Danmark i Store VEGA. Hvad sker der for det? Mine tårnhøje forventninger til den her koncert, i sammenspil med mit kendskab til Pind som den vanvittige dygtige rapper, han er, gjorde dog, at jeg i sidste ende nærmest kun kunne blive skuffet af koncertens udfald. Det blev jeg lidt desværre.

Jeg havde nogle dage før koncerten fulgt med på rapperens sociale medier, hvor han havde lagt koncertvideoer op fra turnéen. Her kunne man blandt andet se en video af en propfyldt sal, der eksploderede til droppet i ”indlæg” med Pind der fra scenen styrede det hele, som aftenens selvsikre rap-gud. Det var lige præcis den stemning, jeg havde forventet, og lige præcis den stemning, jeg synes der manglede i Store VEGA. Det var nemlig som om, at vi manglede prikken over i’et i forhold til publikumsenergi under hele koncerten. Der var selvfølgelig numre, der var vildere end andre, som for eksempel da han til sidst i settet spillede ”Indlæg” og der foran scenen blev lagt op til moshpit samt ‘circle of death’ på droppet. Men det var også lidt på tide i koncertens forløb.

Det er svært at sige, om den manglende stemning skyldtes det svære ved at fylde hele den store sal i VEGA ud, eller om det er fordi, Pinds nye sange generelt ikke lægger op til den vilde fest eller noget helt tredje. Men én ting stod i hvert fald sikkert frem; nemlig at Pind ikke selv gjorde det store for at skabe stemning undervejs i koncerten. Det var i sandhed en ordløs koncert, hvor det blev tydeligt, at Pind ikke havde det store behov for at sige særlig meget mellem sangene; måske bedst opsummeret da han efter at have spillet ”jeg ik nem at læse”, som koncertens tredje nummer, snakkede til publikum for første gang med noget i stil med:

-Tusind tak fordi I er kommet. Lad os bare komme videre for helvede.

Pind leverede simpelthen nummer efter nummer i en lang smøre, så det nærmest lød som et langt medley af alle hans sange. Jeg er overbevist om, at den manglende publikumsinteraktion, endte med at blive et skud i foden for rapperen selv, der kunne have skabt så meget mere stemning i den store sal ved at tale mere og råbe ud til sine fans.

Koncertens højdepunkter, blev under de store sange ”Avalon”, ”mary jane”, ”LOTUS”, ”Plastic” og ikke mindst ”Indlæg”, hvor der trods alt blev fyret lidt op under publikum. Og det var trods alt rigtig fedt at høre de numre, specielt fordi Pind har en evne til live at få det til at lyde fuldstændig identisk med studieindspilningerne. Nogle vil selvfølgelig diskutere, hvor vidt det er en god eller en dårlig ting, men det er i hvert fald en understregning af rapperens talent. I live-udførsel er der ikke en finger at sætte på flow eller pitch, og med det dygtige band i ryggen bestående af bas, trommer og synth/keys/dj var der i det store lydbillede heller ikke noget at komme efter. Pind gjorde simpelthen lige præcis som han skulle i sin levering. Men heller ikke mere end det.

Ét af aftenens helt store højdepunkter var naturligvis gennembrudshittet ”Plastic”, der også lige blev taget en ekstra gang, som ekstra nummer. Og I kan tro, der gik et sug i maven igennem os i forventning om, at Benjamin Hav ville troppe op til sit andet vers. Han kom aldrig, og selvom vi jo ikke kan tillade os at forvente en gæsteoptræden fra landets måske største rapper på et enkelt vers, så kunne man ikke lade være med at blive lidt skuffet.

Det bliver desværre lidt opsummeringen på en ellers helt fin koncert. Det var med en smule skuffelser hist og her over, at de sidste ting ikke lige blev gjort. Når nu rapperen endelig har fået booket Store VEGA, burde han simpelthen kunne skrue mere op for det sceneshow, end han endte med at gøre. Det kan selvfølgelig godt være, at det bare er den stil, vi må købe ind på, hos rapperen. At han beskedent og nærmest introvert møder op og leverer sin musik, uden det helt store rabalder mellem eller undervejs i sangene. Jeg glæder mig dog til at fange rapperen live næste gang jeg får muligheden. Og denne gang vil jeg opleve ham i et mindre venue, hvor salen måske føles mere pakket og stemningen slår sig mere løs end den gjorde i går aftes i Store VEGA.

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com