06 apr Med sidste tilføjelse til kataloget, er Greatfruit nu klar med debut-EP’en
Foto: Shawn Arvind (pressebillede)
Først fik vi “What’s the Use”, så “Singers Out of Tune” og dernæst “Love Police”. Nu tilføjes det nyeste nummer “Reefer” til bagkataloget og de tre drenge fra Greatfruit er endelig klar til at samle det hele i deres debut-EP af samme navn.
Det stadig nye norske band, Greatfruit, har haft et produktivt år, og har allerede plantet deres fod solidt i pop-miljøet i Oslo. Bandet beskriver sig selv som et kaleidoskop af sen 70’er og tidlig 80’er nostalgi. De har med en række af singleudgivelser, lagt deres helt egen stil for dagen med et tilbagelænet og psykedelisk rock-univers. “What’s the Use” og “Love Police”, som de to langsomme numre, man fik lyst til at svinge sig langsomt frem og tilbage til, eller bare ligge på græsset til, mens man blev suget med ind i de meditative flydeakkorder og forsanger Sondre Storlis bløde vokal. “Singers Out of Tune” fra februar gav os mere tempo og groove; stadig tilbagelænet med nostalgiske synthesizere og funky basfigurer.
I dag præsenterer gruppen hele sammensætningen i EP’en Reefer med tilføjelse af EP’ens titelnummer. Selvom “Reefer” har den samme lyd af de drømmende synthfigurer, rå trommer og Storlis’ udtryksfulde vokal, så rammer denne sidste tilføjelse et mere poppet udtryk, ikke mindst med det fængende og catchy omkvæd. En nummer, der fremtidigt vil repræsentere lyden af trioen fra Norge. Lyt til hele Reefer lige her.