26 apr King Gizzard & The Lizard Wizard – Omnium Gatherum
Foto: Jason Galea (Pressebillede)
Label: Selvudgivet
Udgivelsesdato: Fredag den 22. april 2022
De progressive syrehoveder fra Melbourne har med plade nummer 20(!) leveret deres mest varierede udspil til dato. En samling numre der oser af kreativitet, men som mangler den konceptuelle klarhed, pacing og kvalitetskontrol bandet ellers er kendt for.
3,5/5 Stjerner
King Gizzard & the Lizard Wizard har på mange måder været en af bannerførerne for rockens idealisme i det 21. århundrede. Bandet har en DIY tilgang, som blandt andet har budt på eget pladeselskab og egen festival. En fantastisk nysgerrighed, der har givet anledning til ekskursioner i alt fra boogie rock til thrash metal med en produktivitet, som nærmest er provokerende.
Båret af visionerne fra den excentriske sangskriver og multiinstrumentalist, Stu Mackenzie, fylder bandet store koncertsale verden over ved at være kompromisløse, højenergiske og konstant at udvikle sig som musikere. Bandets ustoppelige produktivitet illustreres blandt andet ved, at Omnium Gatherum er den tyvende plade i bandets tolvte leveår. Måske derfor er det ikke mærkeligt, at jubilæumspladen føles som en opsamling på en god del af deres mange eksperimenter.
Lytteren får således bandets velkendte blanding af heavy psych og garage rock på pladens 15 minutter lange åbner ‘The Dripping Tap’, thrash metal (“Gaia” og “Predator X”) lig Infest the Rats Nest fra 2019, jazz-funk (“Keppler-22b” og “Garden Goblin”) der minder en om Sketches of Brunswick East fra 2017, samt den psykedeliske dream pop, der var grundlaget for 2021-udgivelsen Butterfly 3000 på den fængende “Magenta Mountain”.
Dog byder pladen også på, efterhånden forventelige, genrefornyelser. Disse inkluderer psykedelisk soul (“Ambergris”), lounge (“Candles”) og måske mest overaskende – hip-hop (“Sadie the Sorcerer” og “Grim Reaper”). I modsætning til bandets konceptuelt sammenhængende eksperimenter i for eksempel anatolsk rock (‘Flying Microtonal Banana’) eller heavy psych (“Nonagon Infinity”), føles Omnium Gatherum mere som et eklektisk mixtape – ikke ulig bandets femte udgivelse i året 2017 Gumboot Soup.
Der er et niveau af nysgerrighed og risikovillighed på pladen, som langt inde i bandets karriere kun kan indgyde respekt. Ligesom på australiernes andre plader er det også kendetegnende for Omnium Gatherum at genrefornyelserne føles gennemførte og samtidig ikke mister bandets progressive, psykedeliske og humoristiske tilgang. Ligesom at produktionen også er på det vanlige høje niveau, hvor der skabes et specifikt lydunivers til samtlige numre.
Dog løber bandet lidt tør for de gode melodier og stærke kompositioner, særligt på pladens anden halvdel. Man sidder lidt med følelsen af, at der godt kunne have været skåret noget overflødigt fedt fra det 80 minutter lange dobbeltalbum. Numre såsom “Persistenc”, “Presumptuous” og “Blame it on the Weather” kredser ret repetitivt om nogle få, ikke så inspirerende ideer.
En faldgrube bandet normalt ellers ikke falder i med deres, efter nutidige standarder, relativt korte og konceptuelt klare udgivelser. Manglen på kvalitetskontrol føles også unødvendig, da der i den grad er nok af gode ideer til at fylde et album af mere konventionel længde.
Den eklektiske blanding af genrer går også udover pladens pacing, hvilket også gør det til et af de dobbeltalbums, som faktisk føles lange – hvilket ellers ikke behøver at være tilfældet.
Dog er det meste af pladen fyldt med fantastisk kreative og veludførte øjeblikke, der med sin utrolige genremæssige spændvidde er et imponerende monument, som illustrerer hvorfor King Gizzard & The Lizard Wizard har været, og stadig er, et af de mest interessante rock bands på kloden.
– Skrevet af Emil Weis Brix
