21 apr Iceage – Voxhall

Foto: Steffen Jørgensen
Venue: Voxhall
Dato: Onsdag den 20. april 2022

Koncerten, Iceage leverede i den jyske hovedstad, tydeliggjorde, at det i hvert fald ikke er deres skyld, at det bredere danske publikum aldrig for alvor har fået øjnene op for bandet.

4/5 Stjerner

Elias Bender Rønnenfelt sparkede nonchalant mikrofonstativet væk, når det væltede, fordi han var danset ind i det. Samlede fornærmet mikrofonen op, når han havde tabt den, fordi mikrofonen faldt af xlr-kablet, når han slyngede det rundt som en lasso. Kiggede skiftevis de forreste publikummer eller horisonten i øjnene. De andre fire bandmedlemmer blev pænt på deres pladser og kiggede ned i jorden. Publikum kiggede på Elias Bender Rønnenfelt. Det var hans show. Og det fungerede, at de andre stod som støjende statuer, for det gav Rønnenfelt plads til at gøre hans ting. Men first things first:

Iceage her drenge har nok spillet over 1000 koncerter sammen (guitarist Casper Morilla Fernandez kom dog først med på Seek Shelter), og det kunne virkelig, virkelig høres onsdag aften på VoxHall i Aarhus. Når de symbiotisk bølgede op og ned i tempo og dynamik og fik numre som ”Catch It”, ”Shelter Song” og ”Ecstasy” til konstant at føles på randen af ødelæggelse. Når et skrig fra Rønnenfelt blev akkompagneret af et af de mange autonome guitarriffs fra Johan Surrballe Wieth og en uimodståelig insisteren fra Dan Kjær Nielsen bag trommerne. Og det kom helt banalt til udtryk i en setliste, der var vanvittigt godt skruet sammen; bandet lagde hårdt ud med noget af en tretrinsraket, ”Dear Saint Cecilia”, ”Pain Killer” og ”High And Hurt”, og så gudhjælpemig en af de største bangers fra den nye plade, Seek Shelter – ”Vendetta”. Derefter blev der skruet lidt ned i tempo og op for følsomheden i den britpoppede slowburner ”Shelter Song” med frie guitarer, længselsfuld akkordprogression og storladent omkvæd. Midt i sættet tog det for alvor fart med ”The Lord’s Favorite”, der satte aftenens første moshpit blandt de forreste publikummer i gang. 

Og netop gulvets reaktioner på, hvad der skete på scenen, blev billedet på det delikate samspil mellem Rønnenfelt og publikum. Mellem numrene blev det ikke til meget mere end ”tusind tak skal I have”. Nogle gange i mikrofonen, nogle gange bare ud i luften. Men i numrene, i musikken, transcenderede kontakten mellem Rønnenfelt og publikum virkelig de slidte koncertformalia. I publikums moshpits og fællessang. I Rønnenfelts fod på monitoren, i hans umage dansetrin, uudgrundelige gestikulationer med armene. I sylespidse linjer som // This ain’t no place for a sightseer // på ”Vendetta”, der blev en meta-stikpille mod korslagte arme og stillestående kroppe bag de forreste 20-30 publikummers hoppen rundt som galninge og skrålen med lukkede øjne. 

”Vendetta”, symptomatisk for koncerten, var først og fremmest en knytnæve af en energiudladning. Og under den var et ulmende lag af iskolde linjer som // See yourself deemed a stressor/Every man is someone’s successor //, der blev forløst af Rønnenfelts lige dele aggressive og skrøbelige vokal. Her blev skeptiske turister skilt fra dem, der turde lade sig forføre af den energi og sårbarhed, der i skønneste forening bor i Iceages musik. 

– Skrevet af Kristoffer Nørager Møller