01 apr Guldimund – RUST Sleeps Around

Foto: PR
Venue: Brorsons Kirke
Dato: Torsdag den 31. marts 2022

Det var på mange måder en magisk oplevelse at se Guldimund i den smukke Brorsons Kirke – da man endelig forstod koncertens præmis. Det er sjældent at vi har hørt så god en lyd, fra et så velspillende band, som endda stod midt i et kirkerum. Poesien og indlevelsen var der fra start, men forbindelsen til publikum kom dryssende hen ad vejen. 

4/5 Stjerner

Det er nogle gange svært, det der med forventninger. Jeg vidste at lokationen på koncerten var Brorsons Kirke, men også at koncerten var en del af Rust Sleep Around og Tuborg. Jeg tænkte at jeg skulle se Guldimund og band oppe ved alteret, mens publikum stod rundt i skibet med en øl og kunne skråle med på “Og forlanger at jeg knepper dig!” Men sådan blev det ikke.

Jeg kom ind i den smukke kirke med en kæmpe moderne lysekrone i loftet, stearinlys i hjørnerne, blåt lys over orglet og en diskokugle hængende fra loftet. Kirkeskibet var lavet om til en scene, fyldt med instrumenter, og rundt om på alle fire sider, sad publikum. Det virkede som om det ikke kun var mig der var overrasket over det, ellers meget smukke, set up. En fra kirken, jeg gætter på en kirketjener, præsenterede koncerten med en reference til Grundtvigs morgensang, “Morgenstund har guld i mund”. Det var på mange måder et fint tema for koncerten, hvor Guldimund selv også virkede som om han lige skulle vågne og finde sig tilrette i de specielle omgivelser. 

Helt stille gik han ind på scenen, satte sig ved klaveret  og sagde “vi går i gang”, og startede derefter koncerten ud med at spille en mere jazz-voicet udgave af “Små Fingre”. Hans stemme var spinkel og inderlig. Man kunne næsten ikke genkende nummeret, andet end ved teksten, og jeg tror egentlig at publikum blev endnu mere i tvivl om, hvilken koncert de var inde for at se. 

Der kom to mere på scenen, en sangerinde der legede med en form for vocalizer og en guitarist. I dette intermezzi kom resten af bandet på scenen. Fem mand, inklusiv et par blæsere, der begyndte at spille hittet “Dem, Vi Plejede At Være”, og det lød ærlig talt bare brandgodt. Der kom lidt liv i publikum, og noget vildskab i vokalen. Bandet stod nærmest i en cirkel i midten, og lige der hvor jeg sad, var det meget Guldimunds ryg jeg oplevede, og jeg kom igen til at tænke lidt over formatet, især når man mærkede at sidemanden gerne ville synge med, men ikke rigtig turde. Men lyden kunne man altså ikke sætte en finger på!

Tenorsaxofonisten skiftede til tværfløjte og de spillede “Ikk’ endnu”, som var fuldkommen fantastisk, og med skønt kor, og pludselig var det som om at alle de ting jeg tidligere nævnte forsvandt. Jeg havde ædt præmissen om den siddende stille koncert uden drikke, og lænede mig tilbage i et grotesk godt lydende band og Guldimunds personlige stemme, uden at tænke over at han stod med ryggen til. I løbet af det næste nummer åbnede han sig også mere op for publikum og de sjove kommentarer, der kom til at være en del af koncerten, og startede med spørgsmålet: “Er I klar på noget mild rock spade?”

Endnu engang var lyden, bandet og koret værd at nævne. Det hele virkede så rent og trygt, med niveauerne og dygtigheden der strømmede gennem kirken. Selv når der kom mere smadder på, var det let at lytte til, og man lænede sig tilbage og nød det, mens diskokuglen fik loftet til at danse. Guldimund både indtog scenen, men gav også plads til bandet i løbet af nummeret. Han sagde at han skulle have en pause fra spotlightet og gav i stedet forsangerrollen til sin lillebror, der skulle spille et af hans egne numre fra hans projekt Knægt. Det lød dejligt og det var enormt sympatisk at give brormand den mulighed, men mest af alt tænkte jeg lidt – hvorfor? Musikken passede fint ind til resten, men virkede også unødvendig. Hurtig var det overstået, og stemningen var pludselig mere løs, lidt distræt. Jeg kunne mærke der skulle til at ske noget specielt. 

Her med arpeggio-spillet guitar synges det meget rørende nummer “Stue 15”, med teksten “Du er allerede kold mor” der får det lidt at løbe koldt ned af ryggen. Det smukke blæs krøb ind under huden, og det var svært ikke at blive revet med af den sørgelige stemning, især i det smukke rum jeg sad i, hvor lyset næsten var blevet slukket, så kun stearinlysene flimrede på væggene. 

Guldimund formåede virkelig at udnytte rummet, ved både at gå op på prædikestolen og synge men også spille på kirkens smukke orgel, selvom der var lidt langt tilbage ned på scenen igen. En gang i mellem talte han til publikum uden mikrofon, og det var ærgerligt da det var svært at høre. De spillede et par nye numre, det ene ret godt, om hans nye kæreste, og om at tale for meget om sin eks, og at man i stedet skulle tale om hvad ens fremtidige børn skulle havde. Det andet… ikke så godt. En form for vise, meget anderledes end resten, så anderledes at vi næsten troede at der var sket en fejl. 

Tilbage til et ældre nummer “Kragerne”, og pludselig gik det op for mig, at hans brug af ordet “Drengen” om sin søn, mindede mig om Tove Ditlevsens digte. Lige så rørende er hans tekster. Publikum var stille og opmærksomme, og da han fortalte at der kun var to numre tilbage, og at han altså havde løbet for meget rundt til at gå ud og ind igen, grinede de. Sangerinden på kor, sang et nummer, helt enestående og kuldegys-fremkaldende, og det var ærgerligt, da det sluttede. Med et nummer tilbage vidste alle godt, hvad der manglede, men inden han spillede det, fortalte han – som han selv kaldte det – en Niels Hausgaard-agtig anekdote, om den guitar, albummet er blevet indspillet med. Om Birger, en pensioneret folkeskolelærer, guitaren som folkeskolen ikke ville have, åben tuning, og en masse andre personer der blev introduceret. Men som han sagde “Det bliver lidt langt, men det er jo fordi jeg ikke kan lide at det slutter. Men det gjorde det. Med det fantastiske nummer “Brænder Stadig”. 

Da jeg gik ud af kirken havde jeg fornemmelsen af at have set noget enestående. Det var gennemført og smukt, men jeg kunne godt have været mere følelsesmæssigt involverede under nogle andre omstændigheder. Det hele blev meget pænt og ordentligt. Men altså, nu var jeg også i en kirke!