28 apr FORPREMIERE: Cindy Chiche gider ikke længere intetsigende dates
Foto: The Cosmic Supply (Pressebillede)
I dag har vi forpremiere på singlen “DriveThru” af artisten Cindy Chiche. En sang der sætter fokus på dating-kultur gennem fængende beats og en opsigtsvækkende musikvideo.
I morgen er dansk-franske Cindy Chiche klar med en splinterny single “DriveThru”, men allerede nu kan sangen høres eksklusivt her på Bands of Tomorrow. Nummeret, der udgives sammen med en spændende og opsigtsvækkende musikvideo, sætter et tydeligt fokus på nutidens dating-kultur, som ofte er båret af en ‘dur ikke, væk’-attitude. Emnet i sangen skal dog ikke kun forstås som en stikpille til andre, men er ligeså meget en påmindelse til artisten selv. Hertil fortæller Chiche:
– Sangen er egentlig en opfordring til at huske sig selv og sine egne behov – både i indledningen af et forhold, men også på længere sigt. Man skal ikke holde fast og kun fokusere på de gode ting i relationen, hvis andre ting slet ikke fungerer. Man skal passe på, man ikke mister sig selv i kompromiset, synes jeg.
Med fremskridende reggaton-beats, bærende guitarspil og et godt mix af engelsk og fransk lyrik, har Cindy Chiche skabt en single der giver en festlig stemning, og en melodi man nemt kan få på hjernen. Samtidig kan singlens indhold også reflekteres ind i musikvideoen, der starter ud med, at Chiche lige lægger det sidste makeup inden hun skal på date. En date der hurtigt bliver til flere. Hertil indeholder videoen også metaforer for det hurtigt kørende dating-liv, hvor hun blandt andet langer den ene milkshake efter den anden over bordet i den amerikanske diner, hvor datene finder sted. Lyt til sangen og se musikvideoen her: