22 apr Fontaines D.C – Skinty Fia
Foto: Polocho (Pressebillede)
Label: Partisan Records
Udgivelsesdato: Fredag den 22. april 2022
Irske Fontaines D.C. er flyttet til London og har med Skinty Fia lavet en plade, som på mesterlig vis skildrer de problematikker, der følger med udvandringen fra hjemlandet.
4,5/5 Stjerner
“Hjortens fordømmelse”. Sådan kan Skinty Fia – den irske titel på Dublinske Fontaines D.C.’s tredje album – groft oversættes. Og titlen bærer på en tvetydig mening for bandet, der senest oplevede stor succes med 2020’s Grammy-nominerede A Hero’s Death. “Skinty fia” er et bandeordsudtryk, som trommeslager Tom Coll ofte har hørt sin irsk-talende grandtante bruge i momenter af irritation. Ligeledes kan udtrykket benyttes i et forsøg på at indkapsle frustrationerne og de ambivalente følelser, som følger med, når man som irer flytter til Storbritannien. Hjorten, der indgår både i titlen og på albumcoveret, kan ses som en reference til den uddøde irske kæmpehjort – måske et symbol på bandets dalende nationalfølelse.
Skinty Fia er et fremragende eksempel på et gennemtænkt og veludført konceptalbum, og det gør utrolig meget godt for sammenhængskraften og det generelle indtryk, når det hele spiller sammen på den måde – både lyduniverset, æstetikken og teksternes tematiske grundlag.
For at starte med netop det lyriske, så gør forsanger og primære sangskriver Grian Chatten sit komplicerede forhold til hjemlandet letforståeligt og relaterbart ved at parallelisere det til et tumultpræget romantisk forhold. Det bedste eksempel på dette – og vel nok også albummets bedste nummer – er “I Love You”, der gemmer på en langt større grad af kompleksitet, end titlen umiddelbart udstråler. Hvad, der begyndelsesvist virker som en ganske typisk og iørefaldende kærlighedssang, transformerer sig hen ad vejen til en ganske hård kritik af smaragdøens historiske og nutidige politiske tilstande. Udover at prikke til den katolske kirke revser Chatten også landets to store regeringspartier med dette fikse ordspil:
// And I’m heading for the cokeys, I will tell them ’bout it all//About the gall of Fine Gael and the fail of Fianna Fáil //.
Andre steder – som på albumåbneren med den irske titel “In ár gCroíthe go deo” – fordømmer bandet den diskrimination, som mange udvandrede irere stadig oplever i dag. Sangtitlen, der løbende synges i kor i baggrunden af nummeret, betyder “i vores hjerter for evigt”. Det var de ord, som en irsk kvinde bosiddende i England ikke måtte have stående på sin gravsten – fordi man anså brugen af det irske sprog som et politisk statement. Beslutningen blev senere ændret til fordel for den afdødes familie, men historien havde altså så stor en effekt på bandet, at de valgte at dedikere albummets intro til den.
Det førnævnte kor, som den nærmest filmiske intro primært er bygget op omkring, er blot et af flere finurlige lydeksperimenter, bandet kaster sig ud i på Skinty Fia. Et andet skal findes på “The Couple Across the Way”, der udelukkende består af Chattens stemme og en harmonika, som han efter sigende skulle have fået i julegave. Disse små, charmerende musikalske valg er med til at bryde med den monotoni, som godt kan opstå på en plade, der er så guitardrevet. Bandet har i denne omgang valgt at bygge videre på den mørkere, gotisk inspirerede lyd på A Hero’s Death, og der er ikke meget tilbage af debutens fandenivoldske post-punk. Det er tydeligt at høre, at de har ladet sig inspirere af alternativ rock fra tidsperioden mellem slut-80’erne og start-00’erne – primært amerikanske guitar-bands som Nirvana, Pixies og Sonic Youth samt elektroniske britiske acts som Death in Vegas og Primal Scream. De to sidstnævnte bands’ indflydelse skinner især igennem på titelnummeret, hvor tempoet skrues i vejret med hårdtslående dance-percussion, der leder tankerne tilbage til den narkotikafyldte Madchester-scene.
Med irsk korsang, harmonikaballader og baggy-bangers kommer lyduniverset på Skinty Fia vidt omkring, men et overtal af numrene byder altså på halvpoppet alternativ rock med et gotisk skær. Sangskrivningen og produktionen – som Speedy Wundergrounds Dan Carey (Squid, black midi) endnu en gang står for – er imidlertid så utroligt veludført, at numrene ikke ender med at smelte for meget sammen. Tværtimod bliver albummet kun bedre for hver gennemlytning, der gang på gang åbenbarer flere lyriske og musikalske kompleksiteter.
Skinty Fia er uden tvivl Fontaines D.C.’s hidtil bedste album. Alle pladens ti numre fungerer som mindre dele af en samlet historie om et band i national identitetskrise. Selv “Big Shot” – der ikke er skrevet af Chatten, men af guitarist Carlos O’Connell – passer ind i det store billede med sin fortælling om succesens evne til at få folk til at glemme, hvor de kommer fra.
Ambitionerne er højere end spiret på St. Patricks Katedral i Dublin, og på Skinty Fia virker bandet til at være uhyggeligt tæt på deres fulde potentiale. Det lover mere end almindeligt godt for fremtiden, men først og fremmest bør kvintetten hyldes her og nu for den bedrift, de har opnået med deres tredje langspiller.
