08 apr Father John Misty – Chloë and the Next Centery

Foto: Ward & Kweskin (Pressebillede)

Label: Bella Union
Udgivelsesdato: Fredag den 8. april 2002

På ‘Chloë and the Next 20th Century puster Father John Misty nyt liv i lyden af det 20. århundrede og beviser, at den gode kærlighedssang er tidløs.

4/5 Stjerner

For den 40-årige singer-songwriter Josh Tillman, bedre kendt under kunstnernavnet Father John Misty, er der intet nyt i at drage inspiration fra en svunden tid. Hans æstetik og lydunivers har længe båret præg af en forkærlighed til især 60’ernes folk, pop og rock, mens han på 2017’s mesterlige Pure Comedy lagde sig tungt op ad Elton Johns klaverdrevne 70’er-lyd. Det kom dog alligevel som lidt af et chok, da han kort inde i 2022 annoncerede sit nye album Chloë and the Next 20th Century og samtidig løftede sløret for albumcoveret og førstesinglen “Funny Girl”. Efter alt at dømme var han nemlig på vej endnu længere tilbage i tiden til 20’erne og 30’ernes klassiske Hollywood-æstetik og -lyd. Sangen, med titlen der virker som et nik i retningen af Barbra Streisand-musicalen af samme navn, er en blanding af 60’ernes barok-pop og 30’ernes traditionelle pop. Tekstuniverset er sprængfyldt med popkulturelle referencer, der spænder sig på tværs af stort set hele det 20. århundrede. Denne tendens går igen flere steder på albummet, hvor vi blandt andet. bliver mindet om Val Kilmers bizarre rolle som Batman. Mens Tillman tidligere har dyppet sine højmusikalske tæer i barok-poppen, var det hans udforskning af den noget ældre traditionelle pop, der kom bag på mange.

Var man som fan ikke vild med den nye musikalske retning, der blev præsenteret på “Funny Girl”, er der dog en lille trøst at hente på nogle af pladens resterende ti numre. Den traditionelle pop-lyd fra førnævnte nummer går ganske vist igen flere steder, men der findes også numre, som den tredje af de fire singler, “Goodbye, Mr. Blue”, hvorpå Tillman atter lyder som den folkede singer-songwriter, vi kender og elsker. Andensinglen “Q4” kunne ligeledes med sin storslåede barok-pop have passet ganske gnidningsfrit ind på I Love You, Honeybear. Er man en hardcore fan med hang til smagsmæssig stædighed, er der derfor stadig noget at komme efter på den selvironiske charmørs femte album. Og selvom albummet på den måde kommer lidt genremæssigt omkring, gør det orkestrale fundament, at selv den bossanova-klingende “Olvidado (Otro Momento)” ikke virker fejlplaceret.

Når jeg nu har været forbi de resterende tre forudgående singler, bliver jeg nødt til også at fremhæve den fjerde og sidste single, der samtidig fungerer som albumlukker – “The Next 20th Century”. Her viser Tillman endnu en gang, at han forstår at slutte sine udgivelser af med manér. Det instrumentelle bagtæppe er minimalistisk struktureret, men bærer, med sine isnende strygere og pladens vel nok eneste brug af elektrisk guitar, på en enorm intensitet. I forgrunden befinder Tillman sig i sit rette element, hvor han med sit eminente sangskriveri leverer pompøsitet med et glimt i øjet og til sidst når frem til disse linjer, som perfekt indkapsler albummets ånd:

// I don’t know ’bout you
But I’ll take the love songs
If this century’s here to stay //
I don’t know ’bout you
But I’ll take the love songs
And the great distance that they came //.

For som titlen Chloë and the Next 20th Century lægger op til, har vi måske ikke lært så meget af det forrige århundredes rædsler og er derfor skæbnebestemt til at gentage dem, men kærligheden samt de sange, der hylder den, vil altid være der – og det er værd at holde fast i.