Dem skal du se på SPOT Festival 2022

Foto: Agnes Hartwich // Cathrine Brix (Pressebillede)

I næste uge er der SPOT Festival i Aarhus, og i den forbindelse har vi hivet de mest interessante navne frem, som vi anbefaler at opleve på festivalen.

SPOT Festival er et højdepunkt for både musikmedier som os, men også for morgendagens stjerner fra den danske/nordiske musikscene. Og det er ikke nogen hemmelighed, at vi især er glade for SPOT og dets fokus på upcoming musik. Igen i år tager vi turen til smilets by til en weekend, fyldt med spændende koncertoplevelser. Programmet er allerede fyldt op med spændende navne, og det kan være svært at finde rundt i, hvem man især bør tage forbi og opleve live. Her på redaktionen har vi gjort det lidt mere spiseligt for dig, og lavet en guide til netop de artister, vi synes, du skal se på SPOT Festival 2022.

Agnes Hartwich

En de danske artister som der i den grad er på vej fremad er artisten Agnes Hartwich. Efter hendes debut-single tilbage i 2021, har det taget fart og hun har siden optrådt som support for Alex Vargas, udgivet en EP og har haft singlen “Black Shiny Car” med i toppen på P3s upcoming liste samt i rotation på samme kanal. Det er altså sandt at sige, at hendes musik vil en vej, og det er frem. Hvis du er nysgerrig efter at vide lidt mere om Agnes Hartwichs musik, kan du læse om hendes EP under Ugens vigtigste album udgivelser fra uge 15. 

brenn.

Vi har fra starten af fulgt med i de her to norske rock-kanoners stødt voksende karriere. Vi kan derfor roligt sige, at vi var glade, da vi så deres navn på den årlige SPOT Festivalplakat. Duoen har inden festivalens start spillet sig varme på livescenen med deres igangværende turné i det norske hjemland og en koncert på dansk jord på københavnske RUST dagen før de går på scenen i Aarhus. Har man hørt brenn.’s musik, så ved man, at der kan forventes hæse stemmer og gennemsvedt tøj, når de med deres højenergiske rocknumre vil skabe en kæmpe fest for et dansk publikum i den aarhusianske midtby. Gør dig selv en tjeneste – tag til brenn.

eee gee 

Bag kunstnernavnet eee gee gemmer sig Emma Grankvist, som med sit debutalbum Winning fra februar, imponerede samtlige anmeldere der kom i nærheden af det. Sangerinden har en travl sommer i vente med en række fede koncerter, både i Danmark og en enkelt i Norge, inklusiv altså på årets SPOT Festival. Vi har ikke mindst været stort begejstrede for sangerindens originale popmusik, så vi tripper lidt efter at opleve hende live i Aarhus. 

FLAVA

Med et digitalt inspireret lydunivers og internationalt potentiale har FLAVA igennem det seneste stykke tid virkelig været en artist der er værd at holde øje med. Kig bare på EP’en Megalomania hvor artisten fører sig frem gennem vidt forskellige rumlige produktioner, og med det samme bemærker man lighederne til en artist som 070 shake. Tidligere på året var hun sågar en af de fire artister, man kunne opleve til VEGAs Udvalgte 2022. FLAVA er stilsikker og fyldt med en selvsikker attitude, som uden tvivl får et helt andet liv på scenen hvor man kan dele oplevelsen med artisten, hvilket vi glæder os sindssygt meget til.

Gorgeous 

Pludselig landede den her duo i vores bevidsthed. Én debutsingle var nok til at vække vores opmærksomhed omkring Gorgeous, der også landede en plads som ugens upcoming her på Bands of Tomorrow. Tilbage i marts udgav duoen debut-singlen “Divine”, hvor duoen åbnede op for deres helt eget indie-poppede univers, og imponerede os med sangskrivning af allerhøjeste klasse. Vi har slet ikke kunne få nok af det her nummer, og vi glæder os derfor kolossalt meget til at opleve duoen på årets SPOT Festival, hvor de forhåbentlig vil slukke vores hunger efter nye sange, vi ikke har hørt før. 

Hedda Mae 

Det er gået rigtig stærkt for den Bergen-baserede sangerinde Hedda Mae, der i 2020 udgav debut-EP’en Introducing: Hedda Mae. Den norske pop-kanon har længe haft spået en lovende karriere. I november 2021 udgav hun sidste tilføjelse til sin EP-trilogi i form af EP’en The Early Struggles of a Late Millennial, og er netop aktuel med det seneste singleudspil “Rythm To Myself”, der udkom i marts og trak os tilbage til 00’erne i indpakningen af en kæmpe energibombe. Vi kan slet ikke vente med at se hende på SPOT Festival. 

Holm

Mikkel Holm Silkjær, eller bare Holm, har ikke siddet meget stille på det sidste. Som frontperson i alt-punkbandet Yung som kører derudaf må han da have rigeligt at se til, men næ nej. Tidligere på året udkom Holms soloalbum Why Don’t You Dance hvor han har udnyttet muligheden for at have eneret over hvordan det skal lyde, og udforsket sin egen sindstilstand. Her er der både plads til at sangskriveren kan være hudløst ærlig og dyrke sin kærlighed til lyrikken samt at skabe opmuntrende energiudladninger. Nu kan man også opleve dette på SPOT Festival hvor disse ærlige sange kommer helt ud til publikum og hvor hans erfaring som frontperson helt klart vil skinne igennem, og bidrage til en fantastisk koncert.

KALASET

Den her femkant fra Middelfart, er du nødt til at opleve på årets festival. KALASET har fra begyndelsen imponeret os med deres dansksprogede dream-popunivers. Med deres første single “Riv I Mit Hår”, fra november 2021, sparkede de døren ind til den danske musikscene med et lydunivers af nostalgiske 80’er synthezisere og en indierock/poppet lyd med danske tekster, hvor der ikke lægges fingrer imellem. Et nummer der opnåede høj radio rotation på de danske radiokanaler. Deres seneste “Kaos Kan Være Smukt” fra marts, landede en plads på både vores Nordiske Hits og Uimodståelige playliste. KALASET har fra vores side været spået som et navn, man skal holde et skarpt øje med i fremtiden, og vi kan ikke vente med at opleve dem på livescenen. 

Kind mod Kind

Kind mod Kind har haft en lovende start på deres karriere. Med debutsinglen “Du Gør Mig Blind” fra februar, fangede de både vores og flere andre anmelderes opmærksomhed med deres energiske og dansable electropop. Nummeret blev spillet hyppigt på dansk radio, og understregede gruppens enorme potentiale på den danske musikscene. Med det ene nummer i deres bagkatalog, glæder vi os kun til at høre mere fra gruppen, og det vil vi starte med at gøre på årets SPOT Festival. 

Maise

Der er ikke nogen tvivl om, at Maise har vigtige budskaber at fortælle med sine sange. Sangerinden skriver nemlig personlige og dybtfølte sange om angst, mobning og ensomhed. Hun debuterede i marts 2021 med nummeret “Ta’ med mig” og har sidenhen udvidet sit bagkatalog med fire nye singler i form af “LYS I NATTEN”, “Skubber Dig Væk”, “Adieu” og senest “Deal”. Med sin genkendelige vokal, og sit store talent for at skrive sange, glæder vi os til at se sangerinden stå på scenen til årets SPOT Festival, hvor vi også håber på at høre nogle nye numre fra sangerinden. 

Pumps

Med deres kiksede fortællinger og retro lyd har Pumps igennem det sidste halve års tid bidt sig fast på den danske musikscene. Akavetheden strømmer igennem deres musik der ofte omhandler den slags tanker der fylder en når man gang på gang bliver valgt sidst i fodbold eller ikke tør gå hen til den søde til festen. Dermed har de en charme som kan resonere med de fleste, og når det så ovenikøbet pakkes ind i så vellydende indierock som Pumps gør, kan man ikke andet end glæde sig til at opleve dem folde sig ud på SPOT Festival.

SASO

Unge SASO udgav sin debut-EP Men I Like i 2021, og er senest aktuel med nummeret “I’m So Bored” fra februar. Nu er hun klar til at indtaget SPOT-Festivalen og vi glæder os! Med sine selvsikre power-numre og sin skudsikre vokal er det gået stærkt for sangerinden, der både har fanget anmeldernes opmærksomhed og har været i stor radio-rotation. Der er dømt attitude, power, og kæmpe popfest med hende her. 

Siné

En artist som bliver spændende at opleve på årets SPOT Festival er danske Siné. Hun er en artist der på trods af udgivelsen af første single sidste år, allerede nu har fået masser af spilletid på P3, opvarmet for Dopha, og skal spillede sin første headliner koncert på Hotel Cecil den 28. april. Vi på Bands of Tomorrow er vilde med hendes lækre beats og gode blanding af genrerne pop, hiphop og soul, som hun blandt andet har uddybet, da hun var Ugen Upcoming i februar måned dette år.

UNG-SKAB

Ligegyldigt om det er sammen eller hver for sig må det siges at duoen UNG-SKAB besidder et utroligt talent. Efter at møde hinanden en efterårsdag fandt de sammen omkring at skrive følelsesladet musik med et glimt i øjet, og sidenhen er det blevet til debut-EP’en UNG-SKAB og to mindst lige så opsigtsvækkende soloprojekter. På SPOT Festival kan du altså se frem til et energisk show hvor Eigil Bjørn Meldgaards dunkle produktioner vil fylde lokalet imens Clara Rose Lundbergs vokal fletter sig let og elegant igennem dem.

Zar Paulo 

Vi glæder os selvfølgelig utroligt meget til Zar Paulo. Kvintetten har sin hjemmebanen i Aarhus, og vil være mere end koncertvarme, når de gæster årets festival. Dagen inden festival start har gruppen spillet headliner koncert på Hotel Cecil i København og et par uger før det afsluttet deres support arenaturné for ingen ringere end The Minds of 99. Bandet har i den seneste tid markeret sig, som et navn med potentiale til at løbe afsted som et af Danmarks store navne i fremtiden – med enorme hits som “Stop Believing”, “Klap for Fædrelandet” og deres nyeste “Tiger”. Med et kommende album på vej tør vi næsten garantere nye sange, vi ikke har hørt før, når de indtager SPOT. 

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com