13 apr 10 hurtige til… Total Hip Replacement
Foto: Ekownaad Entertainment (Pressebillede)
Bandet Total Hip Replacement er nu på fredag klar med deres tredje album, der sammen med musikere fra Ghana tager fat på vigtige emner og skaber et spændende mix af norden og sydens lydverdener. I denne forbindelse har vi stillet bandet Total Hip Replacement 10 hurtige spørgsmål, som du kan læse her.
Det både interessante og aktuelle band Total Hip Replacement annoncerede tilbage i efteråret, at der snart ville komme et nyt album, og nu er det endelig ved at være tid! Nu på fredag, den 15. april 2022, udgiver bandet deres tredje album kaldet Anyankofo, som er opstået på baggrund af flere spændende samarbejder. Overordnet set handler albummet om respekt og forståelse samt musik der ser fremad. Dette betyder også at der bliver taget fat på nogle lidt sarte emner såsom den koloniale fortid, der skal skabe fokus på vigtigheden af forståelse og enerkendelse af fortiden, da dette er et essentielt element i vejen fremad, og en nødvendighed for at kunne gøre en forskel. Alt dette er skabt på baggrund af et samarbejde med den ghanesiske highlife og flere ghanesiske musikere, heriblandt sanger og highlife legende Pat Thomas, det yngre stjerneskud Asi Renie, reggae stjernen Rocky Dawuni og rapperen Worlasi, som er endt ud i et band med i alt ni medlemmer. Om albummet, der både er skrevet og produceret i Ghana, fortæller forsangeren Victor Hosbond:
– Noget som blev helt tydeligt for os, efter at vi havde øvet, snakket og hængt ud et par dage, var at vi alle havde en hel masse til fælles. Der er meget mere som forbinder os end som adskiller os, når det kom til værdier, problemer, mål og udfordringer i livet. Så vi dykkede ind i denne samhørighed i musikken og tematikkerne og forsøgte at skabe sange, som ville vække genklang med både danske og ghanesiske lyttere.
Albummet indeholder altså ikke bare god musik, men også vigtige emner, budskaber, fællesskab og en stor fokus på mangfoldighed og diversitet. Alt dette er vi på redaktionen blevet endnu mere nysgerrige på, og vi har derfor skrevet til bandet for at høre deres tanker bag projektet. Svarene på vores 10 hurtige spørgsmål kan du finde herunder.
1. Vores musik er…?
– grundlæggende et resultat af en dybtliggende fælles passion for at komme hinanden ved. Måden vi nemmest gør det, er gennem musikken, og hertil følger selvfølgelig en masse forskellige kræfter, der former vejen som vi følger.
2. Vi begyndte at lave musik, fordi…
– vi, vel lidt kantet sagt, fandt det naturligt. Hver især har vi jo forskellige forhold til at spille og skabe musik, men vi ser alle noget i musikken vi laver, som føles ‘rigtigt’ – i den forstand at det for os giver mening, og er den måde, vi bedst kan udtrykke noget kollektivt, som oprigtigt ligger os på sinde.
3. Vi finder inspiration i…
– helt vildt forskellige ting, som rører os. Der er en del reggae fra New Zealand, Jamaica og USA og highlife fra Ghana, som har haft stor indflydelse på vores lydunivers. Men det er ikke kun musik, som vi drager idéer fra. Samtaler, bøger, refleksioner, politik, andre kunstformer og mennesker er alle sammen ting, som vi forholder os til ved at skrive om det.
4. Det vigtigste for os, når vi laver musik, er…
– at føle et drive. Det sker indimellem at energien bare ikke rækker længere, eller at vi ikke lige kan finde ind til vores fælles flow. Så må vi bare prøve at tage en pause eller ryste op i de vante strukturer. Vi kan finde på at lave virkelig forskelligartet musik med varierende metoder og rammer for processen. Så på den måde er det, der er vigtigst for os og som går igen i det meste af vores musik, at vi har et enormt drive, og at vores musik kun fungerer, når det drive er præsent.
5. Det sejeste sted, vi kunne forestille os, at spille med vores nye album er…
– svært at sige. Vi vil jo gerne dele det med så mange som muligt, overalt i verden. Vi har snakket en del om, hvor fedt det ville være at spille vores nye musik på nogle af de prominente festivaller i Vestafrika. Eksempelvis MASA i Elfenbenskysten.
6. Sangen vi har arbejdet mest med på Anyankofo er…
– formentlig “Smoke and Mirrors”. Den er et ret godt eksempel på, hvad der ligger dybt forankret i dna’et af dette projekt. Udkastet kom faktisk fra producer Kwame Yeboah, og vi fik så et par musikere fra Kwashibu Area Band indover og opnåede et virkelig autentisk take på hybridkonceptet baseret på vores reggae og de ghanesiske musikeres highlife. De fleste numre har ikke præcist 50% af hver genre så at sige (hvilket heller ikke var målet), men her har vi virkelig anstrengt os for at opdyrke et ægte mix af de to lydeverdener.
7. Om Anyankofo ville folk blive overrasket over at vide…
– at de største udfordringer forbundet med udgivelsen af albummet ikke havde noget med musik, booking eller presse at gøre, men i langt højere grad med strukturel racisme og mangel på empati og handlekraft i det danske bureaukrati. Eller … at de relationer, som projektet i bund og grund ikke ville eksistere foruden, går mange år tilbage og blandt andet har rundet SPOT Festival i 2019 og at venskabet Anyankofo har været undervejs i ni år, og at musikken er blevet skabt i en meget intens proces i et øvelokale i Cape Coast blot tre uger før det blev indspillet.
8. En sang på albummet, som fortjener et ekstra lyt, er… Fordi…
– “Bra”! På det track har vi fået en af Ghanas allerstørste legender, Pat Thomas, til at skrive tekst og synge, og resultatet giver os kæmpe optur. Pat synger ubesværet og inderligt på samme tid, og så bærer han helt vildt meget historie med sig med bånd til Ebo Taylor, som vi også har dyrket meget og Kwame Yeboah, som har produceret albummet. Så på forskellige planer bærer den feature rigtig meget betydning med sig.
9. Historien bag albummets titel er…
– meget simpel. Ordet kommer fra det lokale Ghanesiske sprog Fante og betyder venskab. Heri ligger det absolut mest afgørende for hvad dette album er blevet til, og hvorfor dette album er blevet til. Man kan knytte så mange ting til musikken, men helt kort er det eneste der betyder noget, at det vi gør, gør vi af kærlighed til hinanden og til dem vi kan dele oplevelsen musik med.
10. Når man lytter til vores album, skal man…
– helst tie stille og sænke sig selv ned i dyb refleksion over verden og livet… Ej, det er musik, som skal nydes og danses til, og vi vil bare, at man har det godt på den måde, man bedst kan lide imens man lytter. Hvis vi selv skal sige det, fungerer det herre fedt live!
Imens vi venter spændt på udgivelsen af albummet Anyankofo kan vi lytte til deres seneste udgivelse “Feeling”, som også indgår på albummet. Du finder sangen her:
På Spotify
På Apple Music