18 mar Yumi Zouma – Present Tense

Foto: Nick Grennon (Pressebillede)
Label: Polyvinyl 
Udgivelsesdato: Fredag den 18. marts 2022

Yumi Zouma lancerer dovent album uden mål og retning, og har svært at bryde ud af pop-musikkens trygge, folkelige rammer.

2,5/5 Stjerner

Yumi Zoumas nyeste album Present Tense skaber en konfliktfyldt lytteoplevelse. På den ene side er albummet et skoleeksempel på den pop-musik vi kender dem for. På den anden side er albummet også et udtryk for en vi-har-bevist-at-vi-kan-være-med-mentalitet, der resulterer i en lad tilgang til den indiedream-pop vi i forvejen forventer så meget af. Sidstnævnte aspekt kommer bedst til udtryk i albummets første halvdel, hvor numre som “Mona Lisa”, “If I Had the Heart for Chasing” og “Where the Light Used to Lay” er alle udtryk for noget grundlæggende intetsigende dreampop, der mest af alt fungerer bedst som en godnatsang. Numrene er gennemsyret af en tilbageholdenhed, der skriger på hjælp fra noget vokalisk temperaent. Lyrikken er ligeledes indholdsløs, men fungerer fint som opretholdelse af gruppens melodiske udtryk. Christie Simpson lyder som hun plejer, og måske er det netop det, der er problemet; de trygge rammer er begrænsende for Simpson og resten af gruppen, og hun rammer på intet tidspunkt nogle af de årer vi ved hun har gjort før. Eksempelvis på tidligere numre som “Depths (Pt. 1)”. Desværre tror jeg aldrig rigtig på Simpson, og dermed heller ikke på albummets vision.

Men musik behøver ikke altid skabe lyrik på Dylan-niveau, men kan i stedet blot være et banalt resultat af et velproduceret lydunivers. Og netop her har albummet sin – eneste – kvalitet. Present Tense er godt nok uden mål og retning, men Yumi Zouma formår at indkapsle alt det, der er definerende for deres egen musik. Det er afslappende popmusik, der har sin oprindelse i en uambitiøs, men moderne Sade i kombination med Tame Impala. På numre som “Astral Projection” og “Honestly It’s Fine” skabes den synergi (som vi kender dem fra) mellem afslappende og behagelige tendenser og en ulmende eufori – det eneste der mangler er Simpson, der skråler, opgiver al musikalsk håb, blot for at redde os med sin guddommelige stemme. Desværre, som førnævnt, udebliver denne kulmination.

Alt i alt har den New Zealandske dream-pop gruppe udgivet et mesterværk af middelmådighed, der indkapsler gruppens definerede lyd som vi kender dem. På den anden side er albummet grænseafvisende og indadsøgende. Det er et introvert album, der ikke har noget på hjerte, som vi ikke allerede kender til. Desværre, men måske blot en erkendelse af, at Yumi Zouma har haft deres tid. Present Tense er i hvert fald ikke et udtryk for en kommende opblomstring af indie-dream-poppen.