18 mar Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 11
Foto: Mørkt Stof // Thomas Vraaby (pressebillede)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til indierock, eksistentielle ballader, elektronisk pop eller spansk latinpop, så er der helt sikkert noget for dig blandt vores favoritter.
JERKA – Jerka
Bag soloprojektet JERKA fra den svenske rockscene gemmer sig Jesper Petterson, der blev kendt som frontpersonen i Gula Blend, der med sit 2020 album opnåede stor ros og anderkendelse. I dag er Petterson gået videre med det nye soloprojekt, hvor sangskriveren rammer samme nerve og lyd som i Gula Blend. I dag er JERKA ude med det selvbetitlede debutalbum. Albummet indeholder syv alsidige sange, hvor artisten tager os med igennem både ivrig indie-rock i form af åbningsnummeret “Don’t Mind Me”, til 80’er inspireret powerballader som i “Natten”. Albummet afsluttes med det langsomme, men stadig intense nummer “Annika”, der med et langsomt cresscendo slutter pladen af med et brag. Med de syv alsidige indie-rock numre får Petterson lov til at demonstrere sine legesyge sangskriver egenskaber, hvor han med hudløst ærlige tekster, behandler emner om sorgprocesser, tristhed og selvdestruktivitet.
Mørkt Stof – Mindets Materie (EP)
Vi havde allerede fået både “Sukker” og “Havet & Mig” som singleudgivelser fra de fem rockede drenge fra Mørkt Stof, der med to nye sangtilføjelser i dag er klar med deres spritnye EP Mindets Materie. I den anledning lavede vi et lille interview med bandet, som du kan læse her. EP’en beskrives som langsomrock, hvor de fem drenge leger med poesi og sprog i fire sange, der alle behandler dybt eksistentielle temaer. De to nye sangtilføjelser kommer i form af numrene “Enten Eller” og “Vejviser”, med førstnævnte som EP’ens fokusnummer. “Enten Eller” tager fat i det dybt eksistentielle spørgsmål om, hvorvidt vi mennesker har fri vilje eller ej og “Vejviser” behandler emnet om at vokse op i en urimelig verden, mens man passivt ser til, mens dette skaber en retningsløs og stille panik. Dyk ned i denne verden på gruppens nye EP Mindets Materie.
Charli XCX – CRASH
Den britiske hit-kanon Charli XCX er svær at komme udenom, når vi taler om ugens vigtigste albumudgivelser. Hun har netop i dag udgivet sit femte studiealbum Crash med 12 helt nye popnumre. Den 29-årige sangerinde har været en fast etableret del af den internationale musikscene, nærmest siden sin debut i 2010. Vi har nøje fulgt hendes rejse siden de første singleudgivelser, og hvis man vil lære lidt mere om, hvilke sange, der nu har ført hende frem til sit femte studiealbum, kan du læse lidt om det her. Hendes sidste album how i’m feeling now fortjente sig stor ros i vores egen anmeldelse, og vi har derfor glædet os til at se, hvad den britiske pop-kanon kunne levere på sin nyeste udgivelse. Nu har du altså mulighed for at høre Charli XCX’ nyeste studiealbum i form af Crash, der indeholder 12 alsidige elektroniske pop-sange.
Yumi Zouma – Present Tense
Det internationale band Yumi Zouma har i dag udgivet deres fjerde album Present Tense som er kommet til under pandemien og grundet bandmedlemmernes forskellige bopæle rundt omkring i verden, er mange af sangene lavet via diverse videoopkald og i studier på tværs af kloden. Dette har også medført en række nye samarbejdspartnere for bandet, hvilket har trukket projektet i nye retninger, og ud over den sædvanlige komfortzone. Albummet har en lidt underspillet kvalitet over sig og meget af den energi der er i instrumenterne er pakket ind i et kompakt mix, som også tilføjer til den følelse af isolation som albummet er opstået under. Dette giver en behagelig lytteoplevelse hvor guitar, klaver, træblæsere og strygerinstrumenter spiller sammen i rolig harmoni og skaber et 34 minutters velspillet mix mellem indie, pop og en snert af country på Present Tense.
ROSALÍA – MOTOMAMI
Spanske ROSALÍA har længe varmet op til sit nye album med blandt andet singleudgivelserne “CHICKEN TERIYAKI”, “SAOKO” og i onsdags med “HENTAI”. På MOTOMAMI tager den spanske sangerinde ejerskab over sit helt eget take på spansk latinpop og reggaeton, som vi også kender fra hendes tidligere udgivelser. Sangerinden har i sine tidligere udgivelser arbejdet sammen med store artister som James Blake, Travis Scott og Billie Eilish, og på MOTOMAMI holder hun fast i den tradition. På albummets tredje nummer LA FAMA får hun nemlig fornemt besøg af ingen ringere end en spansksyngende The Weeknd. Der er for det meste god fart på og masser energi på sangerindens nye album, der åbnes op af det utrolig festlige “SAOKO” som dog også rummer flotte og langsomme ballader i numre som “DELIRO DE GRANDEZA”, “G3N15”, “COMO UN G”, “SAKURA” og “HENTAI”.
Tjek også disse udgivelser ud:
Søren Manscher – Den Stærke Sol
Lazy Queen – A Human Reaction
Insulin – START/SLUT
Feel Freeze – Holding Out Breaths Awaiting the Future (EP)