28 mar Ugens Upcoming – Walt Disco
Foto: Furmaan Ahmed (Pressebillede)
Det fremadstormende skotske band Walt Disco har virkelig skabt bølger i det musikalske landskab på det seneste, og er nu ved at være klar til at udgive deres debutalbum. Vi har derfor udvalgt dem som ugens upcoming, hvor vi igennem følgende 10 spørgsmål lærer dem lidt bedre at kende.
Walt Disco har ikke nødvendigvis haft stor medvind her i Danmark endnu, men de har i den grad gjort sig bemærket hjemme i Storbritannien med deres skildringer af livet som queer-person som fylder et nødvendigt hul i musiklandskabet. Sjældent har der været et band som Walt Disco der blander emner om kærlighed, identitet, krop og seksualitet med Hollywoods bombastiske glamour, hvilket de selv har døbt queer-glam-rock. På fredag udgiver bandet deres debutalbum Unlearning som i forvejen er blevet teaset med singler som “How Cool Are You” og “Malicent” hvoraf sidste tager udgangspunkt i en af mange hadforbrydelser imod queer-folk. Om dette fortæller bandet:
– “Macilent” blev skrevet i august dagen efter, at tre transkvinder blev overfaldet i Hollywood. Det eneste, vi kunne tænke på den dag, var den vold, som trans- og queer-personer udsættes for hver dag. Vi ønskede, at sangen skulle formidle den frygt, vi føler – væmmelsen, udmattelsen – men også det svindende håb om, at tingene vil ændre sig til det bedre.
Her på redaktionen ser vi utroligt meget frem til bandets debutudgivelse, og har i den forbindelse taget fat i Walt Disco, for at lære dem bedre at kende igennem de følgende 10 spørgsmål:
1. Hvem er Walt Disco?
– Vi er en popgruppe fra den smukke by Glasgow, med et evigt-ekspanderende begær for at eksperimentere og skrive tidsløse melodier
2. Hvordan vil i beskrive jeres lyd?
– I øjeblikket skaber vi vores eget brand af kunstnerisk mørk pop, med smag for industriel produktion og massive guitarer
3. Hvordan startede i med at lave musik?
– De fleste af os begyndte at lære at spille instrumenter og skrive sange i vores teenageår, og fandt nogle af vores tidlige idoler i musik vores forældre lyttede til såsom Queen og David Bowie. Vi har lavet musik sammen i denne konstellation i omkring tre år, og er virkelig bidt af sangskrivningen. Vi er besatte af at skabe verdener i sangene med de værktøjer der er tilgængelige i studiet.
4. Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår når I skriver musik?
– Vi tænker alle sammen konstant på nye ideer hver for sig, så når vi sætter os ned for at skrive tager vi ofte en af vores ideer, og så blander vi alle vores andre fortolkninger ind i den. Når en sang er klar til at blive til en demo, forsøger vi at finde lyde der matcher sangens humør og prøver at få lagt en overordnet struktur rimelig hurtigt. Derfra bliver processen langsommere i takt med at vi forsøger at finde det rette lydbillede og give sangens identitet en form.
5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
– Nogle primære indflydelser er St. Vincent, The Blue Nile, Scott Walker, David Bowie og SOPHIE.
6. Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– Lidt forskelligt, her er hver vores bud.
Jack & Charlie: Spellling – ‘The Turning Wheel’
Finlay: My Bloody Valentine – ‘Loveless’
James & Dave: Electric Wizard – ‘Dopethrone’
Lewis: Patti Smith – ‘Easter’
7. Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten
– I skrivende stund er vi lidt over en uge væk fra at udgive vores debutalbum den 1. april, vi er lige steget af flyet fra Austin hvor vi spillede til SXSW for første gang og havde vores livs bedste uge. I går afsluttede vi optagelserne til vores sidste musikvideo i vores albumkampagne og lige nu sidder vi i bilen på vej til London i forbindelse med noget meget spændende! (Top hemmeligt til gengæld) Oven i hatten er vi ved at forberede os på vores største headline-tour til dato, hvilket tager os på tværs af hele UK og dele af Europa!
8. Hvad er drømmen?
– At skrive, udgive og performe den musik vi har lyst til at lave, uden at skulle bekymre os om noget som helst andet.
9. Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– Lige nu ville vi sige “Weightless.” Vi føler at den indkapsler den lyd og det budskab som vi udforsker på vores album.
10. Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville det så være?
– En Spicy Pickle Mary! Sjov og eventyrlysten, men måske ikke noget for enhver smag.
Nu er der snart ikke længe til at Walt Disco slipper deres debutalbum, og hvis du, ligesom os, bare ikke kan vente så er her “Weightless” som du kan sætte på for at dulme ventetiden.