Træd med ind i PIPIs rockede ungdomsunivers til Bands of Tommorrows Uimodståelige i Byhaven

Foto: Alf Aagaard (Pressebillede)

Vi har længe fulgt den danske indierock-kvartet PIPI med stor begejstring, og nu præsenterer vi dem med stolthed som et af navnene til vores Uimodståelige arrangement i Byhaven den 12. maj.

Kender du PIPI? Hvis du endnu ikke har hørt den udtryksfulde indierock-kvartet, så har du masser af god musik i vente til din playliste. Vi har nemlig fulgt gruppen med stor begejstring siden udgivelsen af deres første single “Du er den du er” fra 2019. Den udtryksfulde ungdomsgruppe har jævnligt været dækket på vores side, og fortjente sig da heller ikke mindst en plads som vores Ugens Upcoming i uge 8. De fire drenge skriver personlig dansksproget indierock med en nostalgisk lyd, der også trækker tråde tilbage til 80’ernes synthpop. De kendetegnes ved deres behandling af personlige ungdomstematikker om usikkerheder, forelskelse og de generelle op og nedture, der følger med til ungdomslivet i 20’erne. Med følelserne uden på tøjet, er gruppen ikke bange for at udtrykke personlige fortællinger, der for mange fremstår som dybt relaterbare. Den 4. februar udgav gruppen deres selvbetitlede debutalbum, hvor gruppen hudløst ærligt dykkede ned i disse personlige fortællinger på 9 inderlige rockpoppede sange.

PIPI er kendt for at være nærværende, inderlige og personlige, når de står på scenen, og det kan du få lov til at være en del af, når gruppen gæster vores uimodståelige arrangement i Pumpehusets Byhave den 12. maj. Det glæder vi os helt vildt meget til, og hvis du vil høre mere om hvad du har i vente, så kan du starte med at lytte til gruppens debut-album PIPI lige her.

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com