31 mar The War On Drugs – K.B Hallen
Foto: Laura Ioana V
Venue: K.B Hallen
Dato: Onsdag den 30. marts 2022
The War On Drugs leverede en fin og solid helhedsoplevelse i K.B. Hallen på en onsdag aften, hvor de fik bevist at deres musik taler for sig selv, men også i høj grad til en ældre generation, hvilket man godt kan være stolte af. Det stod klart at bandet har mange års musikalsk erfaring på en scene. Dog skred det hele lidt, energien var en smule flad og lyden var ikke helt optimal, hvilket desværre trak oplevelsen en hel del ned.
3/5 Stjerner
For en række år tilbage forelskede jeg mig i The War On Drugs album Lost In The Dream, og gav aldrig slip på det igen. Det er et album, jeg finder tilbage til, når jeg har brug for lyden af nostalgi, minder, ro, noget at danse til. “Red Eyes” er virkelig en anbefalelsesværdig sommersang, til når man skal cykle hjem på en solskinsaften! Kort sagt kan albummet enormt meget, i hvert fald for mig, og det virker også til at omverdenen er enige. Det anerkendte musikmagasin Pitchfork gav for eksempel albummet 8,8 ud af 10, og her er det altså svært at komme tæt på topkarakteren, så 8,8 er en yderst flot karakter, hvilket albummet klart fortjener i min optik. Da jeg så, at bandet kom til Danmark, var jeg derfor hurtig til at melde mig på som anmelder. Mine forventninger var dermed også tårnhøje, da jeg trådte ind i K.B. Hallen.
The War On Drugs er kendt for deres organiske lyd hvor instrumenter som guitar, bas og trommer er i højsædet, og hvor musikken får lov at tale for sig selv. Der er derfor mange smukke c-stykker og guitarsoloer, at finde i bandets katalog. Her er det ikke tidens tendens med mange eksperimenterende lyde, masser synths, ad-libs og computer-konfigurerede lyde, der dominerer, men rå akustiske instrumenter og vokal, der bærer musikken. Dermed ikke sagt at det slet ikke er at finde i musikken, men det er ikke det der fylder. Derfor forventede jeg en koncert hvor musikerne virkelig ville udtrykke sig med netop instrumenterne og lade dem tale for sig selv, og måske med nogle ekstra lange guitarsoloer eller lidt ekstra pynt på numrene.
Salen var fyldt med mennesker, der så ud til at være på mine forældres alder og opad og en del i start trediverne. Det er efterhånden længe siden at jeg har været til koncert med et lidt ældre crowd. Et stort kvantespring fra min sidste koncert med Artigeardit, hvor gennemsnitsalderen var 17. Det skyldes nok at The War On Drugs laver musik, der taler mere til den ældre generation, som voksede op med en del mere rockede bands, som måske giver associationer til netop The War On Drugs.
Klokken 21:00 gik bandet på uden at gøre et stort nummer ud af sig selv, men på en ydmyg og stilet facon. Adam Graduciels stemme var præcis som på indspilningerne- meget imponerende live-vokal. Stor respekt herfra. Hans behagelige og karakteristiske klang fyldte salen med varme fra første linje. Godt nok var lyden en anelse høj, så forsanger Granduciel druknede lidt i instrumenterne, der godt kunne være skruet en smule ned for. Og dog sad jeg på balkonen til venstre for scenen, og måske var lyden bedre på gulvet. Granduciel havde en tilbagelænet stil, var iført en rød skovmandsskjorte og skinny blå jeans og resten af bandet også klædt ret anonymt på.
Der blev spillet mange gamle numre inklusive numre fra det nyeste album ‘Dont live Here Anymore, som jeg desværre ikke har lyttet så meget til. Det vil for altid være Lost in The Dream, der har mit hjerte. Endelig kom der et nummer fra sidst nævnte album; den let rockede og optempo “An Ocean In Between The Waves”. Koncertens højdepunkt for mig, var dog da tonerne til “Red Eyes” (bandets mest populære sang) lød og hele salen svajede i takt til de lækre toner, der mindede mig om varmere tider på en usædvanlig kold og sneet forårsaften.
Mellem sangene mumlede Granduciel en masse uforståelige, men sikkert søde og taknemmelig ord, som nogle få jublede til som svar, men de fleste virkede ligeså uanede som jeg. Det knaste stadig lidt med lyden. Ofte skete det at vokalen enten skår i øret eller hørtes den knapt. En scenearbejder fik i et forsøg på at fikse noget på scenen hevet et keyboard med sig i et fald, hvilet optog en del opmærksomhed fra koncerten, og gjorde at koncerten måtte stoppe i et par minutter. På trods af det dygtige band, formåede koncerten ikke helt at leve op til forventningerne. Folk på gulvet var ikke helt kåde og stod kun og dansede en smule. Det var som om, at der konstant blev bygget op til noget større, som desværre aldrig rigtig blev forløst. Forsangeren kunne være mere til stede, men var ofte at finde med det lange hår hængende ned foran øjnene som et slør. Dog blev der som forventet freestylet en del på el-guitaren, hvilket imponerede og højnede koncerten en smule.
Hele setuppet var en anelse akavet med trommespilleren, blæseren og keyboardnisten placeret på en hævet platform over de andre, inklusiv forsanger Granduciel, som gav et underligt hierarki, og virkede som om de ikke rigtig spillede med hinanden, men mere mod hinanden. Tanken bag har nok været at bandet skulle kunne ses af alle, men det var lidt uheldigt sammensat efter min mening. Forsangeren havde heller ikke den største plads til at bevæge sig rundt på, hvilket resulterede i en akavet gåen rundt om sig selv. Da bandet havde fået spillet sig varme, gik det bedre, dog var lyden stadig lidt ubalanceret og det blev svært at tyde sangteksterne, hvis ikke man kendte dem på forhånd. Det gik dog lidt bedre med lyden på de mere stille numre, hvor forsangerens vokal fik lov til at stå alene akkompagneret af nogle få diskrete instrumenter.
På “Under The Pressure” blev der spillet en lang og flot intro, hvor folk lavede nogle lidt for høje og malplacerede pift, dog kom der da lidt mere liv i publikum, som blev de vækket fra en halvsovende døs. Ærgerligt er det dog, at det er et ud af få momenter, hvor publikum var helt oppe at ringe. “Thinking Of A place” løftede stemningen en del og Granduciels imponerende mundharmonikasolo gjorde det bestemt ikke dårligere. Til at slutte aftenen af, blev der spillet den energiske “Burning”, som fik folk til at rokke lidt mere med.
Overordnet set var det en fin koncert og der hersker ingen tvivl om at bandet er dygtige, men lyden var ikke helt god, og der manglede en del energi både fra band og publikum, som gjorde at det hele faldt lidt en smule til jorden. Desuden tog jeg desværre mig selv i at kede mig en hel del undervejs, fordi bandet ikke tiltrak min fulde opmærksomhed, derfor får The War On Drugs 3 stjerner i denne omgang.
