SPOT tilføjer 10 nye navne til programmet

Foto: Gorgeous // PR

Den aarhusianske festival udvider lineuppet med 10 brandvarme tilføjelser, med både garvede på den danske musikscene og nye upcoming artister.

Vi kan snart ikke vente mere til årets SPOT festival, der finder sted mellem den 6-7 maj i år. Festivalen har nemlig allerede nu lukket op for forårets helt vilde program, og i dag udvider de lineuppet med 10 helt exceptionelle navne, som både indeholder etablerede navne på den danske musikscene, og spirende artister fra det danske vækstlag.

Først og fremmest kan du nu opleve Sivas, der med sin efterhånden mange års erfaring, har cementeret sig som værende en af landets største kunstnere med sin helt unikke stil og sine bombastiske bangers. Derudover har festivalen offentliggjort Rasmus Littauers soloprojekt, School of X, der har indhentet stor ros i både ud- og indland.

Vi har fulgt med i spirende iomfros karriere lige fra begyndelsen, og det er derfor en glæde for os at se, at hun også har fået en plads på årets program, hvor hun vil skabe stemning med sine poetiske tekster og sine dansable sange. Det glæder os også at se annonceringen af den nye Københavner-duo Gorgeous, der ikke mindst imponerede os med udgivelsen af debut-singlen “Divine”. LUSTER vil også være at finde på scenen med sin melodiske “raw-pop”, der ikke mindst sender tanker til 80’ernes new age musik. Prisvindende Lydmor har hamret sit navn fast i danskernes sind, ikke mindst med albummet CAPACITY fra 2021, og det er derfor helt passende, at hun også får lov til at stå på scenen til årets SPOT.

Desuden kan du opleve, hvordan Go Go Berlin vil nyfortolke og remixe det gamle bagkatalog og vil præsentere en ny elektronisk lyd på de gamle sange, mens Marshall Cecil vil demonstrere sin sammensmeltning af RnB, hiphop, rock og pop med sange om frygt, ensomhed, glæde og livets op- og nedture. De sidste to navne består af Kalaset og Pauline, som begge er navne, vi har været glade for på Bands of Tomorrow. Vi glæder os derfor til at se, hvordan Kalaset vil levere deres dream-pop og indierock, mens Pauline vil slå benene væk under os med hits som “Ny og Næ” og “Noget for Nogen”.

Vi glæder os helt vildt til årets SPOT-festival!

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com